![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Nevada Barr: Mørkt fald. Oversat af Erik Juul Clausen efter “Blind Descent” (1998). Forlaget Rosenkilde 2000. 308 sider, 228 kr. |
||||||
|
Nevada Barr introduceres på dansk med en sen roman i hendes serie om Anna Pigeon, der arbejder som “ranger” i en naturpark. Stillingsbetegnelsen dækker over et mix af naturvejleder, geolog, miljøinspektør og opsynsmand. Anna kaldes til New Mexico, hvor et kompleks af dybtliggende drypstenshuler er opdaget. Udforskningen er en farlig sag. Mørket gemmer dybe kløfter, ustabile stenskred, isnende vandløb og knivskarpe stalagmitter og stalaktitter. Samtidig er den underjordiske rejse en enestående smuk oplevelse. Lygterne fanger bjergkrystallernes vidunderlige farver og drypstenenes fantastiske former. Og endelig er det et totalt sårbart miljø. Der er intet økosystem til at opfange og nedbryde forurening - menneskers indtrængen kan hurtigt gøre ende på det, som naturen har opbygget gennem millioner af år. Annas veninde Frieda er ramt af en alvorlig ulykke under udforskningen af hulernes fjerneste forgreninger. Det er en kompliceret opgave at hente hende de mange kilometer tilbage til jordens overflade. Anna skal - trods sin tilbøjelighed til klaustrofobi - deltage i redningsaktionen. Hun når frem til Frieda og det øvrige hold, og Frieda får i et øjebliks klarhed hvisket gennem morfintågerne, at det ikke var en ulykke, men et drabsforsøg. Anna tror, det er feberfantasier. Indtil det næste uheld faktisk slår Frieda ihjel - kun Anna ser det spor, der afslører, at heller ikke her var der tale om en ulykke. Krimiintrigen er koncis og velkalkuleret, et plot, som forudsætter netop de miljøholdninger og den videnskabelige nysgerrighed, som forenede Frieda og Anna. Det er fint nok - men endnu mere spændende er beskrivelsen af den moderne “Rejse til jordens indre”. Kortlægning af nogle af de sidste hvide pletter på klodens landkort. Endnu et eksempel på, hvad krimigenren i hænderne på en brillant forfatter kan bruges til. En original, totalt fascinerende roman. Læs den!
|
||||||