Kurt Aust: Den tredje sandhed. Oversat fra norsk (2001) af Kurt Østergaard. Hovedland 2002. 523 sider, 288 kr. 

Historien nedskrives i 1747 af den alderstegne professor Petter Horten. Han er på rejse i Jylland med sin mangeårige arbejdsgiver fyrst Reginald, hvis huslærer han blev, da han måtte forlade sit universitetsembede for en menneskealder siden, fordi han for klart havde tilkendegivet sine kontroversielle meninger om adelstand og enevælde. Horten var (og er) oprører. Han er af norsk bondeslægt, sågar født uden for ægteskab, og den viden og de perspektiver, som det giver ham, har han fastholdt livet igennem. Som stor dreng traf han den lærde professor og højesteretsdommer Thomas af Boueberge, der snart blev opmærksom på knægtens gode forstand og enestående hukommelse (Boueberges personlige ekstrahjerne kalder han et sted ironisk sig selv). Horten blev sekretær (eller tjener) hos Boueberge, men blev også den lærde mands protegé og lærling.

Boueberge repræsenterer den nye oplysningstid. Han er – som fremtrædende viden-skabsmænd var det dengang – inde i alle universitetsdiscipliner med juraen som speciale. Han kender imidlertid også til både fysik og anatomi, og alt det kommer ham til gode, når han skal udrede en delikat sag. Det bliver netop hans opgave, da han i år 1700 sendes til et gods i Jylland, hvor ridefogeden er myrdet. Et anonymt brev til højesterets præsident har antydet, at der er ved at ske et justitsmord, at den husmand og krybskytte, som er lagt i jern i godsets kælder som anklaget for drabet, er aldeles uskyldig.

Boueberge og Horten må igennem en række undersøgelser og udredninger, til dels modarbejdet både af godsets folk og af de stedlige myndigheder. Så kommer en tilståelse frem, men måske er den lige så forkert som anklagen imod husmanden – måske skal de frem til en helt tredje sandhed. Det er et traditionelt, godt plot, garneret med en del kriminallitterært arvegods (et skjult skrin, et cifferskrift etc.). Og det er morsomt at se illustreret, hvad der var af opklaringsmuligheder i en tid, der ikke kendte til laboratorium-rapporter, ballistiske undersøgelser, DNA-profiler eller computere. Alt det er godt nok, underholdende om end en smule langtrukkent.

Romanens ambition rækker imidlertid videre. Den vil skildre det tidehverv, hvor dogmatisk nedarvet ”viden” og overtro blev afløst af rationel videnskab, eksperimenter og kildekritik. Og den vil især overveje historikerens problem – det er Hortens fag, og nu skal han selv skrive historie. Men hvad er sandhed, hvad er en altid omtvistelig fortolkning? Kurt Aust slipper hæderligt også fra de overvejelser, men det kan forekomme, at han lægger sig lovlig tæt op ad Ian Pears' forrygende roman ”Vejskiltets modbevis”, der har samme emne, men unægtelig kommer nogle spadestik dybere ned.

Kurt Aust har skrevet og udgivet sin skrøne på norsk. Han er imidlertid født og opvokset i Danmark, og han har selv (under sit oprindelige navn) gendigtet romanen på dansk. Man kan så tvistes om, hvorvidt det er en dansk originaltekst. Det er ligegyldigt. Resultatet er en gedigen, lidt for lang historie, der kan anbefales både krimi entusiaster og historisk interesserede læsere med god tid.