|
||||||
 |
 |
 |
 |
 |
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
 |
||||||
|
Margery Allinghams kriminalromaner (1992) |
||||||
|
DEN FJOGEDE DETEKTIVPRIVATE MED HORNBRILLERNE
- Margery Allinghams romaner om Albert Campion
Amatørdetektiven Albert Campion. En mand, som aldrig brugte sit rigtige navn eller sin rigtige titel. Af udseende en midaldrende englænder, typisk for sin tid og sin klasse. En venlig, koldblodig, intelligent og snarrådig mand, hvis reaktioner ville være lige så hurtige og instinktive som en god jagthunds ... (En morder går amok)
Jeg kan ikke lide personerne i denne sag ... Hele bundtet. De er alle sammen penge-og-snakke-hen-over-hovedet-på-én. - Klasse, det er velsagtens forklaringen. Det er sikkert udmærket dér, hvor det hører til. På scenen. (Politikommissær Yeo i Døden er til ulejlighed)
Margery Allingham var født i 1904 og døde i 1966. Hun havde da udgivet 24 kriminalromaner, en række novellesamlinger og essays m.v. 18 kriminalromaner handler om privatdetektiven Albert Campions bedrifter. Allingham nævnes i oversigter over kriminalgenrens udvikling ofte som repræsentant for "andet geled" i den klassiske engelske tradition på spindesiden. Forrest stod Sayers og Christie, og "i øvrigt" bidrog Ngaio March, Christianna Brand, Josephine Tey og Margery Allingham. Det kan fremstå næsten som et "Tak til dem, der fulgte, og dem, der bar". I de senere år har Campion-skikkelsen været anvendt i en TV-serie, der også har været vist i Danmark, og der er siden 1987 udgivet i al fald tre studier af forfatterindens liv og bøger. Det sidste er overraskende, hvis den nævnte placering holder, ikke mindst i betragtning af, at det er mere end 25 år siden, hun døde. Spredte, 10-15 år gamle erindringer om to-tre romaner forklarede ikke, at der åbenbart er en stadig, måske endda stigende interesse for mr. Campion og hans ophav. Det forekom derfor rimeligt at se den samlede serie igennem (i udgivelsesorden). Næsten hele Campion-sagaen er oversat til dansk som pocketbøger, udgivet af Carit Andersen 1966-1971, vistnok i lettere forkortede udgaver. BØGERNE Allinghams romaner er fortalt neutralt, bortset fra Forsinket mord fra 1937, der er Campions egen beretning i jeg-form. I al fald i en enkelt novelle optræder Allingham selv som fortæller (hun besøger Campion en formiddag i London). Ellers er det den anonyme, alvidende forfatter, der uden selv at deltage gør rede for begivenhederne, personernes baggrund og overvejelser m.v. Allinghams nok største styrke ligger i hendes evne til at skabe atmosfære i bøgerne - tæt og næsten påtrængende, når hun er bedst. Læseren får virkelig besked om steder og sæder. De første bøger er rene knaldromaner, hvor internationale ligaer driver deres hæslige spil, ofte til fare for Det Britiske Imperiums interesser. Det kan dreje sig om det mystiske Balkan-kongerige Averna, som måske – og det er en mulighed, der har udenrigsministeriets bevågenhed – "tilhører" en sidste ætling af en engelsk adelsfamilie (Farligt spil, 1933). Det kan gælde den sagnomspundne Gyrth-kalk, der bevares af Gyrth-slægten i et hemmeligt værelse på et normannisk slot, men én gang hvert tiende år inspiceres af repræsentanter for regeringen (Leg med døden, 1931). Det er naturligvis noget urealistisk sludder. Der kan måske være gode grunde til at forholde sig kritisk til britisk udenrigspolitik i årene omkring verdenskrisen, men så vanvittigt gik det godt nok ikke til. – Et mord i samme periode begås selvsagt med den berømte Dudley-Dolk, og det sker følgerigtigt under en mørkeleg på det ældgamle, isolerede herresæde (Mord i mørke, 1929). Der er tale om eventyr, som - hvis de fortællinger stod alene - ville henvise forfatterskabet til drengebøgernes lette ende. Man skal imidlertid huske, at de er skrevet i en tid, hvor Edgar Wallace blev dyrket som kun få forfattere er blevet det, og hvor romantiske og eksotiske fantasier appellerede til et stort publikum. Lidt ind i 1930’erne svingede Allingham over i retning af det, der i dag betragtes som det klassiske puslespils-koncept (Mord i ramme fra 1934, den ofte fremhævede Blomster til dommeren fra 1936, Mord efter noder fra 1937 og Pludselig død fra 1938). Scenen blev flyttet fra godserne i Suffolk og Essex til London, de adelige døgenigte erstattes af excentriske repræsentanter for teater-, kunst- og modeverdenen. Motiverne til forbrydelserne skifter fra syndikaternes millionsvindel til jalousi, arv og pengebegær på det private, mere almene niveau. Margery Allingham foretrak betegnelsen "mystery" for "puzzle", når bøgerne skulle kategoriseres, og det er der god grund til. Der er ganske vist efterforskning og sporsøgning i fortællingerne, men læseren forholdes nogle relevante oplysninger. Sagerne skrider ofte frem så at sige af egen drift, sammenhænge viser sig. Campion forlader skuepladsen for at indhente en manglende oplysning. Det røbes ikke, hvad han søger, eller hvor han går hen, så lidt som det afsløres, hvad han kommer tilbage med. Set i forhold til "reglerne" for subgenren er den slags slet og ret snyd. Allingham søgte med disse bøger at få fat i det mere kræsne publikum, der i 30’erne dyrkede kriminalromanen. Det lykkedes (i al fald i England, hendes markedsandel i USA var det sværere at fastholde), men det var formentlig mere i kraft af fortællertekniske – om man vil: litterære – kvaliteter end på grund af plots, overraskende, men strengt logiske løsninger m.v. De skarpe pointer i så henseende finder man hyppigere i novellerne om Campion, når han gennemskuer, hvorledes det tilsyneladende umulige drab alligevel kunne begås, og dermed afslører gerningsmanden. Tricket er at få greb om den detalje blandt de først fremkomne oplysninger, der ikke kan være sand, dernæst at tænke sig til en alternativ mulighed og til sidst at påvise, at det faktisk gik sådan til. Et fremragende eksempel er novellen One Morning They'll Hang Him. Fra udgangen af 1930'erne ændredes Allinghams bøger på ny. Den storpolitiske konflikt er grundlaget for beredskabsromanen Jagt i blinde fra 1941, hvor Campion i sidste sekund hindrer et sindssygt "overmenneskes" forsøg på at erobre magten i England efter bedste nazi-mønster. Krigen afspejler sig i en række senere fortællinger. Døden er til ulejlighed fra 1945 handler om organiseret tyveri af kunstgenstande, der skal bringes i sikkerhed under blitzen mod London. Den dræbte soldats skygge er ledemotivet i hovedværket En morder går amok fra 1952, og så sent som i 1962 er evakueringen anno 1939 af småbørn fra det bombetruede London den egentlige baggrund for The China Governess. Det er thrillers, der arbejder drevent med spændingsmomentet. I Jagt i blinde vågner en mand op på et hospital med en dundrende hovedpine og uden den vageste idé om, hvem han er, hvorfor han er på sygehuset, eller hvad hans opgave er. Blot en uklar fornemmelse af, at det var noget meget påtrængende, han var i gang med. Langsomt erfarer han, at han er Albert Campion, forsigtigt føler han sig frem til, hvilke få personer, han kan stole på. Det er dygtigt (meget dygtigt) skrevet - og fascinerende spændende. Tit er der i denne periode tale om "omvendte romaner", hvor læseren fra starten véd, hvem skurken er, og til hvad han har i sinde. Her forsvinder "whodunit-momentet". Personerne tegnes med større psykologisk finesse, både de gedigent gode mennesker (som den begavede provst i En morder går amok og den naive tante i En morder lukkes ind) og de rendyrkede psykopater, som skurkene i de to nævnte bøger. De selvpromoverende, demonstrativt originale figurer fra trediver-romanerne afløses af sære og skæve eksistenser, der leder tanken hen på bipersonerne i en roman af Dickens. Det samme gælder f.eks. det absurde orkester af fup-krigsinvalider, der marcherer tilsyneladende ørkesløst rundt i gaderne i En morder går amok - og naturligvis i sidste ende tjener et nøje kalkuleret formål. Den sidste bog, Margery Allingham selv udgav - Mistro avler mord fra 1965 - viser et nyt sving, denne gang i retning af science fiction. Allinghams vilje til at eksperimentere og afprøve muligheder var således intakt. Den beskrevne udvikling i stil og sigte ændrer ikke den faste personkreds. Ikke blot Campion, hans søster og senere hans hustru går igen fra roman til roman. Også politifolkene genses - Stanislaus Oates, der ender i toppen af Scotland Yards hierarki, kommissær Yeo og (fra slutningen af 1940’erne) den hastigt avancerende Charles Luke. Ligeledes dukker mere inferiøre bipersoner fra tidligere bøger op i hovedroller i senere bind. Og vice versa. Sidst men bestemt ikke mindst må om bøgerne generelt nævnes den humor, Allingham fortæller med. Der er altid en ironisk afstand mellem forfatteren og de mere eller mindre skøre begivenheder, hun udvikler. Der er også mange næsten epigrammatiske vitser i beskrivelser, dialog og kommentarer. Et par smagsprøver: ... hendes sparsomme hår var så omhyggeligt friseret, at man fik en fornemmelse af, at hvert enkelt hår kendte sin pligt og prøvede at erstatte de manglende kammerater ... (Blomster til dommeren) ... Hun kendte Ramillies så godt, at hun var klar over, at det at bede for ham var spild af både hendes og den Gode Guds tid ... (Pludselig død) Hun var en kæmpestor kvinde, lige så høj som han selv og bygget efter samme aggressive principper som et slagskib. (Døden går i skjul) "Hvordan har Deres far det?" spurgte lady Glebe. "Så godt som man kan vente det", sagde Campion, der havde været forældreløs i 20 år. "Det glæder mig. Jeg troede, han var død." (Døden går i skjul)
STEDER, MILJØER, HOLDNINGER. De tidlige eventyr og de første egentlige krimier fortæller historier, der udspilles på landet, typisk på godser eller landsteder i East Anglia. Fra midten af 1930’erne forlægges scenen som nævnt til London. Allingham havde fra barnsben et omfattende kendskab til storbyen. Hun beskrev pladser, gader og huse med indsigt og kærlighed. Efter krigen er det ruinerne og det, der havde været engang, som tegnes med nostalgi og smerte. Alt sammen levende og præcise bybilleder, som man sjældent finder dem på prent - ofte drejet, således at stemningen i bogen understreges og forstærkes. Lokaliteterne kan måske ikke genfindes på et kort, men har man slentret rundt i London et par gange, véd man, hvor nøje beskrivelserne stemmer med virkeligheden. Det er sværere at sige, om det sociale miljø er truffet på kornet. I de tidlige romaner er snobberiet en selvfølge for hovedpersonerne. Som når det unge par i Mord i mørke (1929) klamrer sig til det spinkle håb, at morderen skal søges blandt tyendet. - Allinghams hovedpersoner pjatter sig igennem "den lange weekend" mellem krigene. Der drikkes amontillado, ikke blot sherry. Et egocentrisk jetset udfolder sig overfladisk og tanketomt. De tit en smule platte fornøjelser dyrkes intenst, og ingen kan forestille sig noget, der har værre konsekvenser end snyderi i bridge. Det kan med god vilje forstås som social satire, men det er nok snarere glimmerværk på linie med nutidens amerikanske fjernsynsserier om det liv, som de rige og smukke angiveligt fører, fjernt fra gemene arbejdsslavers kedsommelige hverdag. I slutningen af 1930’erne kommer en ny tone ind. I Pludselig død (1938) bemærker Campion: Det er forskellen mellem verden i min ungdom og verden i dag. Dengang kedede jeg mig, fordi intet kunne ske. Nu er jeg ængstelig, fordi alt kan ske. I samme roman tager Allingham klart parti imod den livsstil, som hun tidligere selv forgyldede. Det sker f. eks. i en kort karakteristik af modelægen: Kritiske kolleger sagde bittert, at det ene og alene var Juxton-Coltness’ indbildskhed, der holdt ham oven vande. De påstod, at hans hoved var som en ballon, der blidt førte ham fra cocktail-party til adeligt soveværelse og fra eksklusivt plejehjem til mondæn begravelse, alt med en elegance og lethed, som aldrig ville kunne ses hos en mand med benene plantet fast på jorden. Under krigen er et par ældre gentlemen ved en lejlighed intenst optaget af, om nogle pludseligt opdukkede flasker af en udsøgt, ældgammel vin mon kan være ægte, eller om der er tale om et falskneri. Den unge lord Carados - der har droppet societylivet og vundet ry som en af RAF’s helte i slaget om England - bemærker bittert: Du store himmel, hvor alt det fredstidskrukkeri dog er uvæsentligt, Campion. Hvor var vi dog nogle store fjolser alle sammen. (Døden er til ulejlighed, 1945) Aldeles patetisk skildres det, hvorledes også Campion modnes af krigens prøvelser: Han tilhørte den generation, der var for ung til den ene krig og for gammel til den næste, den generation, der havde samlet stumperne op efter det ragnarok, deres fædre havde foranstaltet, kun for at se deres fagre nye verden ødelagt på ny af deres yngre brødre. Den generation, der med en barsk humor havde ventet og mødt tilværelsens vrangsider. Men nu for nylig ... var der dukket noget nyt op i hans følelsesverden. Det var kommet sent i hans liv, men han vidste, hvad det var. Det var troskab, en dyb åndelig og romantisk loyalitet. Den havde selvfølgelig været der altid og sovet tornerosesøvn, tilsløret som en forkastet illusion. Men nu var den vågnet, en øm og lidenskabelig kærlighed til hans hjem, til hans fædrene jord, hans England, hans principper, hans slægt, hans fremtidige børn ... (Jagt i blinde, 1941) Tonefaldet er næsten som bekendelsens i missionshuset. Allingham gør op med en fortid, som bestemt også - endda i særlig grad - omfatter hendes egen produktion. Det sagte betyder dog ikke, at de tidligere bøger amoralsk lod kriminaliteten indgå i den almindelige underholdning. Synsvinklen var imidlertid aristokratisk - det blev opfattet som en skærpende omstændighed, hvis forbryderen var ude efter noget så vulgært som penge. I den første roman slår den unge godsejer fast: Jeg opdagede, at organisationens hjerne blev købt ligesom alt andet. Det vil sige, de havde en speciel hjerne til at planlægge forbrydelser, som andre mennesker skulle begå. Det rystede mig. Der er i sig selv noget modbydeligt ved masseproduktion, men det er uhyggeligt, når den har at gøre med kriminalitet. (Mord i mørke, 1929) I Mord i ramme fra 1934 er der stadig en del tilbage af den umodne, mondæne kynisme: Det er heldigvis meget få mennesker, som kan sige, at de faktisk har været vidne til et mord. I et civiliseret samfund må drabet på en person - hvis det da ellers er sket med rimelig forsigtighed - betegnes som en privat affære ... Men i 1937 er Campion kommet på bedre tanker: ... i en tid, hvor man lo ad selv de dybeste følelser, var brat død dog stadig en betydningsfuld og ukrænkelig ting, en lille klippe, der ragede op over menneskenes skiftende mål og ønsker. (Mord efter noder) Og i Pludselig død fra 1938 formulerer Campion sig direkte – om end med en rest af den gamle arrogance: Jeg ønsker ikke at dække over en morder. Jeg er ikke antisocial. Jeg er imod mord af princip. Det er uetisk, vulgært og tillige uvenligt. Afsløringen af morderen bliver noget nær en tvangstanke, da kriminalassistent Charles Luke kommer til i 1948. I The China Governess (1962) siger Luke: Mord kan ikke forbigås i stilhed. Mord kræver afsløring. Der er noget helt forbandet mærkeligt ved det forhold. Behovet for at komme til rette med skyldforholdet flytter sig fra intellektet til blodet. Jeg har mødt mordere, som hellere angav sig selv end de lod mordet forblive et mysterium. MR. ALBERT CAMPION Campion ses første gang som biperson i Mord i mørke (1929), hvor den egentlige helt og detektiv er patologen George Abbershaw. Campions rolle er uklar - han er "engageret" af en ikke nærmere angivet arbejdsgiver. Han skal købe eller måske stjæle den myrdede obersts sidste, forbryderiske plan. Formålet er tvetydigt. - Campion beskrives således af en af de kvindelige hovedpersoner: ... en skrupskør person. - Det første, han gjorde efter at være blevet præsenteret for mig, var at vise mig en tryllekunst med en penny, der var ens på begge sider ... han er ganske harmløs, men tåbelig og fjoget ... I Leg med døden fra 1931 hedder det tilsvarende: En høj, tynd ung mand med et blegt, skikkeligt ansigt og fjerne øjne bag kæmpestore hornbriller ... Han var iført en elegant for ikke at sige formfuldendt smoking, men hans korrekte ydre blev i nogen grad spoleret derved, at han stod med en stump snor, til hvilken der var fastgjort en gyselig, lyserød ballon, i hånden. Han taler med en kultiveret, lidt skinger stemme. Campion er med i 18 af Allinghams kriminalromaner (der ses bort fra de bøger, hendes mand udgav efter hendes død). Campions biografi er ufuldstændig. Han oplyser selv, at han er født år 1900 - og det stemmer pænt med den alder, der fremgår af de forskellige bøger, om end han i de seneste bind virker en smule yngre end svarende til det angivne år. Campions skolegang startede på en eksklusiv kostskole for smådrenge, Botolphs Abbey. Det er vistnok ikke oplyst, hvilken af nationens fremstående public schools, han beærede under sin videre uddannelse, men senere studerede han i Cambridge, om end det ikke vides, hvilke fag hans interesse var rettet imod. Han har en tid været i Sydamerika, og han behersker - blandt flere fremmedsprog - spansk. Han færdes hjemmevandt i en række brancher, han har forstand på de fleste kunstarter, og han kan klare sig i de mest forskellige former for nærkamp. Han dyrker ikke sport, men ser tværtom med undrende overbærenhed på de sære medskabninger, der går op i sligt. Hans herkomst er omgivet af mystik. Han tæller en biskop og en provst blandt sine onkler, men der er ikke oplysning om hans forældre. Hans virkelige navn er ikke Albert Campion, men Rudolph K---?--, og som Rudolph genkendes han lejlighedsvis af aristokratiets ældre damer, der dog braldrende diskret er indforstået med ikke at røbe hans hemmelighed. Han er (sammen med sin yngre søster Valentine, der for en kort stund giftede sig under sin stand!) smidt ud hjemmefra. Mere vides ikke med bestemthed om barndommen. Det antydes, at Campion hører til kongefamilien (og Margery Allingham vides drilagtigt at have røbet for en pågående forfatterkollega, at der egentlig var tale om den senere kong George VI), men det vrøvl er som nævnt blot en antydning. Læseren må stille sig tilfreds med at vide, at Campion er et dødsfald fra at arve en hertugtitel (Blomster til dommeren). For en mand af den stand sømmer det sig ilde at beskæftige sig med kriminalitet. I Forsinket mord foreslår Campions særprægede kammertjener, Lugg: Hvorfor kan De ikke leje et par værelser i et pænt kvarter og spille poker, mens De venter på, at Deres betitlede slægtning skal dø? Det er, hvad en gentleman ville gøre. En bekendt fra aristokratiet siger det stærkere i novellen Sidste nummer på programmet, der må være skrevet i slutningen af 1930'erne: - Ligegyldig, vulgær og barnagtig. Det er fuldstændig sådan, jeg opfatter din livsførelse. Den vækker min dybeste afsky. Tanken om den får det til at vende sig i mig. Jeg får brækfornemmelser ... Du mæsker dig med det, du elsker det, det er jeg ganske klar over. Det er blevet en mani, det er gået dig i blodet. Campions visitkort - der præsenteres i Manden der forsvandt (1930) - reklamerer omfattende: Mr. Albert Campion. - Kup udføres net og elegant. Intet smudsigt, vulgært eller plebejisk. Fortjenstfulde sager foretrækkes. Politi ingen hindring. Puffins Club - The junior Greys. Der er et par steder, hvor Campion omtales som "engageret", men intet sted, hvor han skriver en regning eller blot gør udgifter og salær op. Det henstår i det uvisse, om han overhovedet kan kaldes professionel (i betydningen lønnet) detektiv. Det er ligeledes en gåde, hvad han (og senere hans husstand) egentlig lever af. Assisterende eventyrer, det erhverv han opgiver i Døden i floden (1931), kan næppe kaste alverden af sig! I Leg med døden (1931) forklarer han, at han har arvet en betydelig kapital fra sin onkel, biskoppen af Devizes - i parentes bemærket den eneste i familien, som satte pris på mig. Oplysningen står næppe til troende, al den stund hans velærværdighed med veloplagt sagkundskab deltager i vinsmagningen i Døden er til ulejlighed (1945). Campion er hyppigt i regeringens tjeneste. Han når akkurat at deltage i slutningen af 1. verdenskrig, og han er under 2. verdenskrig borte i "hemmelig mission": I tre år havde han strejfet omkring i to krigsførende verdensdele, udsendt af regeringen for at løse en opgave, der var så hemmelig, at han aldrig rigtig havde fundet ud af, hvad den drejede sig om - eller det var i hvert fald den version, han for øjeblikket fandt det klogest at udsprede om sin aktivitet. (Døden er til ulejlighed, 1945) Muligt som belønning for de sporer, han vandt ved denne indsats, muligt i kraft af sit stamtræ får han efter 2. verdenskrig tilbud om at blive britisk guvernør over et-eller-andet ø-rige. Tilbuddet fremføres af en uidentificeret ældre dame, der næppe kan være nogen anden end enkedronningen. Men det er ledsaget af betingelser til hans livsførelse - specielt afkald på detektiv-hvervet - som ikke er acceptable. Campion foretrækker at forblive den mystiske person, der sørgede omhyggeligt for aldrig at definere sin officielle status helt nøjagtigt. Til gengæld arbejder Campion fra sin karrieres tidlige begyndelse tæt sammen med politiet - der til stadighed fremstår som hæderligt, kompetent og effektivt. Campion er en art uofficiel konsulent i bizarre sager og sager, hvor politiet må færdes på listesko af hensyn til den indflydelsesrige overklasse. Men Campion er ikke mesteren, der er hævet over de fantasiløse pansere, tværtom. Det hedder i novellen Blindgyden: Oates havde for vane at drøfte sine problemer med den blege unge mand med hornbrillerne. Det var et mærkeligt forhold. Det drejede sig absolut ikke om den kløgtige amatør og den ydmyge politimand, men snarere om den irritable og stridbare politimand, der lader det gå ud over en skikkelig repræsentant for offentligheden. Campions metode adskiller sig tydeligt fra de øvrige detektivers i den klassiske krimi. Han samler ikke fingeraftryk, cigaraske og andre fysiske spor, og han har ikke psykologiske formler, der let og elegant afslører det afvigende sind hos den fordækte gerningsmand. Selv siger han: Jeg er bange for, at jeg ikke er en af disse intellektuelle snushaner. Min hjerne arbejder ikke som en regnemaskine, der pænt tæller faktorerne sammen, efterhånden som de sættes ind, og serverer facit med usvigelig sikkerhed. Jeg er snarere som den fyr, der går rundt med en sæk og en stok med metalspids. Jeg opsamler alle de løse stumper og stykker, jeg kan få øje på, og tømmer sækken ud på bordet ved frokosttid. (Forsinket mord, 1937) Hertil svarer dog vicepolitidirektør Oates i den just nævnte novelle: ... at De ser tingenes rette sammenhæng så hurtigt skyldes, at De ikke lader Dem distrahere af de menneskelige faktorer. De betragter det blot som et matematisk problem. Her ligger hele forskellen. Og Margery Allingham, der overværede samtalen, føjer til: Mr. Campion - det blideste menneske, jeg kender - gav overhovedet ingen kommentar. Campions stilling som privatmand giver ham en frihed, som politiet ikke råder over. Han kan gå endog meget vidt. I Døden går i skjul skriver han sin egen udgave af det forsvundne tilståelsesbrev, som selvmorderen antagelig havde efterladt. Præsenteret for forfalskningen stiller den lidt fantasiløse lokale politichef sig tilfreds. En enkelt gang kommer Campions deduktioner til kort. I Mord efter noder (1937) når han omsider frem til den logiske løsning af mysteriet - samtidig med, at politiet afslører en helt anden af de implicerede som gerningsmanden. Det er et sjældent (ikke ufestligt) eksempel fra datidens krimier på, at politiet triumferer, medens privatdetektiven står tilbage i måbende uformåenhed. Ved siden af politiet støtter Campion sig til to personer: Sin tjener Lugg og sin hustru Amanda, født Fitton af Pontisbright. Magersfontein Lugg er det aldeles anarkistiske indslag i romanerne. Han er tidligere straffet tyveknægt, der dukker op første gang i Manden der forsvandt (193o): Den største og tristest udseende mand, Marlowe nogen sinde havde set. Han var kæmpestor med et bredt, gulligt ansigt, der uvilkårligt fik én til at tænke på en bullterrier. Han var næsten helt skaldet, men det mest bemærkelsesværdige ved ham var det indtryk af melankoli, han bibragte én. Han var temmelig ukonventionelt iført en jakke, der så ud til at være en del af en fangedragt ... Lugg er cockney, hvor Campion er overklasse. Lugg er til stadighed i gang med at prøve på at bibringe Campion en smule forståelse af en gentlemans virkelige pligter. Aldeles forgæves. Han har sine erfaringer med politiet. Og sine færdigheder. De to mænd går fint i spænd. Desværre begrænses Luggs rolle i efterkrigs-romanerne stort set til baby-sitting. Amanda Fitton møder Campion første gang i Farligt spil i 1933, da hun er 17 år gammel. I de følgende romaner forelsker han sig gentagne gange i en af de mistænkte (en enkelt gang sågar i dybeste diskretion i vennens hustru(!)), men det bliver aldrig til noget alvorligt, først og fremmest fordi Campion ikke får taget sig sammen til at engagere sig for alvor, før damen er faldet i armene på en anden. I 1938 viser Amanda sig på ny i Pludselig død, hvor hun og Campion som et led i intrigen deklarerer en skinforlovelse. Den retableres i Jagt i blinde (1941), da Amanda redder Campion efter et hukommelsestab og får ham bragt på sporet igen. I 1945 er de gift og har sammen sønnen Rupert (med kaldenavnet Sexton Blake). Siden er Amanda med i fortællingerne, desværre det meste af tiden som biperson i baggrunden. Campion bliver ældre, efterhånden som serien skrider frem. Hans personlighed må naturligvis tilpasses den nye stil, der fra slutningen af 1930'erne langsomt ændrer karakteren af Allinghams romaner. Det ses tydeligst, da han vender tilbage fra sin krigstjeneste: Han havde forandret sig i løbet af de sidste tre år; solen havde bleget hans hår, så det nu var helt hvidt og gav hans ydre et særpræg, det aldrig før havde haft. Der var nye furer i hans alt for magre ansigt, og deres fremkomst havde til en vis grad udslettet dets vildledende udtryk af tomhed og fjogethed. Men mundens opadsvungne linier var de samme og ligeså det indtagende udtryk af forbavselse, der så ofte og narrende viste sig i hans blege øjne. (Døden er til ulejlighed, 1945) Fjogetheden kan imidlertid lyse op på ny. Det sker f.eks. i Mistro avler mord (1965) på baggrund af en række tilsyneladende betydningsløse og harmløse begivenheder. Episoden ledsages af en nytolkning. Amanda registrerer: Lige siden de var kommet tilbage for en halv time siden ... havde der været noget ved ham, der mindede hende om én, hun halvvejs havde glemt: en bleg ung mand med et udtryksløst ansigt og en konstant flabethed, der dækkede over en meget skarp og følsom intelligens, hun som ganske ung pige havde beundret grænseløst. Pludselig fandt hun forklaringen. "Albert, du er bange," sagde hun. Han sendte hende et kort blik. De lyse øjne var uden smil. "Det er lige akkurat, at jeg er i stand til at tale fornuftigt". Campion er mindre i fokus i de sene romaner. Det reelle opklaringsarbejde udføres af politifolkene, hist og her med Campions hjælpende hånd. I grunden er han ikke så forfærdelig nødvendig i historierne - og muligvis har Julian Symons ret, når han i "Bloody Murder" bemærker: Yet one feels in these books ... that good as they are they would have been better still without the presence of the detective who belonged to an earlier time and a different tradition. CHARLES LUKE Campion fortrænges som sagt i nogen grad i Allinghams få romaner fra 1950’erne og 1960’erne. Førstepladsen erobres af den dynamiske og vitale politimand Charles Luke. Han debuterer i Mord som sidste udvej (1948) og bliver stadigt mere fængslende i de følgende bind (om end man godt kunne have undværet den sentimentale beretning om hans forelskelse i og giftermål med den anæmiske Prune, der dør i barselsseng og efterlader ham en henrivende datter). Luke er i alle henseender Campions modsætning: Han var høj og meget mørk, en typisk cockney, med et skarpt, kløgtigt ansigt med smalle øjne og øjenbryn, der var spidse som gotiske gavle. (Mistro avler mord) Campion beskriver sin ven således: Han taler som en dynamo og gestikulerer hele tiden med hænderne for at understrege det, han siger, men han er helt igennem sund. Han har en medfødt evne til at se de rette proportioner i alle ting. (The China Governess) Luke er måske en mere overbevisende romanfigur end Campion - præcis, direkte og intelligent, en kompetent politimand med mange venner og nogle få, altid nervøse fjender. Man kan som læser sidde tilbage med en fornemmelse af, at Allingham kunne have skrevet en stribe fremragende politiromaner med Luke i hovedrollen. Det er i al fald Luke, man går efter, da han først er kommet på scenen. TEMAER - ? Som påvist foran afspejler Margery Allinghams bøger nøje den almindelige samfundsudvikling fra slutningen af 20’erne til midten af 60’erne. Det er ikke vanskeligt at opfatte, hvorledes hun forholdt sig til samtidens store spørgsmål - da der sidst i 30’erne dukkede store spørgsmål op. Det er sværere at pege på temaer, der tages op i romanerne. Allinghams formål var - vistnok undtagelsesfrit i den første store halvdel af forfatterskabet - alene at underholde. Dog er Lugg-skikkelsen måske fra begyndelsen udtryk for et behov for også at placere noget irrationelt i den ellers så vel koreograferede "virkelighed", en vilje til at holde plads åben for anarki og oprør. Midt i alt snobberiet, de fine manerer og den diskrete mumlen om hertugtitler m.v. er det velgørende, når Lugg forklarer Campion, hvorfor han redder ham i en farefuld situation: Den dag, De bliver pløkket ned, mister jeg mit job. Jeg passer på Dem, er De med? (Manden der forsvandt, 1930) Lugg adskiller sig unægteligt fra datidens populære butler (Jeeves, Bunter m.fl.) Luggs fortid, udseende, påklædning, sprogbrug og opførsel ligger meget langt fra det, man efter bøgernes stil og placering berettiget måtte forvente. Det giver afløb for en nok nødvendig vulgaritet, en manglende tilfredsstillelse, som ellers kunne være nærliggende. Og det antyder samtidig, at der et sted under det glitrende society tikker en helvedesmaskine. Lugg mobbes på det groveste af Campion, men han svarer barsk tilbage og giver ikke køb på sin integritet. Og Campion drømmer ikke om at skille sig af med sit malplacerede faktotum. Nogen skal jo hviske et "Husk du er dødelig".
I romanerne fra 50’erne og 60’erne finder man hist og her overvejelser om "det gode" og "det onde", der går et par spadestik dybere end kriminalromanens traditionelle, barske morale, hvor misdæderen afslutningsvis nagles til sin ugerning og "føres af sted til den nærmeste galge", medens det pæne selskab ånder lettede op. - Campions onkel, provst Hubert Avril, er det uselviske, psykologisk fint registrerende menneske. Luke siger om ham: "Jeg kender slagsen. Der er ikke mange af dem, og de har sjældent noget med kirken at gøre ... Ham, jeg kender bedst, solgte ål på fisketorvet. Man kan støde på dem hvor som helst, og man kan ikke tage fejl af dem. Man véd med det samme, at man kan stole på dem, som man dårligt nok ville stole på sin egen mor. Man er sikker på, at de er regulære, forstår De?" "Ikke ganske". Campion antydede, at det var et felt, der var helt nyt for ham. Luke sukkede. "Jo, for ellers ville de være gået på næsen, makker", sagde han. "Se bare på dem. Man skulle ikke tro, de kunne klare sig. De burde faktisk ligge og sulte i rendestenen, udnyttet og snydt af alle og enhver. Men er det tilfældet? Gu’ er det ej! De vandrer af sted som en fuld mand på et rækværk og holder balancen. Gud véd hvordan. De braser ind i skidtet, men intet af det ryster dem. De giver alt, hvad de har, og dog lider de ingen nød. Det er bare med at kende dem, når man ser dem". (En morder går amok) Stillet over for den følelseskolde psykopat skulle provst Avril ikke have mange chancer. Det er Allinghams påstand, at det forholder sig omvendt. Psykopaten kan i sidste ende ikke bringe provsten til tavshed (ikke dræbe ham), så lidt som han i bogens slutopgør magter at benytte den oplagte chance til at gøre det af med bogens andet "gode menneske", den kvindelige hovedperson. Psykopaten møder en medmenneskelighed, der er stærkere end hans egen menneskeforagt. - Samme tema gennemspilles i En morder lukkes ind, hvor den charmerende massemorder Gerry konfronteres med Polly. Han er kommet i hendes hjem fra barnsben, hun elsker ham uforbeholdent og har bevidst lukket øjnene for de glimt af hans sande karakter, hun i tidens løb har set. Gerry har sin klare opfattelse af tingenes sammenhæng: Enhver form for hengivenhed virker opløsende. Individet går i opløsning og udvandes, og hengiver man sig til den slags, mister man sin identitet og dermed sin effektivitet. Ved at holde mig for mig selv og gardere mig imod ethvert angreb har jeg hidtil været heldig, uimodtagelig og resistent. Det er en enkel recept på sikker succes. Gerry er sluppet godt fra en halv snes mord, alle begået for vindings skyld. Men da hans fortsatte sikkerhed beror på, at Polly bringes til tavshed, kan han ikke gennemføre sit forsæt. Måske fordi hun trænger igennem til ham: Jeg er den eneste i verden, du endnu holder af. Hvis du slår mig ihjel, mister du enhver kontakt med menneskene. Så vil der intet være til at holde dig i live. Du vil visne ... Så kan man - lidt besk - føje til, at Gerrys tilbagetræden fra det sidste mord fører ham den sikre vej til domfældelse og henrettelse.
Afslutningsvis er det måske værd at bemærke, at der ikke er nogen feminisme i Allinghams romaner. For hende er det selvfølgeligt, at Campions søster villigt giver afkald på chefstillingen i et modehus for at gifte sig med den udkårne, der ikke ønsker en udearbejdende hustru. (Det viser sig dog i en senere roman, at hun er vendt tilbage til jobbet). - Men det er lige så selvfølgeligt, at Amanda Fitton er uddannet flyingeniør, endda højt kvalificeret som sådan. Og at hun fastholder sin karriere og fortsat bestrider stillingen efter ægteskabet med Campion og efter sønnens fødsel. Kønsrolledebatten har antagelig ikke interesseret Margery Allingham. Der er i den pertentligt grundige biografi, som Julia Thorogood udgav i 1991, ikke omtalt holdninger til det spørgsmål.
BIOGRAFI OG BEDØMMELSER Margery Allingham blev født i den korte edwardianske æra, og det prægede hende i en række henseender varigt. Hendes forældre (og en række slægtninge) var engagerede i produktionen af de magasiner og ugeblade, som var udbredte i England i århundredets første par tiår. Hendes far ernærede sig som forfatter af skamløst romantiske føljetoner i forskellige tirsdagstrøstere, blandet med eventyrlige (og strengt moralske) fortsatte drengeromaner. Hans rent industrielle tilgang til skriveriet har måske haft en indflydelse på datterens tidlige værker. Margery Allinghams liv er skildret indgående i Julia Thorogoods nævnte biografi. Det påvises, hvorledes hun brugte familiemedlemmer og venner som model for personer i romanerne - lejlighedsvis så det fik karakter af afstraffelse af bekendte, der havde skuffet hende. Oplysninger af den art er imidlertid ligegyldige for læsere uden forbindelse med den Allinghamske menage. Margery Allinghams helbred var dårligt. Hun led af forstyrrelser i skjoldbruskkirtlen og deraf følgende stofskifteproblemer. Hun var tidligt overvægtig, og de seneste fotos viser en endog meget stor dame. Dertil kom et anlæg for manio-depressiv psykose, som i den sidste halve snes år af hendes liv begrundede et par indlæggelser, en enkelt gang med elektrochok-behandlinger, som ifølge Thorogood antagelig førte til varige hjerneskader (hukommelsessvigt m.v.). Ingen af de ting kan aflæses af romanerne - men de kan selvfølgelig være årsagen til den begrænsede produktion i det samme tidsrum. Det bør fra den private sfære nok nævnes, at Margery Allingham i en årrække var plaget af økonomiske problemer, forårsaget af den indkomstbeskatning, der rammer en succesforfatter, især hvis hun er gift med en mand med væsentligt lavere indtægter. Skatten af Margerys honorarer lå ifølge Thorogood nær de 90 procent, og det var næsten umuligt for hende at dokumentere fradrag af skattemæssig relevans. Den situation - som vist kendes af adskillige kunstnere - ligger bag romanen Døden går i skjul (1955), der handler bl.a. om mordet på en skatterevisor. Her skildrer Allingham festligt kunstmaleren Minnas kamp for at få økonomien til at hænge sammen, herunder de stadigt flere vanvittige dispositioner, hun må foretage af hensyn til skattereglerne.
Allinghams værk er bedømt meget forskelligt. I Danmark er Tage la Cour entusiastisk gået ind for hendes bøger. Det samme gør H. R. F. Keating i spidsen for en række engelske kritikere. Andre (i Sverige f.eks. Ivar Harrie) har ment, at hun er stærkt overvurderet, enkelte at hun er noget nær ulæselig. Jan Broberg interviewede hende kort før hendes død (optrykt i "Korsförhör" i 1976), men bestræbte sig for at holde en neutral, sympatiserende tone. De første romaner er det ikke værd at bruge tid på. Romanerne fra anden halvdel af 1930’erne er habile, men næppe bedre end et stort antal andre, overfladiske krimier fra samme periode (en subjektiv vurdering, der er modsagt adskillige steder). Romanerne fra 2. verdenskrig indeholder interessante tidsbilleder. De er ganske spændende, men næppe just ophidsende læsning 5o år efter. Det er Allinghams bøger fra 1950’erne, der bør sikre hende en varig plads i kriminallitteraturhistorien. Det gælder især En morder går amok, der da også er med på den liste over alle tiders 100 bedste krimier, som Crime Writer's Association udsendte i 1990.
BIBLIOGRAFI Carit Andersens Forlag (senere Forums forlag) har udgivet 18 nummererede bind af Allinghams romaner. Disse numre er angivet neden for. Romanerne om Campion er: The Crime at Black Dudley (1929), - Mord i mørke, CAF 1966, nr. 1. Mystery Mile (1930) - Manden der forsvandt, CAF 1966, nr. 2. Look to the Lady (1931) - Leg med døden, CAF 1968, nr. 7. Police at the Funeral (1931) - Døden i floden, CAF 1967, nr. 5. Sweet Danger (1933) - Farligt spil, CAF 1967, nr. 4. Death of a Ghost (1934) - Mord i ramme, CAF 1968, nr. 8. Flowers for the Judge (1936) - Blomster til dommeren, CAF 1966, nr. 3. Dancers in Mourning (1937) - Mord efter noder, CAF 1967, nr. 6. The Case of the Late Pig (1937) - Forsinket mord, Forum 1970 nr. 16. The Fashion in Shrouds (1938) - Pludselig død, CAF 1968, nr. 9. Traitor's Purse (1941) - Jagt i blinde, CAF 1969, nr. 11. Coroner's Pidgin (1945) - Døden er til ulejlighed, CAF 1969, nr. 12. More Work for the Undertaker (1948) - Mord som sidste udvej, CAF 1970, nr. 13. The Tiger in the Smoke (1952) - En morder går amok, CAF 1970, nr. 14. - Dele af romanen er genfortalt i Sjakaler ved Themsen, Hirschsprungs forlag 1954. The Beckoning Lady (1955) - Døden går i skjul, CAF 1970, nr. 15. Hide My Eyes (1958) - En morder lukkes ind, Forum 1971, nr. 17. The China Governess (1962). The Mind Readers (1965) - Mistro avler mord, Forum 1971, bd. 18. De citerede noveller: - Blindgydemordet i antologien 13 tinsoldater (Lademann 1970), og - Sidste nummer på programmet i antologien Den balsamerede hval (Lademann 1973). - One Morning They'll Hang Him, oversat til svensk i Jan Brobergs antologi Ingenting är omöjligt (Bra Bok 1984).
På dansk foreligger yderligere to romaner, hvor Campion ikke er med: The White Cottage Mystery (1928 og 1965) - Mysteriet på White Cottage, Berlingske krimiserie 1976, nr. 191, og Black Plumes (1940) - En morder i huset, CAF 1969, bd. l0. *** Jeg har kun kunnet få fingre i én af de tre bøger, der er skrevet om Allingham: Julia Thorogood: Margery Allingham. A Biography (Heinemann Ltd, London 1991). Efter denne artikel har jeg erhvervet: B. A. Pike: Campions Career: A Study of the Novels of M.A. (Bowling Green University Press, Ohio 1987), eller Richard Martin: Ink in Her Blood: The Life and Crime Fiction of M.A. (Ann Arbor, Michigan, Umi Research Press, 1988) August 1992.
|
||||||