Mette Winge: Et udestående – en provisorietidsdroman. Gyldendal 2005. 314 sider, 299 kr.

Mette Winge har i flere romaner beskæftiget sig med 1880’erne – et årti, hvor de politiske og sociale betingelser i Danmark kom i støbeskeen, hvor demokratiske kræfter begyndte at vise muskler, og hvor man i horisonten kunne ane det bygværk, der skulle rejse sig på idealerne om lighed, velfærd og social tryghed.

Denne gang har Mette Winge sat projektøren på kvindernes stilling. Der er et par indskud om de talløse tjenestepigers horrible vilkår, men det er overklassens kvinder, det gælder. Umyndige, uden ret til at disponere over egne midler, undergivet ægtemænds eller fædres værgemål. Kvinder kunne ikke have egne meninger, slet ikke unge piger. Det gjaldt også spørgsmålet om ægteskab, hvor de klogere forældre (i sidste instans faderen) nok skulle finde en passende gemal. I romanen fortælles om to døtre af velstående forretningsmænd, den ene forstødt, da hun trodsigt løb bort og giftede sig under sin stand, den anden fanget i stigende desperation ved udsigten til at skulle ægte en drikfældig og temmelig anløben døgenigt. Men betingelserne er som sagt ved at vende – som de to unge kvinders skæbne viser. Ellers er det først som enker, kvinderne får en chance for selv at styre deres liv. En underkuet, forskræmt midaldrende kvinde indser det pludselig: Når Anton var på plads i sit hul, kunne ingen i hele verden forhindre hende i at gøre lige hvad hun ville … Det ville være allerførste gang i hendes liv, at hun kunne gøre nogen hun havde lyst til uden at skulle spørge nogen om lov eller svare på spørgsmål om hvorfor i alverden hun dog ville det.

Tingene ses skarpt, fordi de registreres af en midaldrende velhaver, der er på besøg i Danmark efter 30 år i USA. Han emigrerede (eller flygtede) fra fattigdom og ufrihed. Nu kan han som udenforstående ryste på hovedet over det, der foregår i fædrelandet, især højrefolkenes nærmest desperate tiltag (Københavns befæstning, Estrups stasilignende gendarmerikorps, statskuppet med provisoriske love). De ting kan han ikke lide, og han forbløffes over konversationen på et sommerhotel, hvor overklassen øjensynlig lever uden for den almindelige verden. Ingen taler om de nævnte spørgsmål, det eneste vigtige er middagen og de øvrige gæster.

Tidsbilledet er overbevisende, personerne fængslende og historien god. Det er skrevet let og underholdende – men som sagt med brod og mening. Bestemt værd at læse.

Mette Winge har så – som i en række tidligere romaner - valgt at kapsle fortællingen ind i en krimihistorie. Danskamerikaneren er ikke blot på besøg, han har grov uret at hævne – og det gør han. Mord og økonomisk ruin iværksættes. Læserne møder på ny den sympatiske vicepolitiassistent Johannes Krogh, som var detektiven i Mette Winges hidtil bedste spændingsroman (”Novemberlys” fra 1990). Han tager kompetent fat, han er åben for nye ideer (og gedulgt abonnent på Politiken) – men han lykkes ikke med sin efterforskning, heller ikke når det gælder en anden mordsag med en stakkels prostitueret som offer. Krimien kommer ikke i gang og slet ikke i mål – og det er ærlig talt at bluffe læseren til at mærke en ikke-eksisterende spænding, når den alvidende forfatter et par steder lader danskamerikaneren undres over, hvem det kunne være, der havde sendt Anton over i den anden verden. Et rovmord? Et tilfældigt mord? Når det både før og efter er temmelig oplagt, at han selv har foranlediget mordet!

Som krimi duer romanen ikke. Som sædeskildring og udviklingsroman er den fremragende.