Christopher Brookmyre: I nattens mulm en skønne dag. Oversat af Søren K. Barsøe efter “One Fine Day in the Middle of the Night” (1999). Klim 2001. 294 s. 298 kr.

I skolen var Gavin Hutchison blot en ligegyldig lille blegfis, knap nok værd at tæve. Men han blev en stor mand i turistbranchen, om end hans seneste ide formentlig er ren galimatias. Han er i gang med at ombygge en udrangeret olieplatform til et ferieparadis med luksuøse hoteller, forlystelser af enhver art, lækre butikker etc. Alt er garanteret britisk, så når platformen først forankres ud for Afrikas vestkyst, kan gæsterne nyde klima og godt vejr uden at risikere fremmed mad, fauna og skikke. Usandsynligt grufuldt. En krydsning af Folkeferie og etnisk udrensning.

Foreløbig ligger “Floating Island Paradise Resort” dog halvt færdigmonteret ved den skotske kyst, medens byggeudgifterne til de amerikanske investorers fortvivlelse sprænger alle budgetter. Som et PR-projekt inviterer Hutchison sin gamle skoleklasse til 15-års jubilæums-træf i det kommende paradis - og de par stykker, han ville springe over, sørger hans forsømte hustru for at få med. Samtidig tilrettelægger en bande tungt bevæbnede kriminelle et angreb på platformen. Måske tror de fejlagtigt, at der er tale om housewarming for stenrige overklasseløg, som vil være oplagte ofre for effektiv pengeafpresning. Eller også har de endnu mere skumle planer.

Brookmyre er mildt sagt en usædvanlig forfatter. Han kan suverænt skrue et mangebundet plot sammen, og han mestrer til fulde forrygende action. Han kan også med skarp psykologisk præcision formidle “kammeraternes gensyn”, hvor de mellemliggende års fiaskoer og succeser tørner sammen med aldrig forløste traumer fra barndom og ungdom. Alt det serveres med stribevis af kulsorte vitser, så læsere fornøjet griner sig igennem også de lidt langstrakte passager i indledningen, hvor de mange aktører skal præsenteres. Snurrige associationer veksler med aktuelle hints (en del desværre uforståelige for os, der ikke i det daglige følger britisk politik, TV og showbusiness, men alle kan dog være med, f. eks. når en medarbejder fra et filmselskab forklarer, hvorfor helten i en B-film nødvendigvis skal såres af et skud, der rammer skulder eller overarm).

Endelig kan Brookmyre ikke beherske sin hang til det ulækre og uhumske. Der er rigeligt med bræk, afrevne lemmer og sjaskende blod (pureret legionær) - det er ikke for folk, der lægger vægt på god smag (eller smag overhovedet).

Med det forbehold er det kun at konstatere, at Brookmyre nok en gang har skrevet en forrygende historie med et intelligent plot og masser af fremragende underholdning. Jeg kunne godt lide den bog. Festlig. Jeg vover et: Anbefales!