Michael Connelly: Nattens konger. Oversat af Søren K. Barsøe efter ”Lost Light” (2003). Klim 2006. 279 sider, 299 kr.

Det begyndte for fire år siden. En excentrisk instruktør insisterede på, at der skulle anvendes ægte dollarsedler til en scene i hans film, og følgelig ankom to millioner i kontanter til studiet – skarpt overvåget af bankens sikkerhedstjeneste og af folk fra Los Angeles’ politi. Alligevel gik det galt. Et vel orkestreret røveri, der efterlod flere dræbte og sårede. Og måske var der en forbindelse til mordet et par dage før på en ung kvinde, der arbejdede for filmselskabet. Harry Bosch var i begyndelsen med i efterforskningen af den drabssag, og han er aldrig kommet sig over den. Han fornemmede, at den døde kvindes hænder var rakt ud netop imod ham. Sagen gik over til drabsafdelingen, men den blev aldrig opklaret. De to kriminalfolk, der stod for den, kom uheldigt i klemme ved et tilfældigt (?) røveri på en café – den ene blev dræbt, den anden totalt invalideret. Og sagen døde lige så stille.

I forrige bind af Conellys saga om Boschs bedrifter opgav han efter en menneskealders tjeneste jobbet i politiet. Han er nu pensionist og privatmand, man han har ikke glemt den dræbte kvindes hænder, og da den invaliderede kollega, der har fået dele af sin hukommelse tilbage, fortæller om et upåagtet spor – en pengeseddel fra røveriet, der dukkede op et helt forkert sted – går han i gang. Kun for at erfare, at den FBI-agent, der havde fundet den vildfarne pengeseddel, umiddelbart efter forsvandt sporløst.

Der er noget, der var betændt allerede dengang, og det er endnu mere giftig nu, fordi den særlige anti-terrorenhed har mistanke om, at der er en sammenhæng mellem det, som skete for de fire år siden, og opbygningen af en terrorcelle. Det er folk med vidtgående beføjelser, og de tøver ikke med at udnytte dem. Ingen afdanket ex-strømer skal skabe problemer på deres revir, og når Bosch ikke vil høre, kommer han til at føle. Et par fortidige mord og et røveri tæller lidet ved siden af de nationale sikkerhedsopgaver, som nu har højeste prioritet.

Connelly har som altid konstrueret et fabelagtigt plot, hvor næsten alle personer og begivenheder skal drejes flere gange, før sammenhængen kan gennemskues. Spændingen er høj, stemningen mørk. Man skulle ikke tro, at Bosch havde flere illusioner at miste, men han kommer også denne gang til at sætte nogle over styr. Især hans sammenstød med de kyniske folk fra antiterror-enheden er isnende læsning. Jeg véd ikke lige, hvad målet skulle hellige, men de tog en del midler i brug, forklarer han med en karakteristisk underdrivelse. Og så er han naturligvis lige så røget, som de er spegede. Det er nyttig læsning i en stund, hvor det også i Danmark overvejes at udstyre politiet med beføjelser hinsides den kontrol, vi har været vante ved som en nødvendig del af en retsstat. Alle dem, der er derude for at bekæmpe uhyrerne i vores samfund, skal passe noget så helvedes godt på ikke at ende som uhyrer selv, citerer Bosch efter hukommelsen en gammel filosof. Antiterrorfolkene passer ikke på. Og måske passede de betroede bankfolk dengang heller ikke på. Og hvordan var det egentlig med de politifolk, der var med i efterforskningen?

De tidligere romaner om Bosch var skrevet i neutral forfatterprosa, nu er han ikke repræsentant for et korps, og så fortæller han selv. Læseren kommer tæt på denne fortvivlede mand, der hver gang tager de dødes parti, som uanset omkostningerne går planken ud, og som nu endda løber uden halsbånd. Det er barske løjer, så man under ham fuldt ud den smukke overraskelse, der venter ham i epilogen. Lidt sentimental måske, men der må dog være grænser for sortsynet.

En oplevelse.

Anbefales.