Inger Wolf: Sort sensommer. Modtryk 2006. 280 sider, 299 kr.

Kriminalpolitiet i Århus kommer på stressende overarbejde. En ung kvinde er fundet dræbt i Marselisborg skov. Den døde identificeres hurtigt, men tilsyneladende er der ikke spor at hente, hverken i hendes hjem eller i den livshistorie, som umiddelbart kan rulles op. Endnu et drab støder til, og langsomt udvikler det hele sig på det uhyggeligste. Der kan være tale om jalousi, om arv eller om kamp om ophavsrettigheder i forbindelse med den biologiske psykiatris fremmarch. Alt det er godt udtænkt, og afdækningen af plottet (eller rettere: De mulige plots) doceres med effektivitet og nerve. Man er længe herligt usikker på, hvilken retning romanen vil tage, der er flere personer at mistænke. Og vidnerne er nok ikke ganske pålidelige: Når den store mosaik, en sag udgjorde, skulle samles, var de fysiske spor .... oftest mest pålidelige. De kaldte disse håndgribelige spor for de tavse vidner. Mennesker derimod var en variabel størrelse, der løj og vildledte.

Grebet glipper desværre i en blodig finale, der savner al sandsynlighed. Rent overkill, kun muliggjort af den ellers skarpsindige politimands manglende effektivitet i kommunikationen med medarbejderne og hans helt uprofessionelle trang til selv at klare tingene. Det afspejler antagelig den naturlige usikkerhed hos en debutant, og det skal nok komme på plads i de kommende krimier, der bebudes i forlagscirkulæret. Potentialet er der!

Hovedpersonerne er tegnet godt. Vicekriminalkommissær Daniel Trokic, effektiv og kløgtig på jobbet, ensom og splittet i privatlivet som barn af en dansk mor og en kroatisk far, og traumatiseret af det han har oplevet under adskillige lange besøg hos faderens familie (hvad nu, hvis det rent faktisk var fornøjelsen ved at løse den kriminelle sudoku, der var med til at få ham ud af sengen om morgenen?) Sammen med ham kriminalassistent Lisa Kornelius, der ikke behøver at sætte sig i respekt, men som alligevel er særdeles opmærksom både på mulige tilløb til patroniserende mandschauvinisme og på den charme, som stråler ud af en tiltalende kollega. Omkring dem adskillige mindre roller til troværdigt skitserede politifolk. Det er et velfungerende setup, og også det lover godt for fremtiden.

Debutant, som det er værd at læse.

Så en enkelt sur bemærkning, som forfatter og døsig forlagskonsulent må deles om: Tidsangivelserne skal være på plads i en krimi. Når kapitlerne er dateret, er det ikke acceptabelt, at angivelsen umotiveret springer to dage undervejs – fra fredag den 26. til lørdag den 29. i samme måned. Eller at en politimand omhyggeligt spørger en mistænkt om hans alibi for aftenen efter mordet. Vel, det betyder ikke meget for romanen, men det er overfladisk sjusk, der skæmmer!