Michael Dibdin: Medusa. Oversat af Jan Mølgaard efter ”Medusa” (2003). Modtryk 2005. 247 sider, 299 kr.

Under første verdenskrig borede de italienske tropper en række fæstningsværker ind i Dolomitternes klippemassiver. Ruinerne ligger der endnu, mere eller mindre styrtet sammen eller sprængt bort. Der er udfordring nok til at skabe spænding for nogle eventyrlystne unge mænd. Under udforskningen af en dyb tunnel finder de tilfældigt det mumificerede lig af en mand, der har ligget død i mindst tyve år. Det sære er, at forsvarsministeriets politikorps hurtigt melder sig på det sygehus, hvor den døde obduceres. De kræver liget og alle optegnelser udleveret – og fortæller udadtil blot om et uidentificeret offer for en trist ulykke for længe siden.

Akterne gennemgås af indenrigsministeriets politi, og den ensomme kriminalchef Aurelio Zen får til opgave at undersøge, om der skulle være mere i sagen. Og det er der naturligvis. Nemt er det ikke – hans eneste holdepunkt er de amatørfotos, som de unge huleforskere tog, og som carbinierierne ikke fik beslaglagt. De viser bl.a. en sær tatovering på den dødes arm, en stiliseret gengivelse af Medusas hoved – kvinden, der ifølge det oldgræske sagn kunne forvandle mænd til sten blot ved sit blik.

Zen bliver hurtigt klar over, at det er en endog meget betændt affære. Den døde var ung løjtnant dengang de hemmelige selskaber florerede i den italienske republik. Tiden skal skrues tilbage til 1970’erne, hvor højreekstreme sammensværgelser ville ”passe på”, at de røde brigader ikke skulle likvidere demokratiet – og samtidig selv var den største trussel mod dette demokrati. Dengang var verden hård og venlig, modsat Berlusconis nutid, hvor verden er blevet blød og ondskabsfuld. Det er imidlertid stadig farligt at rode op i det forgangne, hvad adskillige kommer til at sande.

Dibdin formidler nok en gang på bedste vis billedet af det dobbeltbundede, flertydige Italien. Snedige intriger kombineret med skånselsløs brutalitet, hvor intet er som det ser ud til at være. Naturligvis handler historien i sidste ende om noget helt andet, som end ikke den snedige skurk i spindets centrum havde nogen anelse om. Zen kan ikke bringe en sag for en dommer, men han kan lukke den, og det gør han – med midler, som er mildt sagt chokerende, når man erindrer det billede af en desillusioneret humanist, som Dibdin har tegnet i de forudgående otte bind om Zens meritter.

En sort historie, fortalt med barsk humor af en af genrens store forfattere.

Anbefales.