Mark Billingham: Dovenkrop. Oversat af Allan Hilton Andersen efter ”Lazy Bones” (2003). Modtryk 2006. 412 sider, 349 kr.

I hovedhistorien har kommissær Tom Thorne og hans kolleger svært ved at mobilisere den ægte entusiasme, da en nys løsladt voldtægtsmand findes myrdet på et snusket hotel. Morderen er jo sådan set blot en, der hjælper til med at holde tilbagefaldsraten nede. Den synsvinkel gælder stadig, da yderligere to voldtægtsdømte lider samme skæbne. Men politifolkene må dog forholde sig til spørgsmålet om, hvem der mon er udset til at blive det fjerde offer. Og er der andre end voldtægtsforbrydere, der trues af den ukendte dræbers behov for hævn?

I romanens første del fortæller indskudte passager om en voldtægtssag et kvart århundrede tidligere. Beviserne holdt ikke, den anklagede blev frikendt. Ofret brød sammen og drev langsomt sin mand ind i en psykose, der endte i tragedie. Senere er der nogle indskud om et aldrig opklaret drab på en parkeringsplads. Læseren har svært ved at holde trådene sammen – det hele er noget ufokuseret.

Det er en ironisk pointe, at det bliver den sidst nævnte sag, som åbner for Thornes efterforskning. En række pensionerede politifolk er genindkaldt til at se på lukkede sager, og en kvindelig ex-politiinspektør finder sporet. Det fører imidlertid i første omgang kun til ny frustrationer. Thorne skal finde de børn, der blev forældreløse ved tragedien i 1976 – men socialvæsenets arkiver er ufuldstændige, England har ingen samlet folkeregistrering, så det synes i lang tid umuligt. Frustreret læser og genlæser Thorne de efterhånden svulmende sagsakter – og på væggen bag skrivebordet hang det foreskrevne portræt af den engelske dronning, der så ud, som om hun kunne mærke en ubehagelig lugt nede fra kantinen.

Ind imellem fortælles om Thornes triste privatliv. Han er 43 år, stadig single og uden lovende damebekendtskaber, indtil han træffer den spændende blomsterhandler Eve. Hun tænder helt overraskende på ham, nærmest forfører ham. Hans ubeslutsomhed (som han selv kalder dovenskab) spærrer længe for et egentligt forhold. Læseren spørger sig selv, hvad den langtrukne historie har at gøre med hovedsagen. Billingham giver til fulde svaret på det spørgsmål.

Et godt, lidt specielt plot. Interessant efterforskning og nogen forvirring undervejs. En stramning og dermed afkortning havde været en fordel. Men som den foreligger, er romanen ikke så ringe endda.

Ikke mesterklassen, men værd at læse.