Rennie Airth: Tidevand af blod. Oversat af Jesper Bøllehuus efter ”The Blood-dimmed Tide” (2004). Klim 2007. 321 sider, 299 kr.

Det begynder med et usædvanligt råt mord på en 12-årig pige. Stedet er en lille landsby i Surrey, tiden er det tidlige efterår 1932. Det er John Madden, der finder liget. Han var tidligere kriminalkommissær i Scotland Yard, og hans mest spektakulære sag i det job har Airth skildret i ”Mørkets flod”. Den tragedie ligger knap et dusin år tilbage, og det er ti år siden Madden sagde stillingen op og etablerede sig som landmand på en større ejendom sammen med sin hustru Helen, en kompetent læge med forståelse for kuldsejlede mennesker i almindelighed, John Maddens kringlede psyke i særdeleshed. Han kæmper stadig med traumerne fra første verdenskrigs skyttegrave, og hans afsky for vold og brutalitet er så udtalt som nogensinde.

Maddens ven, kommissær Angus Sinclair, leder efterforskningen, kløgtigt assisteret af Maddens daværende protege kriminalassistent Billy Styles. Derved er Madden – til ængstelse for Helen – tæt på sagen. Det er ham, der umiddelbart indser, at man står over for en afsporet seriemorder, hvad sammenhængen til to tidligere drab på småpiger sørgeligt hurtigt bekræfter. Det er også ham, der udkaster den hypotese, som kan forklare en tilsyneladende modsigelse i de oplysninger, som politiet i første omgang råder over. Det er til gengæld Billys intuition og flid, der omsider finder et par reelle spor. De peger mod toppen af det britiske hierarki, og den ansvarlige vicedirektør i yarden begynder at ryste på hænderne.

Undersøgelserne afdækker en forbindelse til en række lignende mord i Tyskland, og også det er penibelt. Tyskland er hårdt ramt af verdenskrisen og meget er kaos, vi er jo få måneder før nazisternes Machtübernahme! Det erfarer Helen skræmmende, da hun redder en ven – en tysk-jødisk psykiater – til London. Han fortæller om et symposium i Berlin, hvor han forelæste om psykopatologiens erfaringer vedrørende behandling af patienter, der tillader sig at udvise abnorm aggressivitet og uansvarlig adfærd – en svær problemstilling at lufte sin mening om nu om dage, hvor så mange af ens medborgere stort set ikke udviser andet.

Til sidst har politiet et navn og et ansigt på gerningsmanden, men det hjælper dem ikke umiddelbart. Fra fremragende politiroman drejer historien over i thriller. Det er indlysende, at morderen snart vil slå til igen, kan de nå at uskadeliggøre ham først? Det bliver godt 100 endog meget spændende sider.

Fremragende krimi, nervekradsende thriller og alt sammen lagt ind i et inciterende tidsbillede af England midt i ”den lange weekend” mellem de to verdenskrige, hvor intelligente og følsomme mennesker begyndte at ane den katastrofe, der ikke lå alt for langt ude i fremtiden.

Anbefales.

P.S.: Der er dog én indvending. Læsningen bliver tung af mange skruede formuleringer. F. eks forklarer Sinclair: De vil højst sandsynligt gøre fundet af endnu et lig. Han er ikke en mand, der udtrykker sig i kancellistil, så han ville nok nøjes med ”De vil højst sandsynligt finde endnu et lig”. Eksemplerne er mange: signalere en hidkaldelse eller en af hans fortrydelser eller en seksuel kontekst, hvor tilfredsstillelse bliver nægtet ham. Etc.  

Der er også oplysninger, der forekommer bizarre, f. eks. at landsbyens katolske præst og hans kone for mange år siden tog et plejebarn til sig. Det skete ganske vist i Schweiz, men også der og dengang må man formode, at den katolske kirke har håndhævet cølibatet for sine præster.

Undertegnede kan ikke afgøre, og der er tale om svipsere i oversættelsen eller begrænsninger i forfatterens formåen. Det sidste må vel være forklaringen på Maddens søns alder. Han er (tidligt efterår 1932) 13 år gammel. Det er fremmeligt, når man erindrer, at hans forældre først traf hinanden sommeren 1921!

Det er ligegodt ærgerligt med den slags skønhedspletter i en så fremragende krimi.