John le Carré: Single og Single (1999). Oversat af Ib Christiansen. Forum 1999. 329 sider, 298 kr.

Dick Francis: I skudlinjen. Oversat af Hanne Tang efter “10-lb Penalty” (1997). Forum 1999. 222 sider, 288 kr.

Generationskløften er et klassisk romantema. I de seneste tiår har døtrene nok været i centrum: Stillingskrigen mellem den unge pige og den mindre frigjorte mor, eller datterens - lejlighedsvis betændte - forhold til faderen. Relationen mellem far og søn har en tid været i baggrunden. Den er imidlertid emnet i to romaner på dansk i foråret 1999, skrevet af promi-nente britiske spændingsforfattere, der repræsenterer hver sit yderpunkt inden for genren, og som begge har arbejdet med netop det tema i en række tidligere værker.

Dick Francis har i sine efterhånden 37 bind næsten undtagelsesfrit skildret enlige mænd (ungkarle, fraskilte eller enkemænd), ofte mænd med en problematisk relation til faderen. At en aldrende eller syg far føler en vis uvilje mod en rask, voksen søn er noget, der går igen overalt, hed det allerede i “Med døden som indsats” (“Bonecrack” 1971). Francis har vendt og drejet konkurrencemomentet, aggressionerne mellem den gamle han og den unge mand - og begges manglende evne til at sætte ord på følelser, at vise og gengælde kærlighed. I 1997 er hovedpersonen og fortælleren den helt unge Ben Juliard. Bens mor døde umiddelbart efter hans fødsel. Juliard père har sørget for sønnens opvækst, men har ikke haft megen kontakt med ham. Nu er senior på vej i en politisk karriere, og så får han brug for rollen som enkemand og far - det går ikke an, at en parlamentskandidat på hen ved 40 år fremstår som uforpligtet ungkarl. Romanen handler om, hvorledes de to successive opnår en varm kontakt, og hvordan Ben heldigt redder faderen fra morderiske anslag, som politiske modstandere retter imod ham.

Le Carré har sit forfatterskab igennem belyst de traumer, som forræderens søn må bære på. Den foreliggende roman handler ikke om spionage, men om regulær kriminalitet. Single senior driver med svimlende succes en advokatforretning i London. Han leverer adgang til de bedste juridiske smuthuller, ulovlig rigdom kan købe. Forretningerne omfatter hvidvaskning af de fortjenester, den russiske mafia henter, først på illegalt salg af skrot, olie og blodplasma, men snart også narko. Det blev for meget for sønnen og juniorpartneren. Han kontaktede det britiske bagmandspoliti - og har nu levet nogle år under et falsk navn. Så spidser tingene til, faderen forsvinder, den Smileylignende politimand er på banen igen, og sønnen hentes frem af glemslen. Han skal rydde op - men måske er det vigtigere for ham at redde faderen ud af suppedasen. Med andre ord: Den klassiske historie om drengen, der søger sin far, og om konflikten mellem det personlige engagement og den officielle opgave.

De to forfattere har til fælles, at de er de hidtil eneste, der har skrevet en roman, som både vandt den britiske Crime Writers’ Association’s “Golden Dagger” og den amerikanske Mystery Writers’ “Edgar” (“Spionen, der kom ind fra kulden” 1963 og 1965, rsp. “Om kap med døden” 1979 og 1981). Begge tilhører den gamle garde: Francis er født i 1920, le Carré i 1931. Deres bøger er helt forskellige. Francis skriver kort, skarpt og kontant - hurtigt læst, effektiv prosa. Le Carré er drævende, hans dialoger udtrykker tit mest i det, der ikke siges, og læseren får undervejs brug for adskillige fordøjelsespauser. Francis’ humor udmøntes i barske aforismer, le Carrés kommer til udtryk i omhyggeligt opbyggede, absurde scener, berettet uden den mindste trækning ved læberne. Francis’ hovedpersoner har en overdosis af det, han i årets roman kalder “krigergenet”, le Carrés sofistikerede helte slæber i den terminologi snarere på for meget af “tabergenet”. Francis’ ambition rækker ikke videre end den rene underholdning, le Carré er mere prætentiøs (lejlighedsvis ligefrem pompøs).

Årets bøger er i begge forfatterskaber blandt de svageste: Det er ikke tilfredsstillende, at Single seniors hemmelighed viser sig slet ikke at være nogen hemmelighed. Det er heller ikke troværdigt, at det britiske politi i finalen brager ind i det georgiske mareridt med en aktion, der mod alle odds redder far og søn. Tilsvarende glipper Francis’ ellers usentimentale greb, når han skal skildre en kærlig og positiv relation mellem søn og far - det nærmer sig det vamle. Det er også problematisk at gøre en helt ung mand til fortæller. Der sniger sig en umoden naivitet ind, i takt med at det sproglige udtryk i passager tangerer drengebogen.

Selvfølgelig rangerer halvgode romaner på le Carrés og Francis’ niveau over genrens gennemsnit. Og man kan have en fornemmelse af, at de aktuelle bøger rummer mere personligt stof end tidligere, bedre værker. Det er for de forfaldne to gode grunde til også at kaste sig over årets romaner. Men de er ikke de første, man vil anbefale nye læsere.