Louise Windfeld-Høeberg: Iscenesætteren. Selvtægt 2005 (?) & Dk 4 media 2006. 269 sider, 249 kr.

Kalejdoskopisk roman, der fortæller større og mindre dele af en række historier fra øjeblikkets turbulente Zimbabwe. Den vigtigste drejer sig om at fjerne landets præsident, der begyndte sin karriere som leder af den frihedskamp, som førte til kolonistyrets sammenbrud. Han er nu diktator med en politik, der har nedbrudt landets produktionsapparat, infrastruktur og økonomi, men som måske er et nødvendigt mellemled på vejen til en afrikaniseret stat – sådan vil han i al fald selv se det. Det er ikke disse interne problemer eller de talløse krænkelser af menneskerettighederne, der foruroliger regeringerne i England og USA. Det er derimod diktatorens stadig mere selvbevidste og kålhøgne opførsel. Den har nu overskredet stormagternes tolerancetærskel, og så iscenesætter CIA en destabilisering af regimet. Der antændes en række små brande, d.v.s tiltag, der manipulerer både den brede befolkning (f. eks. et falsk rygte om en forstående pengeombytning) og det hidtil loyale militær (f. eks. en falsk nyhed om et hemmeligt møde mellem oppositionens ledere og overordnede folk fra styret). Det er spændende at se denne opskrift på et statskup ført ud i livet.

Der fortælles også lidt slæbende om en dansk journalist og diplomatfrue, der er henvist til et ørkesløst receptionsliv uden mulighed for at arbejde inden for sit fag. Der er i indledningen en chokerende beskrivelse af, hvorledes en hvid farmer fordrives fra sin ejendom (og slås ihjel) af en flok fanatiske ”veteraner fra frihedskampen”, som det hedder i præsidentens retorik. (Det drejer sig om amoralske bøller, der knap nok var født, da frihedskrigen blev vundet for tyve år siden). Og der er et tæt forløb om en leder af et suspekt dansk skoleimperium, der er gået under jorden hos sin gode ven præsidenten – et venskab, som blev grundlagt, dengang danskeren stod for en række bistandsprojekter, ledet og finansieret af en af hans mange fonde. Han er nu er ved at dø af kræft på et hospital i Zimbabwe, men han kan måske bevæges til omsider at fortælle sin version af historien til en dansk journalist på stedet.

Med en række yderligere bihandlinger falder bogen fra hinanden. Det bliver hverken til politisk thriller, til satire over et misrøgtet land med et korrupt styre, til en afsløring af en stormagts gedulgte intervention (skrevet med falsk loyalitet over for CIA-agenten), eller til en feministisk beretning om en kvinde, der er ved at gå i frø i utide. Lidt af alle dele, noget af andre dele, intet fokus. Det er synd og skam, for man fornemmer tydeligt forfatterens sympatiske fascination af og forelskelse i Afrika, og det hele afvikles i et let flydende, vel kommunikerende sprog.