Ken Bruen: Styrken. Oversat af Torben Nilsson efter ”The Guards” (2001). Klim 2008. 304 sider, 299 kr.

Historien fortælles af hovedpersonen, Jack Taylor, der blev hældt ud af den irske politistyrke, da han (med god grund) slog en fremtrædende politiker ned. Nu lever Jack so oder so som privatdetektiv i Galway – han siges at være god til ”at finde ting og afsløre sammenhænge”, men et kontor har han aldrig etableret, og den foreliggende historie overbeviser ikke om Jacks evner. Det er rammende ironi, når han et sted citerer en replik fra Ed McBain: Hvornår har en privatdetektiv opklaret en forbrydelse? Aldrig.

I stedet handler det om alkohol. Jack er det meste af døgnet middelsvært eller svært beruset. Han indbringes på skadestuen, tvangsindlægges en kort tid på en psykiatrisk afdeling eller falder hen i blackout med efterfølgende hukommelsestab. Det er derfor til at forudse, at han ikke kan stille meget op, da han engageres af en deprimeret mor, hvis teenagedatter har begået selvmord. Moderen tror, at datteren blev myrdet, og det tror Jack også, da han ved en bekendts hjælp kommer lidt ind i sagen. Men det skal jo lige bevises. Eller vil Jack og en drukven mon klare ærterne selv?

Der er ikke mange lysglimt i den mørke fortælling, men mængder at svig, vold og brat ond død. Ken Buren byder på den særegne variant af poesi, som nogle finder i alkoholtågerne. Adskille anmeldere hæftede sig ved ”melankolien” – for nærværende læser er den betegnelse ikke træffende. Snarere kan man tale om depression (eller enkelte steder om sentimentalitet). Jack piver imidlertid ikke, han afleverer i stedet sort humoristiske sentenser og læssevis af citater, både af den højpandede art og fra uprætentiøse krimier.

Hvis det mix lyder tiltalende, er der meget at komme efter. Søger man en regelret krimi med intelligent efterforskning og logisk opklaring, bliver man skuffet.