Michael Dibdin: Tilbage til Bologna. Oversat af Jan Mølgaard efter ”Back to Bologna” (2003). Modtryk 2006. 213 sider, 249 kr.

For tiende gang præsenterer Michael Dibdin kommissær Aurelio Zen. Zen er ramt af en begyndende depression. Han er psykisk ikke kommet sig efter sine barske erfaringer i et par tidligere sager, og han lider også under eftervirkningerne af et attentat, der nær havde kostet ham livet. Hans forhold til den fagre apoteker Gemma er ved at forvitre. Så det er nærmest med lettelse, han – på trods af en langtids-sygemelding – modtager ordre om at tage til Bologna, hvor han diskret skal følge det lokale politis arbejde med opklaringen af drabet på en fremtrædende forretningsmand, der bl. a. ejede byens fodboldhold. Sagen kan blive en celeber affære i medierne, så justitsministeriet i Rom ønsker at være fuldt orienteret på forhånd.

Så langt, så godt. Dibdin opgiver at lave et plot ud af drabet eller at skildre den politimæssige efterforskning. I stedet slipper han sin humor løs, og dermed er læseren ude på en afsindig tur i karrusellen. Der er mange absurde figurer at: En populær tv-kok, der har brandet sig med ustandselig at bryde ud i sang – han kan så nogenlunde aflevere alle italiensk operas store arier, men han har til gengæld ikke begreb om at lave mad. Det kan hans effektive spindoktor imidlertid lempe ham uden om. Eller en internationalt berømt sprogprofessor, en let falmet, venstreorienteret 68-agtig personlighed, der udbreder sig om viderværdigheder i vores post-meningsfulde kultur. Dibdin må virkelig have et horn i siden på Umberto Eco. Så er der også en ualmindelig fjoget privatdetektiv (der tåbeligt nok har indgraveret sit navn i den pistol, han altid har med på arbejde, for det har en rigtig detektiv i de hårdkogte amerikanske romaner!). Og endelig præsenteres et par unge mennesker, den ene en svært psykopatisk overklasselømmel, den anden en snart kuldsejlet provinsstudent. Der tegnes allehånde forbindelser mellem disse figurer, og undervejs orienteres læseren lidt tilfældigt om både gerningsmanden til mordet og den ansvarlige for et attentat på professoren. Politiet i Bologna får imidlertid fra starten galt fat om sagerne, og det samme gælder Zen. Det véd han antagelig godt, men hvad betyder det, når han så småt er ved på ny at få greb om sit eget liv.

Titlen er såmænd hentet fra et tidligt bind af et leksikon, hvor rygtitlen angiver første og sidste opslagsord, ”Back to Bologna”, og sådan er det hele vejen igennem. Som altid hos Dibdin er både personer og forløb i virkeligheden noget andet end det, der oplyses først. Krimi er det jo næppe, når både plot og efterforskning droppes. Men det er morsomt, meget morsomt endda.

Den kunne jeg godt lide, hvad pokker den så ellers handlede om.