Karin Alvtegen: Skygge. Oversat af Mone Hvass efter ”Skugga” 2007. Tiderne Skifter 2007. 320 sider, 249 kr.

Spørgsmålet blev formuleret allerede for 2.000 år siden: ”Hvad får du ud af at erobre hele verden, hvis du mister dit liv?” som det lyder i den seneste oversættelse. Det spørgsmål runger uheldsvangert gennem Karin Alvtegens femte ”psykologiske thriller” (forlagets betegnelse – rigtigere ville nok være ”skæbneroman”). I centrum står den succesombruste forfatter Axel Ragnerfeldt, hvis karriere nåede toppen, da han modtog nobelprisen i litteratur. Han er nu i sin alderdom ramt af en hjerneblødning, der har afskåret hans kontakt med omverdenen, men ikke hans intelligens og hukommelse. Langsomt afsløres de omkostninger, han har afholdt (og navnlig ladet andre afholde) gennem et langt liv med lutter triumfer udadtil. Han svigtede ikke blot sin baggrund i den svenske arbejderklasse og sin ungdoms idealer, men også sine børn – tidligt præsenteret med sønnen Jan-Erik, der nu markedsfører faderens litterære værk og bestyrer den formue, det har afkastet, senere med datteren, som blev ofret som i en græsk tragedie. Jan-Erik har opgivet sine egne chancer og dermed muligheden for et ægte liv med sin forsømte hustru og deres barn. Og så er han endda den, det gik mindst ud over, viser det sig. Ragnerfeldts hustru har også valgt det fashionable liv i mandens skygge – og fravalgt det lovende forfatterskab, hun selv engang begyndte på. Facaden forsvares for enhver pris, også den pris, der er alt, alt for høj.

Historien begynder med en fireårig dreng, der er efterladt på en trappesten og som med sig kun har en seddel: ”Tag vare på dette barn. Undskyld”. Og med en sagsbehandler fra socialforvaltningen, der skal afvikle boet efter en forslidt 92-årig kvinde, som omsider har fået fred – en ukendt uden pårørende, uden venner eller bekendte. Læseren fornemmer, at de begge er ofre for Ragnerfeldts ambitioner, men erfarer først sent, hvordan det er gået til. Og undervejs er der adskilligt flere, som kommer i klemme. Ikke sådan at forstå, at de er uskyldige, for hver har plejet sine interesser og dyrket egne illusioner og stræbsomhed. Måske med Jan-Eriks hustru som undtagelse (hun træffer sent en klog beslutning) er der ingen renhjertede mennesker. Vi er i Strindbergs fædreland – og selv en discipel som Lars Norén er ophavsmand til rene idyller i sammenligning med Karin Alvtegen. Vore handlinger er som vores børn, de lever videre, og uafhængigt af os og vores vilje fortsætter de med at virke.

Det er ikke just en underholdende roman. Den er bare skrevet så helt usandsynligt flot, plottet er udtænkt på det høje, kreative niveau, og derpå gennemført med isnende konsekvens. Personerne er tegnet præcist og overbevisende. Det er naturligvis også spændingsroman med velkalkulerede chok, ikke mindst da to mord begås undervejs. Men først og sidst er det en grum prædiken over et almenmenneskeligt tema.

Dyster, dyster mesterklasse.

Romanen blev i 2008 belønnet af det danske Kriminalakademis Rosenkrantz-pris som den bedste spændingsroman på dansk i 2007.