Christopher Brookmyre: Murphys lov. Oversat af Klavs Brøndum efter “Quite Ugly One Morning” (1996). Klim 1998. 233 sider, 285 kr.

Brookmyre vandt de britiske krimiforfatteres debutantpris og manifesterede sig dermed som den fremmeste blandt “de unge, vilde”. Romanen er en skæv blanding af syg livslede og veloplagt, vittig kritik af Thatcherismen.

Indledningen skildrer fundet af den døde dr. Ponsonby - hvor reverenter talt bræk og lort får rigelig plads. Vi møder også hans drabsmand, lejemorderen Darren, der romanen igennem successive lemlæstes - mister først et par fingre, så en hånd etc. Hvad der kan gå galt, går galt, som Murphy forudsagde. Nogle har fundet det morsomt, men det er i så fald snarere uhumsk humor end sort humor. Muligvis en helt ny kategori: Stand-Up-Splatter.

Sideløbende opruller journalisten Jack Parlabane romanens plot, uden at det dog forklares tilfredsstillende, hvorledes han overhovedet fanger færten. Det viser sig at handle om mana-gementkulturens indtog i sygehusverdenen. Som alle andre europæiske lande har England et hastigt voksende problem med udgifterne til sundhedssektoren, især på grund af et stigende antal plejekrævende, meget gamle patienter. Recepten er enkel: Træk lægerne ud af ledelsen og erstat dem med ferme forretningsfolk, der ved, hvorledes bundlinien renses for røde tal. Så er der lys for enden af tunnelen. Men måske er lyset - som Murphy hævdede i en anden aforisme - forlygterne på et modkørende tog.

Ingenlunde en uinteressant oplevelse. Svælgen i uhumskheder, blandet med begavet og præcis satire. Værd at tage fat på, men husk at vaske hænder efter endt læsning!