Marianne Berglund: Den förlista. Wahlström & Widstrand (Stockholm) 2001. 425 sider. Ca. 294 sv. kr.

Marianne Berglund fortæller tre dystre historier fra en større svensk provinsby:

Kriminalkommissær Eva-Britt Bixe skal opklare mordet på en læge, der ved nattetid blev stukket ned uden for sin gadedør. Han var en næsten anonym mand, fraskilt, uden konturer og uden venner. Men stykkevis får politifolkene alligevel afdækket adskillige mulige grunde til at slå ham ihjel.

En bilforhandler - hvis navn først røbes i romanens sidste del - blev tilfældigt vidne til udåden. Han går ikke til myndighederne med sin viden, men beslutter i stedet selv at formidle “retfærdigheden”. Og det ender naturligvis aldeles galt.

Endelig er der anslaget til en trist beretning om den unge kriminalassistent Katrin, der er udsat for sin brutale ægtefælles vold - eller måske er afhængig af den.

Det bedste i romanen er det nuancerede portræt af Eva-Britt. En fraskilt kvinde på 53 år, der kun har beskeden kontakt med sine to børn, og som har endog meget svært ved at forlige sig med overgangen til den sidste voksenalder. Den faglige kompetence, som hun må besidde, vises desværre kun sporadisk, men der er dog i den første lange del af opklaringsarbejdet gode tilløb til klassisk politiroman. Siden beror for meget på Eva Britts drømme og tilfældige associationer, for lidt på reelt politiarbejde. Eva Britt ser på et tidspunkt sig selv som en blodtørstig ulv, der vädrade dolda sanninger att sätta tänderna i. Det havde man gerne læst mere om.

Løbende gengives bilforhandlerens overvejelser. Her overbeviser psykologien ikke. Læseren forstår, at han styres af en tragisk tidligere oplevelse, der kan forklare hans neurotiske adfærd. Der er imidlertid et langt skridt derfra til den psykopati, han efterhånden lægger for dagen, kulminerende i et mord, som han måske, måske ikke begår.

Romanen er skrevet godt, men den vil for meget. Omfanget vokser monstrøst på bekostning af den spænding, som etableres godt i første tredjedel. Adskillige inferiøre forløb trækker i samme retning. En smule humor og en kraftig beskæring, der koncentrerede historien til opklaringen af drabet på lægen, kunne have gjort Marianne Berglunds genredebut til en god krimi. Nu er det en lidt deprimerende, ikke ganske overbevisende skildring af grå, meget grå, hverdag blandt mennesker, der ikke har styr på deres eget liv, og som antagelig aldrig vil få det.