Inger Wolf: Sangfuglen. Modtryk 2009. 301 sider, 249 kr.

For tredje gang præsenterer Inger Wolf vicekriminalkommissær Daniel Trokic og hans stab for en kringlet sag. Ofret er den kun 21-årige musikstuderende Maja Nielsen, hendes nærmest radbrækkede krop ligger en morgen i Rådhusparken i Århus. Det er tydeligt, at hun er død et andet sted, men hvorfor er liget flyttet? Og er det et drab, et selvmord eller en ulykke? Skaderne viser, at Maja er faldet ned fra stor højde, men hun kan jo både være sprunget selv og være blevet skubbet ud.

Det rutinemæssige (men ganske interessante) samarbejde mellem politiet, kriminalteknikerne og retsmedicineren giver svar på de spørgsmål, men det leder blot til nye og mere forvirrende gåder. Noget tyder på, at der er en sammenhæng med en trist sag, hvor en anden ung kvinde er kørt ned af en flugtbilist. Hun ligger i koma, og antagelig er hun varigt hjerneskadet. Tilsyneladende kendte de to ikke hinanden, men der viser sig efter lang tids arbejde en forbindelse. Det er Trokics nærmeste medarbejder, kriminalassistent Lisa Kornelius, der finder tråden mellem de to kvinder, denne gang ikke ved brug af sine it-færdigheder, men ved stædigt at følge de oplysninger, som hun ved en række afhøringer får frem. Og det er retskemikeren, der kan fortælle om et sjældent giftstof, der har efterladt spor i Majs blod – og som antagelig er forklaring på de personlighedsændringer, som omverdenen bemærkede i de sidste uger af hendes liv.

Alt det er gængs politiroman. Inger Wolf kan med få ord tegne gode portrætter både af sine hovedaktører og af de mange, der kun har en mindre rolle i forløbet. Vanskeligheden er at komme videre med plottet. Det forsøges gjort med et par usandsynlige sammentræf – og det overbeviser ikke. Det hjælper heller ikke, at krimihistorien arbejder tungt sammen med to sideforløb, hhv. om Trokics forsøg på at finde sin forsvundne kusine i Kroatien og om den bevidstløse piges indsats som effektiv leder i en militant gruppe dyreværnsaktivister.

”Sangfuglen” byder på et realistisk tidsbillede, et kun nogenlunde spændende mysterium og en veldrejet skildring af politiarbejdet. Det er mindre end det, Inger Wolf har ydet i sin foregående roman.