Lawrence Block: En lang række døde mænd. Oversat af Kirsten Nielsen efter “A Long Line of Dead Men” (1994). Klim 1997. 329 sider, 325 kr.

Den 4. maj 1961 samlede en ældre herre 30 lovende unge mænd til en middag i New York. Han retablerede dermed “31-mands klubben”, hvis ene formål er én gang årligt at spise sammen og at mindes dem, der er døde siden klubbens start. Markere hinandens fremskridt på den lange vej mod graven. Den længstlevende skal - formentlig godt inde i næste århundrede - på ny danne en klub. Akkurat som den gamle herre, der var den sidste fra den klub, der begyndte i 1899. Den aften i 1961 læste han så 30 navne op - navnene på en lang række døde mænd. Og brændte derpå listen. Alt har en ende.

I 1993 er der kun 14 tilbage. De ca. 60 år gamle medlemmer har 17 navne at remse op, og den række døde mænd er selvsagt for lang. Matt Scudder engageres til at finde ud af, hvad der egentlig foregår. Det igangsætter en længe lidt udsigtsløs undersøgelse, der til sidst eksploderer i et mildt sagt overraskende resultat. En vigtig rolle spiller granitvæggen i Washington med navnene på de 50.000 unge amerikanere, der faldt i Vietnam - endnu en lang række døde mænd.

Matt befinder sig fortsat bedst i den nederste del af hierarkiet, men der er ikke skyggen af social satire i beskrivelsen af klubmedlemmernes velsituerede overklassemiljø. Til gengæld må han indkassere et voldsomt hug for sin efterhånden lidt frelste holdning som tørlagt alkoholiker. Romanen slutter med en uforudset variant af den selvtægtsløsning, der er ved at blive et kendemærke for Scudder-serien.

Et fængslende plot, måske lidt mindre efterforskning end ellers hos Block. Hele tiden sker noget uventet og alligevel selvfølgeligt. Ubændig livsvilje, der uden fatalisme er kombineret med en sober bevidsthed om, at vi alle er dødelige, og alle nedstammer fra en lang række døde mennesker.

Anbefales! Den kan vise sig at være årets mest vedkommende prædiken.