Lawrence Blocks Matt-Scudderserie, 1. del

Matt Scudder - En detektiv fra la Fin de Millénaire

And so we've had another night

Of poetry and poses

And each man knows he'll be alone

When the sacred ginmill closes

(Dave Van Ronk)

Everything real is tragic. No one gets out of this alive, you know.

(Lawrence Block)

Lawrence Block hører til de meget skrivende amerikanske forfattere. Han udgav sin første roman som 23-årig i 1961, og siden er det blevet til tæt på 50 bind, et utal noveller og en række faktabøger om forfatterjobbet, Telling Lies for Fun & Profit, som en af dem betegnende nok hedder.

Romanerne er fordelt på eget navn og et par pseudonymer - idet det mere end antydes, at Block yderligere kan være ansvarlig for adskillig kiosklitteratur, som ikke fortjener hans op­rindelsesmærke. En del af produktionen er serier: Seks-syv humoristiske bøger om "The Burglar who ...", hvoraf en enkelt er oversat til dansk (Tyven i skabet), syv bind i pocketserien om Evan Tanner, Chip Harrison-serien - og så godt et dusin romaner om Matthew Scudder. De sidste har skabt Block det ry, han har - udtrykt næsten for voldsomt i sommerka­taloget 1996 fra "Crime in Store" i London:

... one of the best, no THE best private eye series to come out of the US in the last few decades.

Det startede lidt tilfældigt. Block skrev i 1973 kontrakt med et forlag om tre hårdtslående pocketbøger. Det blev 1976-77 til kontante historier om ex-strisseren Matt Scudder. Brutale plots, skitserede miljøer. Hastigt læst, hurtigt glemt. Og dog - Matts person brændte sig på en eller anden måde fast, også i forfatterens bevidsthed. Han brugte ham i en fjerde roman, og fandt så endelig sin form i 1982 med gennem­bruds­romanen Otte millioner måder at dø på. Fra 1989 har Block hovedsagelig koncentreret sig om Matt. Block blev nomineret til en Edgar for den just nævnte roman, og han vandt sin Edgar i 1992 (Dansen i slagtehuset). Mystery Writers of America (MWA) kårede i 1994 Block som "Grandmaster".

Hvem er Matt Scudder?

Matthew Scudder er en ensom mand, I'm a one-man operation, siger han selv. Han røber ikke meget om sin opvækst. Han er - ligesom sin far - enebarn. Familien flyttede hyppigt, og Matt kender dermed store dele af New York. Forældrene er døde, og det samme gælder det eneste andet familiemedlem, som omtales ved navn i romanerne, da Matt fortryder, at han ikke besøgte sin tante Peg under hendes sidste sygdom. Øvrige onkler, tanter, fætre og kusiner er spredt for alle vinde, og Matt er uden forbindelse med dem.

Matt var politimand i femten år - og undgik dermed at blive indkaldt til Vietnam. Dengang var han gift med Anita, og de fik sønnerne Michael og Andrew. Dem tog han sig hyppigt af som "week-end-far" i årene efter skilsmissen, men nu har han stort set mistet kontakten, om end han stadig sender julegaver, også til Andrews kone June. Matt valgte at træde ud af politistyrken og har siden levet som privatdetektiv. De første mange år arbejdede han uden licens (En gang imellem gør jeg visse venner små tjenester. En gang imellem får jeg penge af dem. Som gentjeneste). Senere suppleres det løse eksistensgrundlag med midlertidige jobs for bureauet "Reliable" eller for advokater og forsikringsselskaber. I den nyeste roman nævner Matt en passant, at han nu har autorisation som privatdetektiv.

Matt har forhold til en række af de kvinder, han møder som vidner, pårørende eller sågar mistænkte. Nogle år dannede han par med billedhuggeren Janice Keane. Før affæren med Janice gjaldt det Elaine Mardell, hvor Matt var en luders strisserven - eller som han formulerer det:

... vi havde mødt hinanden på et natværtshus, dengang Elaine var en sød, ung callgirl og jeg var kriminalbetjent med tilknytning til sjette distrikt og lidt løsere tilknyttet en kone og to sønner ude på Long Island.

Matt og Elaine retablerer forbindelsen i Billet til ormegården. Elaine har investeret sine indtægter klogt og beslutter i Mellem gravstene at gå på pension. De gifter sig i A long Line of Dead Men og de har nu mere eller mindre adopteret den opvakte gadeknægt TJ. - Der er i den seneste roman ulykkesvangre tilløb til en gang far-mor-og-barn tåreperser.

Matts alder er problematisk. De første 6 romaner handler om begivenheder i 1973 til 1975 - Otte millioner måder at dø på lidt senere. I disse bøger kan Matt ikke være født meget senere end 1930. De følgen­de 7 romaner foregår fra 1987 og fremefter. I A long Line of Dead Men oplyses det, at Matt er født midt i maj 1938. Tidsoplysningerne er således modstridende. Det hænger sammen med den pause, Lawrence Block tog fra serien. De første 4-5 romaner er skrevet kort efter de begivenheder, de skildrer. Bind seks - Når det hellige værtshus lukker - er udgivet i 1986, men er udtrykkeligt en historie, som Matt fortæller en halv snes år efter begivenhederne i 1974. Formentlig var bogen tænkt som epilog til Scudder-serien. Bind syv, På knivens æg, er udgivet 1989. Der er i den oplysninger, der tidsfæster handlingen både til 1987 (som må være det rette) og til 1979. Reelt har Block én gang for alle strøget de mellemliggende otte år fra sine personers biografi og alder.

Matt ønskede allerede som barn at blive politimand. Tidligt i karrieren mistede han sine illusioner om jobbet og det strafferetlige system. Han holdt sig i sine år i korpset ikke tilbage, hvad angik korruption og småtyverier:

Jeg tog imod det, som viste sig på min vej. Jeg løb ikke rundt med riven, og jeg lod aldrig nogen købe sig fri af noget, jeg betragtede som en alvorlig forbrydelse, men der gik ikke en uge, hvor vi kun levede af det, som jeg fik i løn fra byen. Jeg tømte glasset til bunds.

Beslutningen om at forlade korpset hænger sammen med en ulykke, hvor Matt dræbte den 12-årige Estrellita Rivera. Han overværede en aften tilfældigt et væbnet røveri og mord i en forretning. Han satte efter røverne og affyrede pistolen:

Det var i orden, at jeg skød de to røvere. De var bevæb­nede, de var allerede på flugt efter et drab, og der var ingen civile i skudlinjen. En kugle rikochetterede. Den slags ting sker

En del af grunden til, at jeg forlod korpset, var, at den slags ting sker, og jeg ville ikke være i en situation, hvor jeg kunne komme til at gøre for­kerte ting af rigtige grunde.

Historien fortælles hyppigt i de første romaner. Matt tænder mange lys for Estrellita. Det er måske ikke skyldfølelse, men tragedien gjorde det klart, at han var kommet til et vendepunkt:

All I know is that being a cop didn't seem to be fun anymore. Being a husband and father didn't seem to work, either.

Estrellita nævnes en sidste gang i Billet til ormegården. Hendes død var katalysa­toren, men sikkert ikke grunden til Matts afsked. Måske var forklaringen en "midtvejskrise", som Janice på et tidspunkt foreslår.

Matts traumer - med og uden alkohol.

Den klassiske hårdkogte detektiv er styret af sin indre lov. Han véd, hvad der er ondt og godt, sort eller hvidt. "Den grå område er en myte. Det var, da vi begyndte at tro på det, at det begyndte at gå galt", siger Amos Walker i en af Loren D. Estlemans romaner. Sådan en flot replik kunne Matt Scudder aldrig have brugt. Han har ikke styr på, hvad der er rigtigt eller forkert. Han forstår meget lidt af sit eget liv og endnu mindre af andres. Den moralske ambivalens afspejles, når man be­tragter de mennesker, Matt omgiver sig med. I hans private kreds er Elaine en ukonventionel romantisk forbindelse. Det samme gælder Matts nærmeste ven, karriereforbryderen og morderen Mick Ballou, som han ofte fordriver en nat med, sharing stories and silences. Det var Ballou, som engang en nat gik rundt mellem barerne for at vise sine venner indholdet af sin bowling-taske: Hovedet af en gangsterrival. - I detektivjobbet er hen ved halvdelen af Matts klienter lige så "forker­te": En anløben politimand, en pengeafpresser, en alfons, en narkohandler og et par mordere. I virkeligheden foretrækker jeg at arbejde for fyre, som jeg hverken kan lide eller respekterer. Det gør mig mindre ondt, at de ikke får så meget for deres penge, siger han i en af de første romaner. Det er ikke sandt - Matt yder hver gang sin klient fuld valuta, og faktisk kommer han til at holde af både alfonsen, narkohandleren og en af morderne.

I de første seks romaner drukner Matt sine identitetsproblemer i spiritus. Også traumet efter drabet på Estrellita bearbejdede han ved at hælde bourbon over det - på det tidspunkt havde det absolut virket som en god idé. Der bliver kortere og kortere mellem drinkene. A stab in the Dark starter med en kop bourbon-spiked kaffe og slutter - da Janice er gået til sit første møde i Anonyme Alkoholikere - på samme måde. Hun har erkendt sin afhængighed af alkohol, Matt benægter sin. Han kunne holde op, hvis han ville, men hvorfor skulle han ville det? Han er anfægtet, men a little bourbon would take the edge of almost anything. Drikkeriet eskalerer i Når det hellige værtshus lukker, og Matt må efter­hånden indse, at det står galt til. Mis­bruget resulterer i flere blackouts med efterfølgende hospitalsindlæggelser. I Otte Millioner måder at dø på begynder han selv at gå til møder i Anonyme Alkoholikere, men Matt er endnu manden i bag­grunden. Når det bliver hans tur, er hans faste replik Mit navn er Matt. Jeg lytter bare i aften. Tak. Det holder lige til romanens sidste side, hvor Matt er kendeligt rystet, også af den ganske barske historie, han har afdækket:

Mit navn er Matt, sagde jeg, tav og begyndte forfra.

Mit navn er Matt, sagde jeg. Og jeg er alkoholiker.

Og så skete det mest forbandede. Jeg gav mig til at græde.

Det er sidste gang, Matt har grædt - men han har (det må nu være i hen ved ti år) stort set hver dag været til et møde i Anonyme Alkoholikere. Før traf han sine klienter på barer, nu sker det på cafeer. Alligevel slås Matt fortsat med trangen til et glas. Afholdenheden er nok betingelsen for hans over­leven, men bestemt ikke en løsning på hans problemer: De sagde, at programmet skulle være en bro tilbage til livet. For mig viste det sig at være en tunnel med endnu et møde i den anden ende.

Matt Scudder-serien handler om alkohol. De første seks romaner om at drikke sprutten, de følgende syv om at undgå den. Målet sættes for én dag af gangen. Emnet er langtfra udtømt, da Matt stiger på vandvognen:

Hvad tror du, vi gør på møderne? Vi bestiller ikke andet end at snakke om sprut. Nogle af os bruger mere tid på at snakke om det, end vi nogensinde gjorde på at drikke det.

Matt spiser hver søndag middag med sin støtteperson fra Anonyme Alkoholikere, og han har forstået bevægelsens kompromisløse linje:

En af sponsorens roller er at fungere som ufordømmende skriftefader. Jeg kvalte min bedstemor her til morgen, kunne jeg sige. Det var sikkert hendes egen skyld, ville han svare, og det vigtigste er, at du ikke drak.

Matts angst - og hans amuletter.

Matt er en mand med lavt selvværd. Ingen behøver at forsvare sig over for mig. Jeg har svært nok ved at forsvare det jeg gør over for mig selv. En politiker mener, at det er Matts pligt at stemme ved et valg - det gør han ikke, jeg er en elendig borger. Det er en mistillid til selve eksistensen, kombineret med angst for ansvar. Matt føler sig

.... bange for, at tingene skulle falde fra hinanden, for det gør de altid. Bange for, at det alt sammen skulle ende dårligt, for det gør det også altid. Og måske mere end noget andet bange for, at når det kom til stykket, så viste det sig at være min skyld. For et eller andet sted inderst inde, et eller andet sted inde i rygmarven, mener jeg altid, at det er min skyld.

Den pessimistiske spleen varer ved. Der er ikke meget at gøre sig til af, når Matt overvejer sit liv:

Femoghalvtreds år gammel, og hvor meget mos havde jeg samlet? Hvad havde jeg gjort med de år? Og hvad havde de gjort med mig?

Og hvor mange havde jeg tilbage? Og når de var gledet bort som resten, hvad ville jeg have at vise frem? Hvad havde nogen overhovedet at vise frem for de år, der var gået?

Flere modsætninger i Matts karakter og adfærd udtrykker hans svigtende selvtillid. Matt kan optræde som voldsmand. Én ting er, at han et par gange dræber en forbryder i selvforsvar. Mere bekymrende er den hyppighed, hvormed Matt finder løsningen i selvtægt. Mest foruroligende er de scener, hvor Matt eksploderer i en næsten psykopatisk reaktion på en provokation, han møder tilfældigt. Det går ikke ustraffet hen. Der er i På knivens æg en helt igennem ubehagelig episode, hvor en knægt driller Matt med en ghettoblaster og af den grund tæves sønder og sammen. Den står ikke alene.

Normalt skyr Matt imidlertid volden. Han og en kollega skal beskytte en kvinde, der hjemsøges af sin tidligere ægtemand, som ikke lader sig stoppe af polititilhold. Manden møder Matt og den hærdebrede detektiv, da han ved nattetid bryder ind i kvindens lejlighed. Meningen er, at han nu skal bankes til at forstå, at han skal holde sig væk. Det har Matt tilrettelagt, men han deltager ikke i tæskene. På samme vis udleverer han flere gange den skyldige til sin klient, vel vidende at klienten selv vil hævne forbrydelsen. Det mest chokerende eksempel findes i Mellem gravstene. Matt foreslår mod slutningen, at de overlader misdæderen og beviserne til politiet. Men der er i det amerikanske retssystem ingen garanti imod, at en overset formalitet fører til en frifindelse. Den risiko kan klienten ikke leve med, han må ordne det her selv. Matt svarer: Så må jeg vist hellere gå. Det gør han, og klienten torterer misdæderen til døde.

Splittelsen i Matts sind viser sig også i forholdet til våben. Det var en lettelse at aflevere tjeneste­pistolen sammen med politiskiltet. Alligevel har han - og bruger han - flere gange sin 32'er i historierne. I Dansen i slagtehuset arrangerer han sammen med Mick Ballou det afsluttende opgør med det infame ægtepar Settner. Mick har iført sig sin afdøde fars slagterforklæde og anvender hæmningsløst faderens flækkekniv mod manden. Matt skyder konen. Hvorfor? Jeg tror, jeg måske ønskede at få blod på mit forklæde, svarer han. Og senere: Simpelthen fordi jeg ønskede, de skulle dø. Og jeg ville være det svin, der tog livet af dem.

De brutale mord efterfølges af Blocks nok mest provokerende scene til dato. Som mange gange før går Matt med Mick til slagteri­arbejdernes tidlige morgenmesse i kapellet ved kødmarkedet. Den overværer Mick som regel, det er hans hyldest til faderen. De nøjes med at følge de ydre ritualer - mumle ordene, rejse sig, knæle og sætte sig i takt med de andre. Men denne gang udvikler det sig anderledes:

Selv om jeg gjorde, hvad jeg skulle, indåndede jeg samtidig den blandede lugt af blod og krudt, så en flækkekniv komme susende i en rasende bue, så blodet sprøjte, og kunne mærke en revolvers tilbageslag i hånden.

Og så skete der noget underligt.

Da de andre stillede sig i kø for at modtage nadveren, blev Mick og jeg hvor vi var. Men efterhånden som køen bevægede sig, efterhånden som hver enkelt sagde "amen" og modtog hostien, var der et eller andet, der fik mig på benene og styrede mig ned til enden af køen. Jeg mærkede en let snurren i håndfladerne og blodet, der bankede på siden af halsen.

Køen blev kortere. "Dette er Jesu legeme", sagde præsten gang på gang. "Amen" svarede hver enkelt. Køen blev kortere, og nu stod jeg først med Ballou lige bag mig.

"Dette er Jesu legeme", sagde præsten.

"Amen" svarede jeg og tog oblaten på tungen.

Bagefter forstår Matt ikke, hvad der er sket. Han er ikke en troende mand, eller rettere: Det skifter fra dag til dag. Matts baggrund er protestantisk, om end der var både katolikker og jøder i familien, men ingen gik særlig varmt ind for det. Han véd ikke engang, om han er døbt. Det gør ikke den store forskel, om Gud er til eller ej - jeg skal under alle omstændigheder igennem dagen. Hans svar på, om han beder, varierer:

Nogen gange snakker jeg til mig selv. Inde i hovedet, mener jeg. Måske er det at bede. Jeg ved ikke rigtig. Måske gør jeg det i håbet om, at nogen lytter.

Sådan siger Matt til Mick Ballou i Billet til ormegården. Matts elskerinde stiller ham samme spørgsmål i A Long Line of Dead Men. Han svarer, at det er sjældent han beder. Men det sker:

- Som regel beder jeg om styrke.

- Styrke?

- Til at udrette noget. Eller komme igennem noget. Den slags styrke.

- Og får du det?

- Ja. Som regel.

I de første mange bøger - da Matts minimalstil begrænser ham til et hotelværelse i 57.e gade - bruger han kirkerne, når han skal tænke en sag igennem. Det er de eneste steder, hvor det er muligt - de tomme kirkerum er fæstninger af fred og ro, to bekvemmeligheder, det er svært at finde i New York. Det er forklaringen, men næppe den fulde sandhed. Matt tænder lys i den kirke, han sidder i: For Estrellita, for sagens offer - og for sine egne ofre. I samme periode kommer han ind på en sær vane: Han betaler tiende, stopper ti procent af ethvert honorar i den første, den bedste kirkebøsse, han passerer. Endnu en adfærd, han ikke selv forstår. Jeg ved ikke, hvad de gør med pengene. For­modentlig anvender de halvdelen til at omvende vantro mennesker i sognet, og resten går vel til at købe store, prangende biler til præsterne. Alligevel føler han rastløsheden, når han får penge i hånden. Matt overvejer flere mulige motiver: En slags overtro, en kompensation for, at han ikke betaler skat, eller en vindskibelig bestikkelse af højere magter. Han holder op med tienden samtidig med, at han bliver afholdsmand. I stedet går han nogle år med mange dollarstykker i lommerne, så han kan give en skilling til hver tigger, han møder. - I Matts nye tilværelse med Elaine er velgørenheden sat i system: Det er atter ti procent af parrets indkomster, der gives bort, men nu til omkring et dusin velgørende og kulturelle institutioner på vores liste. Det er givetvis en mere reglementeret måde at gøre tingene på. Jeg føler mig mere som en solid borger og mindre som en fri fugl - og jeg foretrækker det ikke altid på den måde.

Matt som detektiv. Selvtægt som "social kirurgi".

Som nævnt er det først i den seneste roman, Matt har skaffet sig autorisation som privatdetektiv. Når han længe vægrede sig, var det udslag af hans behov for frihed. Som han sagde til en kommende klient:

De kan ikke engagere mig. Jeg er ikke privatdetektiv. De andre har licens, det har jeg ikke. De udfylder formularer, de skriver rapporter med tre kopier, de samler bilag for deres udgifter, de gemmer skattekvitteringer, de gør alle den slags ting, og det gør jeg ikke. Sommetider gør jeg et menneske en tjeneste, og sommetider vil det menneske give mig nogle penge.

Det er en overvejelse værd, om en sag overhovedet skal forfølges. Matt advarer den dræbte piges far. Foreløbig véd faderen kun, at hendes død var en ufattelig voldshandling. Matts arbejde kan resultere i afsløringen af, at der var en, der havde en årsag til at myrde datteren. Og det er måske bedst for faderen ikke at kende den!

Matts metode er enkel. En sjælden gang forklarer han sig, som i disse citater fra tre romaner:

Megen efterforskning er intuitiv. Man samler detaljer sammen og søger efter indtryk, og så dropper svaret intetstedsfra ind i hovedet på én. Det er ikke som Sherlock Holmes, det var det i al fald aldrig for mig.

Den letteste måde at finde ud af noget på er ved at spørge nogen som véd det. Det sværeste er at regne ud, hvem den person er, der sidder inde med svaret.

Sommetider er det ret ligetil. Man går op ad den ene side af gaden og ned ad den anden, man banker på hver eneste dør, bogstaveligt og i overført betydning, og hver eneste ny oplysning glider på plads og sender én gennem en anden gade med nye døre at banke på. Til sidst har man vandret ned ad gader nok og banket på døre nok, og den sidste dør åbner sig, og der er svaret. Det er ikke let og sjældent ligetil, men der er en logisk linje, det folder sig ud efter.

Men sådan er det ikke altid.

Matt har den fordel, at han - mod passende betaling - kan trække på de oplysninger, der er tilgængelige for tidligere kolleger i politiet. Lawrence Block har droppet klicheen fra den klassiske hårdkogte krimi, hvor politifolkene er for korrupte, for stupide eller for ærekære til at arbejde sammen med privatsnuseren.

Matt er en stædig skiderik. Han bider sig fast og slipper ikke sagen, før han er aldeles overbevist om dens løsning. Det er så noget andet, at opklaringen tit ikke er ensbetydende med, at retfærdigheden vil ske fyldest:

- Jeg kan lide det, fordi jeg kan bruge nogle af mine evner, selv om jeg vil have svært ved at forklare dig, præcis hvad det er for nogle. Jeg kan lide at grave og rode i tingene, indtil jeg ser et eller andet mønster i forvirringen.

- Du må være lige som ridderen, der bekæmper alt det onde. Dragernes banemand.

- Det er sjældent, det onde kan bekæmpes. Og det er svært at komme så tæt på dragerne, at man kan slå dem ihjel.

- Fordi de spyr ild?

- Fordi det er dem, der bor i borgene.

Erkendelsen af, at han ikke kan få gennemført en straffesag imod den skyldige, får ikke altid Matt til at resignere. Der er et alternativ, når penge eller retssamfundets garantier beskytter forbryderen. Svaret er selvtægt. Et par gange står det klart for Matt, at gerningsmanden ikke kan dømmes for det, han har begået. Matt løser problemet ved at plante falske beviser, der sikrer, at han dømmes for noget andet. I andre sager kan løsningen som nævnt være, at klienten får mulighed for at udfolde sin hævn - efter, at Matt har forladt skuepladsen. I de 13 romaner er selvtægt i en eller anden form konklusionen på 8 af historierne. I A Long Line of Dead Men beslutter de overlevende i den gruppe, som morderen ville udrydde, at indespærre ham på livstid. Det er for Matt en helt tilfredsstillende løsning:

Dine kammerater fra klubben vil ikke have dit blod på deres hænder. Men de vil heller ikke have mere af deres blod på dine hænder.

Selvtægt er fra starten ­temaet i den seneste roman, Even the Wicked. Richie Vollmer, der har begået en stribe sexualdrab på børn, frifindes - beviset svigter som følge af et kronvidnes selvmord. En fremtrædende journalist efterlyser i sin spalte, at nogen vil stoppe det umenneske. Det gør så den anonyme læserbrevskribent "Will of the People", og det bliver det første af en stribe mord på samfundsfjender uden for lovens rækkevidde: En mafiaboss, lederen af en antiabortliga, der har inspireret til drab på adskillige læger, og en samvittighedsløs, militant chef for en afroamerikansk undergrundsorganisation. Den femte trussel rammer en forsvarsadvokat, der har fået flere klienter frikendt mod offentlighedens bedre vidende. Matt engageres til at beskytte advokaten - og står så i dilemmaet (som dog må være overkommeligt, når man betænker et par af hans tidligere sager):

Jeg brød mig ikke meget om selvjustits, men der var gange, hvor det syntes bedre end slet ingen ju­stits. Jeg ville hade at se en lynch-bærme marchere ned ad gaden, men hvis de stoppede ved Richie Vollmers hus, ville jeg ikke være løbet ud for at prøve at tale dem fra det.

Will betragter sin virksomhed som nødvendig social kirurgi. Det er en velformuleret herre:

Vores strafferetlige system behøver en backup funktion, en fejlsikker indretning til at afværge de forkerte afgørelser, som er et uundgåeligt resultat af et ufuldkomment system. Når vi sender en rumraket op, forsyner vi den med komponenter, der er indrettet til at sætte ind, hvis andre komponen­ter slår fejl.

Lawrence Block lader problemet stå - spidset til i takt med, at valget af ofre gør det sværere for læseren at fastholde sympatien med Wills massakre.

Matts New York.

Historierne udspiller sig i New York. Matts territorium er kvarteret sydvest for Central Park, i mange år Hell's Kitchen, nu på vej til at blive renoveret til det mere noble Clinton-kvarter (navnet efter parken, ikke efter præsidenten).­ Det er på én gang det farligste område i den mest desperate by på Guds grønne jord og det mest spændende område i verdens mest stimulerende by.

Byen er på en måde en gennemgående hovedperson i romanserien. Matt kunne ikke drømme om at slå sig ned et andet sted, men han er ganske klar over omkostningerne. Han er enig med politimanden Joe Durkin. der ikke tror på overskriften i det populære TV-program "New Yorks otte millioner historier":

... i det her afsporede lortehul af en røvsyg by ... Véd du, hvad vi har: Vi har otte millioner måder at dø på.

Otte millioner måder at dø på, og deriblandt et større udvalg for gør-det-selv-folket.

Det er trods det skildringerne af New York, der tilfører historierne et strejf af poesi, som er en ikke uvæsentlig del af fascinationen. Udsigten fra en lejlighed højt oppe i en skyskraber, forårsbelysningen i en park, det pulserende liv i gaderne. Lawrence Block bruger - på samme måde som Ed McBain - metropolen, den er ikke blot udgangspunkt for fremragende miljøskildringer. Byens rytme og pulsslag glider ind som en melankolsk underlægningsmusik.

Historierne om Matt.

Flere af romanerne indeholder to handlinger, to sager, der har eller ikke har en indbyrdes forbindelse. Det ene forløb munder ud i en traditionel opklaring, det andet er mere kompliceret, og der er muligvis slet ingen tilfredsstillende slutning. Det er Matt selv, der fortæller. Det sker lige på, i lange passager som gengivelse i replikker af samtaler, han har ført. Stilen er økonomisk og enkel, filet ned til det næsten faktuelle. Brugen af sammenligninger og metaforer er sparsom, så længe Matt fører ordet. Det er lidt af et stilbrud, når han et sted standser sin associationsrække, da han erkender, at hans tanker ... ikke var andet og mere end endnu en tone i spruttens sirenesang. Dens lokkemidler var mangfoldige og uendeligt snedige, og ligegyldigt hvilken gade, man slentrede ned ad, så stod den altid på lur bag det næste hjørne, parat til at springe frem og tage én med bukserne nede.

Til gengæld indlægger Lawrence Block vitser og sarkastiske bemærkninger, hyppigt formuleret af Elaine. F. eks.:

Incest er højeste mode for tiden. Det varer ikke længe, før kvinder, der ikke har været udsat for incest, begynder at frygte, at faderen syntes, de var frastødende.

Eller:

Hvis der viser sig at være liv på Saturn, og vi kommer derop, vil vi opdage, at de har tre sæt øjne, og fem køn, og en hel del imod jøderne.

Der er ligeledes spredte filosofiske betragtninger, hvor Matt formulerer den lære, han drager af en sag eller et forløb. Det kan blive ubehageligt præcist: Det er et fandens valg, livet giver én. Enten dør man ung, eller også kommer man til at miste så mange, man holder af.

Først og sidst bæres romanerne - i al fald hvis man ser bort fra de første tre-fire bind - af gode historier, der er engagerende, elementært spændende og fremlagt med præcision og prægnans. Det kan være et ganske enkelt tema, som fortællingen om den små Paula, der kom til den store by - og blev væk. Og det kan være en uhyre kompleks affære, hvor den lange række af døde mennesker strækker sig en snes år tilbage i tiden. Sommetider strammer det om hjerterødderne, som når Matt i en novelle arbejder for et hospic for AIDS-patienter i terminalfasen og dér møder den unge pige, der hjælper dem til at give slip.

Matthew Scudder er et tvetydigt bekendtskab. Det er ikke et af de behagelige, hvis man træk for træk analyserer hans moralbegreber, den tilværelse, han har valgt, hans omgangskreds og de handlinger, han begår. Men det er en ven, man nødigt ville undvære, når man et par gange har lyttet til hans stoiske, melankolske beretninger om den store by og om de menne­sker, der - som han selv - gik vild i den.

Bibliografi.

Romaner:

Sins of the Fathers (1976)

In the Midst of Death (1976)

Time to Murder and Create (1977)

A Stab in the Dark (1981)

Eight Million Ways to Die (1982) - Otte Millioner måder at dø på (19­93)

When the Sacred Ginmill Clo­ses (1986) - Når det hellige værtshus lukker (1993)

Out on the Cutting Edge (1989) - På knivens æg (1992)

A Ticket to the Boneyard (1990) - Billet til ormegården (1992)

A Dance at the Slaughterhouse (1991) - Dansen i slagtehuset (1992)

A Walk Among the Tombstones (1992) - Mellem gravstene (1994)

The Devil Knows You're Dead (1993) - Djævelen ved at du er død (19­95)

A Long Line of Dead Men (1994) – En lang række døde mænd (1997)

Even the Wicked (1996)

(De danske udgaver er udsendt af forlaget Klim).

Noveller:

Out of the Window (1977), i samlingen "Sometimes They Bite" (1983)

By the Dawn's Early Light (1984). Synopsis til "Når det hellige værtshus lukker". I samlingen "Some Days You Get the Bear" (1993)

Batman's Helpers (1992). I antologien "Justice for Hire: Private Eye Writers of America"

The Merciful Angel of Death (1993). I antologien "The New Mystery. Original Anthology of the International Association of Crime Writers".

Om Lawrence Block:

Lawrence Block & Ernie Bulow: After Hours. Conversations with Lawrence Block. University of New Mexico Press, Albuquerque 1995.

George Kelley: Lawrence Block i "Twentieth Century Crime and Mystery Writers", 3. udgv. London 1991.

Baker & Nietzel: Private Eyes. One Hundred and One Knights. A Survey of American Detective Fiction 1922-1984. Bowling Green State Universi­ty Press, Ohio 1985.

Donna R. Casella: The Matt Scudder Series: The Saga Of An Alcoholic Hardboiled Detective. "Clues" vol. 14:2 (1993).

Adam Meyer: An Interview with Lawrence Block. "The Armchair Detective" vol. 27:2 (1994).

***

Artiklen bygger på foranstående, dog at jeg ikke har kunnet få fingre i den første roman og heller ikke i novellen om Batmans hjælpere.

Som nævnt foreligger der af Block yderligere "Tyven i skabet" på dansk (1978, Lademann 1979). Endvidere blev tre "solist"-romaner 1961-64 udsendt som Leopard- eller Dollarbøger.

(Trykt i Pinkerton nr. 63, januar 1997)