Selvtægt - Tidens løsen? (Artikel - februar 2000)

Advarsel: Denne artikel røber opklaring eller pointer i nogle gode krimier. Kan du ikke acceptere det? Så spring artiklen over.

Jeg kunne ikke udholde tanken om, at nogen skulle slippe godt fra et så modbydeligt trick. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke ville få fred i mit sind, før hans død var hævnet.

Dick Francis: “Dødsikker vinder” (“Dead Cert” 1962)

Ingen burde have lov til at tilføje et andet menneske så megen lidelse og slippe godt fra det. Muligvis kunne potentielle ofre også reddes.

Dick Francis: “Dødsridt” (“Slay-Ride” 1973)

“Javel”, sagde jeg. “Nutildags er det dem, der forsøger at rette op på det, som er forkert, der er de virkelige idioter. Det er meget bedre ikke at blande sig, ikke at blive involveret, ikke at synes, det kommer én ved”.

Dick Francis: Rødt for blod (“In the Frame” 1976)

I det oprindelige samfund måtte et menneske, der mente sig forurettet, selv tage affære. Hævn var en selvfølgelig ting, ofte forbundet med ære. En forbrydelse er ikke begrænset til den lidelse eller det tab, den påfører ofret. Det er ikke det samme at blive udsat for en tilfældig ulykke - f.eks. blive ramt af en nedfaldende gren - og så at blive slået ned af en anden. Den fysiske skade kan være den samme, men der er torten til forskel. Krænkelsen kræver oprejsning. I nogle kulturer blev den legitime hævn udbygget til at omfatte slægten eller hele klanen. Vi véd fra historien, hvordan det kunne ende i vidløs vendetta.

Behovet for udligning af skaden og oprejsning for krænkelsen er almenmenneskeligt. De psykologiske mekanismer er elementære, de kan iagttages selv hos små børn. Intet samfund kan beslutte blot at negligere dem. Forsøger man, går det galt - og det er netop nærværende artikels pointe.

Den private hævn kan ikke forenes med et blot nogenlunde specialiseret og kompliceret samfund. Der blev tidligt etableret “myndigheder”, først domsmagt, siden straffuldbyrdelse (bødler, i nyere tid også tugthuse) og politi. Statsmagten tiltog sig eneret til at dømme og straffe - et af historiens store skridt i retning af det, vi kalder civilisation, en vigtig del af Rousseaus “samfundspagt".

Samtidig blev den private hævn fordømt, den var ikke mere ærefuld, men tværtom strafbar. “Den som ulovligt tager sig selv til rette, straffes med bøde”, hedder det i Danmarks gældende straffelov, der endog eksemplificerer: Det er strafbart at flytte skelsten, selv om det sker for at hævde et berettiget krav, og lige så strafbart at producere falske dokumenter for at gennem­føre et berettiget krav. Den akutte nødværge accepteres, men ellers fritages gerningsmanden ikke for straf, selv om han har retten på sin side og har handlet for at håndhæve denne ret.

Det skal erkendes, at ganske så enkelt er det ikke i juraen (lærde professorer bruger mange sider på at belyse selvtægtens pro­blemer, når de skriver lærebøger i strafferet). Og det er indlysende, at så enkelt er det slet, slet ikke i virkelighedens verden. Selvtægten har i stigende grad optaget krimiens for­fattere. Og forfatternes forståelse - hyppigt også billigelse - er på selvtægtens side.

Den nøgne hævn.

Det nøgne hævnmotiv har sat sig et bredt og blodigt spor i litteraturen. Måske mest overvældende, da Alexandre Dumas først i pinagtige detaljer beskrev den voldsomme uret, der overgik Edmond Dantes, og derpå lige så omhyggeligt redegjorde for, hvordan ondt avlede ondt, da “Greven af Monte Christo” vendte tilbage. Fraset en lidt sentimental slutning er romanen en overbevisende skildring af hævnens nødvendighed, psykologi - og omkostninger for hævneren selv.

I nyere tids krimi er det mest oplagte eksempel Mickey Spillanes succes “I the Jury” (1947). Pointen er, at “it was easy” for Mike Hammer til slut at slå den temmelig modbydelige morderske ihjel. Titlen er ikke ganske dækkende. Hammer er ikke blot juryen, der afgør skyldspørgsmålet, han er på én gang anklager, dommer og bøddel. Spillanes kynisme ligger i, at det ikke giver Hammer anledning til tvivl eller selvransagelse. Så billigt lader Dashiell Hammett ikke Sam Spade slippe fra en tilsvarende situation i “Malteserfalken” (1930), og Spade nøjes endda med at overgive Brigid O'Shaughnessy til politiet, efter at have sikret de fornødne beviser imod hende. Det er de skrupler, der gør Hammetts roman til litteratur, og mangelen på dem, der gør Spillanes til pulp.

Det nøgne hævnmotiv er hyppigt brugt i krimien, ikke blot som forklaring på en sådan set sympatisk morders udåd (det kan der komme god thriller ud af), men også som den egentlige årsag til detektivens engagement, eller simpelthen som en ny variant af en-mand-ser-rødt-syndromet. Forfatteren kan have flere eller færre forbehold, men tilbage bliver næsten altid en reel, ikke ganske stueren forståelse for hævnens nødvendighed, for den lægende virkning for offeret eller de efterladte, når gerningsmanden straffes. Som C. W. Sughrue formulerer det hos James Crumley: “Den, der taler ilde om hævnen, har aldrig mistet noget, der betød noget”.

Hævn er imidlertid ikke det samme som selvtægt, selvom grænsen er svær at drage. Hævnen er i sin kærne at påføre den skyldige samme sum af lidelser, som han påførte offeret, og dermed udligne den forvoldte krænkelse. Selvtægten er i sin kærne en imødekommelse af behovet for, at ret og retfærdighed sker fyldest.

De modstridende hensyn

Selvtægten kan begrundes med, at det vil være for belastende at bringe sagen frem i lyset. For ofrets pårørende - eller for detektiven selv. Lawrence Block har fat i den vinkel i “En lang række døde mænd” (“A Long Line of Dead Men” 1994), hvor brødrene i en loge dræbes én for én. Matt Shudder finder gerningsmanden, men de overlevende i gruppen har en position at tænke på. De vil ikke være tjent med, at deres sag slæbes igennem en sensationshungrende presses leflen for store oplag, så de finder en anden løsning - og den er helt tilfredsstillende for Matt: “Dine kammerater fra klubben vil ikke have dit blod på deres hænder. Men de vil heller ikke have mere af deres blod på dine hænder”.

Jonathan Valin skriver om privatdetektiven Harry Stoner i Cincinnati, Ohio. Typisk er romanernes mønster, at Stoner længe holder sig til bogen og arbejder inden for lovens rammer - men til sidst overrumples han af begivenhederne, og så tager voldsomhederne fart, flere gange med en alvorligt kvæstet Stoner som eneste overlevende. I “Formildende omstændigheder” (“Extenuating Circumstances” 1989) er Stoner engageret af den forsvundne Ira Lessings familie. Ira er ikke blot en fremstående forretningsmand med styr på økonomi og familieliv, han er noget så sjældent som et godt og gavmildt menneske. Stoners opgave reduceres til krisehjælp til familien, da Iras søndertævede lig findes på en byggeplads i et slumkvarter, og politiet hurtigt kan arrestere en omtåget narkoman, der tilstår mordet. Så finder Stoner de formildende omstændigheder, som familien ikke vil vide af - det var måske ikke psykopatisk vold, men lidenskab og jalousi, der kostede Ira livet. Stoners respekt for Ira og sympati for familien er usvækket, detektiven er i et ægte dilemma. Derimod er hans problem enkelt, da drabsmandens kammerat - en afstumpet gangsterspire med “et ansigt som en kordreng i Helvede” - vil forsøge sig med lidt afpresning. Stoner slæber knægten ned til floden, skyder ham og lader liget forsvinde i bølgerne! Nok et af de barskeste chok i en nyere, seriøs krimi.

Bevisets stilling

Selvtægten kan være alternativet, når det ikke er muligt at forfølge den skyldige ad rettens vej. Erik Amdrup viste det mesterligt i “Renters rente” (1989), hvor Jakob Mann også selv tror, at han i en alkoholtåge har dræbt den velhavende fabrikant, hvis kone havde forført ham. Først i fængslet indser Mann, at han er offer for en manipulation - og at han ikke har en kinamands chance for at bevise det. Det var konen, der begik mordet, Mann var blot den statist, der skulle tage straffen. Mann vælger, da han løslades, at betale tilbage så rundeligt som titlen antyder. Og det er kun i den dydigt korrekte TV-version, han bagefter ikke kan leve med det, han har gjort. Amdrups kulsorte thriller ender med, at Mann efter fuldført gerning har fred med sig selv og ser frem til en række gode år. Omsider en fri mand.

Det er naturligvis problematisk at basere sine voldsomme handlinger på forhold, som man ikke kan bevise - det skaber tvivl om substansen. Selv det, man har set med egne øjne, kan jo være misforstået eller fejlfortolket. Dels derfor, dels fordi genrekonventionen kræver, at det gode krimiplot til sidst kan dokumenteres, er denne variant af selvtægten ikke så udbredt.

Ikke strafbar nok - eller ikke strafbar mere.

Hyppigt garderer krimiforfatteren selvtægtsplottet ved at sikre, at sagen ikke kan forfølges ved domstolene - eller ikke kan føre til en straf. Det er betænkelige historier, f. eks. når Andrew Vachss slipper Burke løs i New Yorks under­verden, hvor “gribbene arbejder tæt ved jorden”. Burkes engagement gælder beskyttelsen af børn, der trues af overgreb, som samfundet ikke har mulighed for at afværge. Burke ledsages af et par out-laws, der leder tanken hen på bandekriminalitet. Dette nutidens svar på Robin Hood og hans lystige svende træder i karakter i “Strega” (1987): De løser problemet ved at afbrænde en virksomhed, der har specialiseret sig i målsyet børneporno. Ejeren dræbes og hans perverterede hustru udsættes for en behandling, der nødvendiggør indlæggelse på nærmeste nerveklinik. Det ledsages af selvgode tirader om pornobagmænds ugerninger - medens Burke har det helt fint med sin egen fortid i narkobranchen. Læseren sidder unægtelig tilbage med en fornemmelse af, at en heroinleverandør kan være nok så truende for retssikkerheden, som en afsporet pædofil. Vachss har fået omtale og anmeldelser, der har været mere positive, end helt rart er.

Lawrence Block er til dels på samme linje i “Dansen i slagtehuset” (“A Dance at the Slaughterhouse” 1991), hvor han lader Matt Scudder og hans gangsterven Mike Ballou formelig nedslagte det infame ægtepar Settner. Matt, der ellers ikke er en voldelig mand, forklarer det enkelt: “Simpelthen fordi jeg ønskede, de skulle dø. Og jeg ville være det svin, der tog livet af dem”. Block stiller sig ikke tilfreds med denne jordbundne forklaring. Han gør afretningen til et ritual ved straks efter at lade Matt og Mike overvære en morgenmesse. Det har de to venner gjort tit, men denne gang deltager de undtagelsesvis i nadveren. Block er en fremragende forfatter - og mindre kunne heller ikke have gjort den scene acceptabel.

I Steen Christensens efterladte roman “Første sal i Helvede” (1999) vendes tingene om. Her afsløres den, der udøver selvtægten - dræber de ansvarlige for en skibskatastrofe, direktøren og skibsrederen, der groft havde negligeret de mest elementære sikkerhedsregler. Retsvæsenet havde kun kunnet idømme korte straffe for denne “formelle” forseelse. Politifolkenes sympati er helt på gerningsmandens side, især da de efter mange afhøringer har set og forstået de traumer, som de overlevende og de efterladte må bære på. Samme tema gennemspillede Christensen i “Den anden kind” (1996).

Peter Dürrfeld er ude i et mere bekymrende ærinde, når han i “Otium” (1999) med bister forståelse beskriver den nys pensionerede overlærers korstog mod de “skadedyr”, der har forpestet klassekammeraternes og lærerens liv, og mod systemets “taldrenge”, der har erstattet engagementet i børnene og undervisningen med rapporter, kalkuler og kompetenceudviklingsplaner. Det bliver til mord på en fra hver gruppe. Desværre render Dürrfeld fra det problem, han stiller op - Kan en redelig hverdag forsvares med mord? - han lader det fade ud i (god) satire og (dårligt) pjat.

Korruption i retsvæsenet.

Forbryderen kan være urørlig i kraft af korruption i retsvæsenet - helt primitivt, når sheriffen er på gangsterchefens lønningsliste, mere sofistikeret, når forbrydelsens bagmænd skal søges i de lag af samfundet, hvor penge, prestige og forbindelser er et effektivt isolerende lag, der sikrer de skyldige mod pinlig efterforskning. Det sidste scenarium er et klassisk og slidt sætstykke på krimiscenen.

Atter en oplagt baggrund for selvtægt, eksekveret af privatdetektiven. James Crumley lader sine to seriehelte forene sig i “Grænseslanger” (“Bordersnakes” 1996), hvor de ikke mere helt unge gentlemen hver har sit at gøre op med, men må gøre det på egen hånd. Retsvæsenet kan ikke nå de fremtrædende borgere, det drejer sig om. Tilsvarende kapitulerer Sue Graftons Kinsey Millhone i første omgang i “K for Knockout” (“K is for Killer” 1994) - anklagemyndigheden tør ikke rejse tiltale imod den skyldige. Så kan hun til gengæld pudse underverdenen på misdæderen, og det gør Kinsey i afmægtigt raseri. Samme metode anvendes af Staffan Westerlunds helte i “Nedtælling mod nul”.

Også politiet kan være henvist til uautoriseret afstraffelse. Det erfarer Janwillem van de Weterings polititrio fra Amsterdam i “Slagregn” (“Hard Rain” 1986), da de er magtesløse over for en gruppe fremstående forretningsfolks forbrydelser. Men de har i det mindste de ressourcer, der skal til, for at hacke sig ind i bankens computersystem og sende skurkenes sorte penge til Mother Theresa i Calcutta. I tillid til, at forbryderne ikke tør rejse en sag om de forsvundne millioner og dermed afsløre den oprindelige svindel.

Steen Harvig & Jørn Namer valgte en interessant variant i “En sidste Hilsen” (1989). Baggrunden er en tragedie under udskibningen af danske jøder på flugt i oktober 1943. En af de unge studenter dræbte i panik en ældre mand, hvis nerver slog klik, så han ved højlydt jamren var ved at påkalde tyske soldaters opmærksomhed. Aldeles ufint tilegnede studenten sig den dræbtes værdier, og det er nu - 45 år efter - ved at afsløre ham. Diskret får han tilrettelagt et mord på det farlige vidne, og selv om politiet aner denne sammenhæng, må de nøjes med mellemmanden - bagmanden er vel beskyttet som matador i erhvervslivet, medlem af det konservative partis hovedbestyrelse. Det bliver for meget for pastor Niels Krogh, der selv var med dengang i 1943. Han har kunnet leve med sin viden om den andens panikhandling, og også med sin mistanke om det efterfølgende tyveri. Men han kan ikke acceptere, at der nu begås et mord blot for at dække facade og position. Og så tager han fat sammen med sin graver - en præst og en graver har jo bekvem adgang til at skjule ofret for en velment likvidation!

Retsteknisk frifindelse.

Steve Carella er stjernen i Ed McBains 50 fremragende romaner om politifolkene på Station 87. Carella oplever volden tæt på, da hans fars bagerforretning i “Enkerne” (“Widovs” 1991) udsættes for et væbnet røveri, og faderen bliver dræbt. Politiet finder frem til den skyldige, og Carella har under anholdelsen en oplagt mulighed for at dræbe ham. Carella afstår, han er politimand, ikke drabsmand. Han tror (endnu) på systemet. I den følgende roman “Kys” (“Kiss” 1992) bliver resultatet, at en svipser hos anklageren får nævningene til at frifinde morderen. Mange romaner senere møder psykopaten dog sin skæbne i “Den onde by” (“The Big Bad City” 1999). Det er drab i selvforsvar, og det tillader “systemet”!

Amerikansk kriminalret er præget af indviklede bevisregler og af en række procedurekrav, der skal beskytte borgerne imod for vidtgående myndighedsudøvelse. Reglerne er i sig selv velbegrundede, hensigten er at hindre, at en uskyldig dømmes. Resultatet kan naturligvis blive, at den skyldige går fri på grund af en fodfejl i politiets efterforskning eller i anklagerens fremlæggelse af sagen. Skal man tro øjeblikkets krimier er det nu blevet noget, der sker for ofte. Og dermed et anfægtende problem.

Lawrence Block har skrevet flere af sine romaner med den baggrund. “Mellem gravstene” (“A Walk Among the Tombstones” 1992) ender med, at Matt Scudder afslører den skyldige, der usædvanlig ondskabsfuldt har dræbt klientens hustru. Matt foreslår, at de overlader morderen og beviserne til politiet, men klienten - der er vel bekendt med retsvæsenet - tør ikke løbe risikoen for, at en overset formalitet fører til en frifindelse. Han må “ordne det her selv”, og det gør han, da Matt er gået. “Even the Wicked” (1996) handler udelukkende om selvtægt. Et kronvidnes selvmord fører til frifindelsen af Richie Volmer, der har begået en stribe seksualdrab på børn. En fremtrædende journalist efterlyser i sin spalte, at nogen vil stoppe det umenneske - og det vil den anonyme læserbrevskribent “Will of the People”. Det bliver det første af en række mord på “samfundsfjender uden for lovens rækkevidde”: En mafiaboss, lederen af en morderisk anti-abort-liga, den militante chef for en afro-amerikansk undergrundsorganisation. Den femte trussel rettes mod en kendt forsvarsadvokat, der engagerer Matt Scudder til at finde Will, før det er for sent. Will betragter sine drab som nødvendig “social kirurgi”:

Vort strafferetlige system behøver en back-up funktion, en fejlsikker indretning til at afværge forkerte afgørelser, som er et uundgåeligt resultat af et ufuldkomment system. Når vi sender en rumraket op, forsyner vi den med komponenter, der er indrettet til at sætte ind, hvis andre komponenter slår fejl.

Lawrence Block lader problemet stå - tilspidset i takt med, at valget af ofre gør det sværere for læseren at fastholde sin oprindelige sympati for Wills korstog.

Sagføreren, der snedigt får den skyldige frikendt, er næsten blevet en kliché. “Det er altid nemmere at forsvare en skyldig”, forklarer stjerneadvokaten i D. W. Buffas “Forsvaret” (“The Defense” 1997). “Der er intet som helst at miste, overhovedet intet. Hvad betyder det, om tiltalte bliver fundet skyldig? Man hvis han i stedet bliver fundet ikke skyldig, ja så er det, at man kan blive berømt”. Kynismen ser aldeles bort fra den frustration, frifindelsen medfører for ofrets efterladte. De omkostninger - og konsekvensen, når de ikke kan bæres - er temaet i P. D. James’ “En form for retfærdighed” (“A Certain Justice” 1997).

Selvtægt, når retsgarantierne står i vejen for retfærdigheden, kendes også på skandinavisk grund. Man kan blot erindre om den næsten groteske finale i Jan Guillous Hamilton-saga: En afsindig straffeaktion, tilrettelagt på højeste sted! - Staffan Westerlund fortæller i “Falkens flugt” (“Sång för Jenny”, 1986) om medicinalvirksomhedens hæmningsløse metoder, da den vil hindre en grov skandale i at blive kendt. Et vigtigt vidne tvinges til tavshed: Hans trettenårige datter kidnappes. Det bliver for stærkt for de brave svenske betjente. De lægger uniform og skilt fra sig og tager fat privat - med effekt, fordi de ikke længere er bundet af besværlige regler om for­undersøgelse og efterforskning. Pointen var ikke ganske overbevisende, indslaget af anarki blev for frastødende. Westerlund har siden udviklet tankegangen og skitserer i “Nedtælling mod nul” (“0-lösningen” 1994) en privat organisation, der efterforsker sagen og samler beviserne for så at overlade det færdige resultat til retshåndhævelse ved domstolene. Det er formentlig en utopi - men også et vidnesbyrd om den gode borgers konfusion og desperation i et land, hvor mennesker “begynder at få svært ved at skelne imellem, hvad de hører om den sydeuropæiske mafia, og hvad de ser af svensk politik, i den svenske kreditverden og svensk økonomisk hver­dag”.

Den tidligere politimand Kai Berg Andersen har overbevisende beskrevet kriminalassistentens dagligdag i sin “halvdokumentariske” roman “Thi kendes for ret” (1997). Gennemgående luftes en skræmmende foragt for domstole, advokater og politikere. Den menige politimand er ofrenes og de svages egentlige værn, “systemet” holder med forbryderne. Også her er alternativet politimandens private administration af retfærdigheden.

Tidens løsen - ?

Selvtægtens særkende er, at motivet er retshåndhævelse. Den, der gør sig selv til både dommer og bøddel, véd at delinkventen har begået en forbrydelse. Han har ikke mulighed for at få dette fastslået og få gerningsmanden straffet gennem en retssag. Selvtægten er det eneste alternativ til helgenagtigt at vende den anden kind til. Reelt er situationen som i det primitive samfund: Den forurettede er overladt til sig selv. Selvtægten er ulovlig (sågar strafbar), men den fremstilles som legitim, fordi samfundet ikke kan (eller ikke vil) levere den afstraffelse, der var modstykket til at forbyde selvtægten. Statsmagten opfylder ikke sin del af samfundspagten.

Selvtægten har i stigende grad præget krimierne i den seneste snes år. Det gælder måske især USA, men der kan - som det er fremgået - nævnes en række eksempler også fra de nordiske lande. Retsprocessuelle garantier, noble menneskerettigheder og ønsket om en human strafferet har bidraget til at skabe den fornødne baggrund. Set fra en fredelig dansk hverdag er det skønlitteratur, fiktion. Men det, de gode forfattere sætter på spidsen i dag, har jo en tilbøjelighed til at blive morgendagens virkelighed.

Var jeg justitsminister, ville jeg dvæle et øjeblik ved den tanke.

Februar 2000 – bidrag til Skandinavisk Kriminalselskabs  medlemsskrift ”Gränsfallet”.