Bruce Alexander: Den våde grav. Oversat af Tavs Bjerre efter “Watery Grave” (1996). Klim 2001. 289 sider. 325 kr.

Blandt øjeblikkets mange historiske krimier bør man ikke overse Bruce Alexanders romaner om den blinde sir John Fielding, der i 1760’erne skabte Londons første politistyrke og i øvrigt vandt respekt som skarpsindig og ubestikkelig dommer ved retten i Bow Street.

I dette bind kommer sir John til kort, da flåden af prestigegrunde gennemfører en straffesag mod en aldeles uskyldig løjtnant - og afskærer alle forklaringer om det, der faktisk skete, og som bl. a. omfattede den myrdede kaptajns drukkenskab og næstkommanderendes (og et par andre officerers) misbrug af de unge kadetter om bord. Det kunne skade flådens anseelse, hvis der blev talt offentligt om sligt svineri. Så hellere hænge en uskyldig og forfremme hans overordnede, der nok er den egentlige skurk, men som i kraft af sin rang er ukrænkelig. Militær stupiditet, der kan få det prøjsiske system til i sammenligning at virke helt fleksibelt!

Men uden for marinens jurisdiktion er det sir John, der har fat i tovets lange ende. Og det kommer flådefolkene trods alt til at erfare: Et fornemt gennemført detektivarbejde, hvor sir John ikke mindst støtter sig til sin 14-årige assistent Jeremy, en tidligere gadedreng, der fungerer som reserveøjne for sir John, guide under ture i byen og generelt som stikirenddreng. Jeremy blev senere selv jurist - og det er ham, der som gammel mand fortæller historierne om sir Johns sager.

En skildring af flåden som stat-i-staten i 1760 kan vel næppe kalder “samfundskritisk”, selv om etatsloyalitet og institutionsprestige naturligvis den dag i dag kan få forfærdende konsekvenser. Det er barsk stof i en ellers hyggelig og charmerende fortælling. Bruce Alexander skriver i første række historisk roman, men krimilæseren snydes ikke, der er et godt plot og en overbevisende opklaring.

Anbefales.