Lone Zilstorff: Kvinderne i Klithuset. Gyldendal 2004. 258 sider, 248 kr.

Klithuset er en smukt beliggende sommerbolig ved Vesterhavet. Ejeren er den nu firsårige Sara, der arvede huset efter sin adoptivfar. Hun er en stærk kvinde, eller hun blev det i al fald, da hendes gode mand forlod hende, netop for at hun kunne udvikle sin personlighed, skabe sin egen tilværelse. Traumet, at hun som spæd blev efterladt på fødselsstiftelsen, har dog hele tiden naget hende. Hun tog generøst imod ægtemanden, da han mange år efter syg vendte tilbage, og hun plejede ham kærligt i Klithuset den korte tid, han havde igen.

Nu er Sara på vej ind i det demente mørke, og det bekymrer naturligvis hendes datter, den knalddygtige og voldsomt dominerende TV-journalist Sidsel. Hun har kastet sig ud i den for midaldrende børn belastende kamp med de sociale myndigheder, der ikke rutter med plejehjemspladser. Hun er dog tryg ved at køre Sara over til Klithuset, hvor datteren Synne vil passe bedstemoderen nogle dage. Synne er en lidt forknyt præst i et jysk landsogn. Hendes tætte forhold til Sara var det eneste varme og trygge i en kaotisk barndom i datidens hippiemiljø.

Tre kvinder, tre generationer.

Og så forsvinder Sara om natten. Politiet sættes på sagen, og de finder hende i sidste øjeblik, låst inde i en forladt tyskerbunker af en galning, der tilsyneladende ville lade den gamle dame dø der. Også Sidsel angribes, og vi får i dialogen mellem hende og angriberen forklaringen på hans noget absurde adfærd.

Romanen påberåber sig ikke at være krimi eller thriller, men blev læst sådan af adskillige anmeldere. Det egner den sig ikke til. Der er ikke megen spænding, i al fald ikke af den nervepirrende slags. Vi hører, at politifolkene arbejder med spor efter Sara, men kun meget lidt om, hvad det er for spor og hvordan de behandles. Tilbage er en generationshistorie, der er ganske interessant, om end Synne får for lidt plads, og Sidsel aldrig rigtig træder i karakter, men nøjes med at bralre op, true med mediernes magt og provokere i al almindelighed. Til gengæld står Sara fint mejslet. Et barsk liv, der har været værd at leve.