![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Gianrico Carofiglio: Med lukkede øjne. Oversat af Annemette Fogh efter ”Ad occhi chiuso” (2003). Hr. Ferdinand 2009. 214 sider. 299 kr. |
||||||
|
Guido Guerriere er advokat i den syditalienske by Bari. En midaldrende mand med mod nok til at påtage sig en sag for unge Martina, der anklager sin tidligere kæreste for voldtægt og grov chikane. Problemet er, at ekskæresten er søn af en magtfuld dommer – altså hører til i det lag, som man ikke sagsøger ustraffet, i al fald ikke syd for Eboli. Romanen er ganske dyster (og slutningen ligefrem skræmmende), men historien formidles med fin melankolsk humor. Guerriere er et charmerende bekendtskab. En livsnyder, men også en mand med principper. Han er kæk i replikken og opfinder gerne på stedet bizzare historier, når nogen trætter ham med rent vrøvl. Som når en new age-discipel begynder at udbrede sig om sine oplevelser med tibetansk inspireret meditation – og han trumfer ved at fortæller om druidisk astrologi. Den får ikke for lidt! Det italienske provinsmiljø skildres fremragende, både byen og dens sociale klima, og personerne er overbevisende, ikke mindst den mystiske nonne Claudia, som driver et kvindecenter, hvor Martina søger tilflugt. Der er overraskelser i vente, både til Guerriere og til de folk, der trodser søster Claudia eller angriber en af hendes protegeer. En spændende, underfundig og underholdende roman. Desværre oversat til et lidt tungt og fumlende dansk, men trods det værd at læse. ”Med lukkede øjne” var med god grund en af de fem kandidater, som Det danske Kriminalakademi nominerede til årets Palle Rosenkrantz-pris. Anbefales. |
||||||