Mette Winge: Skår - en provinsroman. Gyldendal 2001. 340 s. 295 kr.

Dansk litteratur rummer en række skildringer af provinssamfundets prydelige overflade, som dækker over smålighed og indestængte aggressioner, der kan slå ud i katastrofale handlinger. Mette Winges roman slutter sig til denne tradition, især i et par dusin indskud, hvor unavngivne stemmer fortæller om deres øjeblikkelige tanker - små, snærtende og præcise monologer, adskillige med relation til romanens hovedhandling, men kun få med en forståelig sammenhæng med dens krimiintrige. (Mette Winge har rasende hævdet det modsatte, da en anmelder fremhævede den manglende konsistens, men det får ikke hjælpe).

Bigotteriet møder Mette Winges hovedperson fra tidligere romaner, Karen Brandes, der tiltræder en stilling som politiassessor i en sydsjællandsk købstad (måske Vordingborg eller Præstø). Det gælder hendes chef, en ærkereaktionær nar af en politimester, og det gælder den anonyme stemme i telefonen, der chikanerer hende med grove trusler, relateret til Karens tidligere, lesbiske forhold.

Virkeligheden under idyllen viser sig også i de sager, politiet arbejde med. I handlingens udkant smugleri af cigaretter, spiritus og narko, mere centralt overfaldet på en stenrig forretningsmand, der har etableret sig i den nyrestaurerede hovedbygning på et gods nær byen. Han findes en morgen slået ned (og alvorligt hjerneskadet), og hans internationalt berømte samling af antikt kinesisk porcelæn er knust til skærver. Senere myrdes han, medens han ligger i coma på sygehuset.

Historien er imidlertid sært ude af fokus. Kameraet følger længe Clara Massman, der indtog en høj stilling i dansk kunstliv som feteret, lidt mystisk chef for et museum (galleri?), men blev afsløret som svindlerske. Hun var nær ven med forretningsmanden, men han droppede hende. Ved romanens start hjemsøger hun godset, slår sig ned i et forladt hus nær parken og strejfer påfaldende rundt uden egentligt ærinde. Hun arresteres og sigtes, men hun svarer ikke til signalementet af den kvinde, der “besøgte” forretningsmanden på sygehuset. Karen får - lidt tilfældigt - oplysninger, der kan afsløre den formodede morders identitet, men bringer dem ikke ind i efterforskningen. I stedet bryder hun ind på godset, hvor hun finder en indmuret boks, som politiet har overset (!) Boksen indeholder de afgørende beviser. - Kort sagt: Der er stort set ingen efterforskning og sporsøgning i krimiens klassiske forstand, men tilfældige sammentræf og tåbelige, lidet sandsynlige handlinger (eller undladelser) fra folk, der må vide bedre.

Romanens første 100 sider humper tungt af sted med en diffus beskrivelse af Clara, der undrer sig - hvordan kan verden bare fortsætter trods den katastrofe, der har ramt hende? Så introduceres Karen Brandes, og halvt igennem bogen begås forbrydelsen på godset omsider. En langstrakt sag. Rent ud sølle som krimi, måske acceptabel som det, den insisterer på at være: Provinsroman. Men det kommer unægtelig til at lyde som lidt af et skældsord.