Michael Chabon: Det jiddische politiforbund. Oversat af Svend Ranild efter ”The Yiddish Policemen’s Union” (2007). Borgen 2007. 446 sider, 300 kr.

Kontrafaktisk historieskrivning er et af disse års modefænomener. Der kan afdækkes interessante nye vinkler, hvis man begynder at spekulere over alternative muligheder. Hvad nu, hvis Napoleon havde vundet ved Waterloo? Hvis Robert Kennedy ikke var blevet myrdet? Etc.

Chabon har som yderste ramme for sin roman valgt en sådan fantasi. Forsvaret af Jerusalem brød sammen i 1948, og jøderne blev dræbt eller drevet på flugt. Der var ikke mere noget Israel som mål for de mange jøder, der var strandet rundt omkring i kølvandet på anden verdenskrig. Under indtrykket af den tragedie (og inspireret af det, der netop var afsløret om holocausts rædsler) tog kongressen i Washington en heroisk beslutning. Et større område i Alaska blev for 60 år udlagt som autonomt føderalt distrikt, et fristed for jøder, der kunne slå sig ned og selv på demokratisk vis opbygge et jødisk samfund. Den 1. januar 2008 skulle distriktet tilbageføres til delstaten, og amerikanske love og institutioner skulle genindføres.

Det er blevet et interessant tankeeksperiment, belysende også for adskillige aktuelle problemstillinger. Chabon skildrer området som en kakofoni af sprog (jiddisch, hebraisk, amerikansk, og alle de østeuropæiske sprog, som de forskellige immigranter bragte med sig). Et kaotisk kultursammenstød, spændende fra moderne livsformer til zionistiske drømme om en Messias, der vil lede sit folk tilbage til det forjættede land og generobre det. Næste år i Jerusalem …

Tiden er ved at løbe ud, for romanens historie udspiller sig i november 2007. Det er uvist, hvor mange af beboerne, der vil kunne blive boende, og hvor mange, der skal ud i en ny diaspora. Det er svært at gennemskue, hvad de amerikanske myndigheder har for planer – der er jo nye hensyn, måske også olieinteresser, der skal tilgodeses. Kriminalbetjent Meyer Landsman véd f. eks. ikke, om han stadig har et job om et par måneder, men han er egentlig ligeglad. Hans karriere og hans private tilværelse ligger mere eller mindre i ruiner, og det hele bliver kun vanskeligere af, at hans fraskilte kone er udnævnt til kriminalchef i disse sidste måneder af det føderale distrikts eksistens. Der skal ryddes op, uopklarede sager skal henlægges, og nye sager er ikke velkomne. Det får Landsman at føle, da han kaldes til et drab – en mand, der er skudt, tilsyneladende midt i et skakspil.

Landsman bider sig fast, og dermed indledes en nærmest absurd rundtur i distriktet. Langsomt opklares den dræbtes sande identitet, hans mulige status som den messianske figur, som nogle ville føre frem i et desperat forsøg på at holde på magten – i distriktet eller i en væbnet aktion mod det islamiske Palæstina. I al fald havde den dræbte for mange år siden ry for at udføre mirakler, men mirakler er ikke velkomne alle steder!

Som krimi er det ikke meget bevendt. Romanen slutter ganske vist med at navngive drabsmanden – og dermed også at give en mulig forklaring på Landsmans søsters mystiske død nogen tid tidligere. Men det fortoner sig, hvordan Landsman og hans få medkæmpere når den indsigt – eller det drukner muligvis i sidehandlinger, associationer og filosofiske overvejelser.

Til gengæld fanges læseren effektivt ind i forfatterens tankespind. Historien (eller snarere historierne) er fortalt med en nærmest euforiserende magi, lidt som et mareridt, der stadig toner over i nye, uigennemskuelige kombinationer. Sproget er fedt, stærkt – og med de mange jiddische og hebraiske fremmedord lejlighedsvis uforståeligt. Læsningen må hyppigt afbrydes for at få vejret igen. Man distraheres konstant, også af kontrafaktiske sidebemærkninger som f. eks. påstanden om, at Berlin i 1946 blev udslettet af en atombombe. Hvad det medførte og kom til at betyde oplyses ikke.

Det er noget af en udfordring at foretrække enkle forklaringer i en verden fuld af jøder, hedder det mod slutningen. Og ”enkle forklaringer” får man så sandelig heller ikke!

Værd at prøve kræfter med.