Caleb Carr: Mørkets engel. Oversat af Hernrik Stamer Hedin efter “The Angel of Darkness” (1997). Klim 2000. 629 sider, 445 kr.

For anden gang beretter Carr om psykiateren Lazlo Kreizler og hans få venner i New York sidst i 1890’erne. USA er blevet en magtfuld stat i lømmelalderen, endnu uvidende om sine egne kræfter. Nye ideer trænger sig på - Kreizler repræsenterer nogle af de gode, men der er ikke megen klangbund for psykologisk forståelse af outsidere i et puritansk og bigot samfund, der forsvarer og fastholder sine fordomme.

Carrs første roman - Sindssygelægen - var aldeles overrumplende. Fortjent indkasserede Carr en række udmærkelser, også Det Danske Kriminalakademis Rosenkrantz-pris i 1998. Her arbejdede Kreizler sammen med Theodore Roosevelt, der dengang som politidirektør forsøgte at udvikle New Yorks korrumperede korps til et moderne politi. Roosevelt er nu avanceret til marineminister, så han kan lykkeligvis sende et slagskib til undsætning, da Kreizlers tapre ska-re bliver klemt af ondskabsfulde gadebander. Det er ved at være for meget af det gode!

Plottet drejer sig om den ondskabsfulde Libby Hatch, der er kendt for at tage sig af småbørn. Kreizler indser, at Libby vil leve op til kvindens naturlige kald, nemlig moderskabet. Men småbørnene vil ikke lege med, og så dræber hun dem. Hun er dygtig til at dække sporene - og effektiv til at samle forbundsfæller, spændende fra milliardæren Vanderbilt til bærmen blandt slummets bander af forældreløse, halvstore drenge. Da det kommer til en retssag, engageres en helt ung Clarence Darrow til hendes forsvar, og han spiller dygtigt på nævningernes overbevisning om det utilstedelige i at forestille sig, at en kvindes forhold til børn kan være andet end sundt og omsorgsfuldt. Kun ved et trick, der har karakter af afpresning, lykkes det at knække Libby. Tror de, for hun har som altid en overraskelse i baghånden.

Darrow repræsenterer nogle af de dårlige ideer i det kommende århundrede: En ny slags jura. Retssager, hvor det ikke er forbrydere, men ofre og vidner, der er under anklage, hvor en mor-der ses som “en kvinde” og ikke som et individ. … vi havner i en skyggeverden, hvor jurister-ne udnytter gennemsnitsborgerens uvidenhed til at manipulere med retfærdigheden, som præsterne gjorde det i middelalderen. - Lidt af en svada, når man husker, at netop virkelighedens Clarence Darrow har været forbillede for kriminallitteraturens lange række sagfører-helte, fra Perry Mason og fremover.

Romanens grundtema er de kvindelige rollemodellers paradoks. Små piger får at vide, at de tilhører det fredelige, omsorgsfulde køn. De får ikke lov til at give afløb for deres følelser af vrede og aggression … Og samtidig hører de alle mulige historier fra de forskelligste kilder om grusomme gudinder og lunefulde dronninger, hvis skaberkraft eller herskermagt netop gør det muligt for dem at hengive sig til raseri, hævn og udslettelse. Carr væver omhyggeligt sin fiktion ind i den historiske virkelighed. Den tredjedel af bogen, hvor Kreizler og Darrow krydser klinger, er den sjældne rene spænding. Meget bedre kan det ikke gøres. Romanen i øvrigt er sej at komme igennem. Plottet er (trods adskillige sidehandlinger) ikke stort nok til at fylde tre gange en almindelig krimi, især ikke når det mere tjener som afsæt for Carrs kulturhistoriske og antropologiske forelæsninger end som drivkraft i en effektiv efterforskning.