Michael Connelly: Vildfaren måne. Oversat af Søren K. Barsøe efter ”Void Moon” (2000). Klim 2005. 313 sider, 299 kr.

Connelly kendes for serien om den uregerlige politimand Harry Bosch. Det er fremragende krimier, som borer ubarmhjertigt i øjeblikkets amerikanske traumer.

Denne gang er det en fritstående thriller. En gangsterhistorie med mange komplikationer, hvor dystre hemmeligheder fra fortiden langsomt afdækkes, medens de får stadig mere uhyrlige konsekvenser i nutiden. Hovedpersonen er den smukke Cassie Black. Hun er nu 32 år, hun er prøveløsladt efter en dom for sin deltagelse i en række dristige hoteltyverier i Las Vegas, og hun er træt af det tilsyn, hun fortsat er undergivet. Hun vil bryde ud, og det kræver, at hun skaffer en masse penge. Det kan lykkes, hvis hun udfører blot ét kup mere, et tilsyneladende umuligt tyveri fra en storspiller, der logerer i netop det hotel, hvor hendes sidste forbrydelse endte i en katastrofe.

Romanens første tredjedel fortæller om hendes forberedelser, ikke mindst anskaffelsen og installationen af det avancerede elektroniske udstyr, der skal til. Så er Cassie ved målet, og derpå går alt det, der kan gå galt, naturligvis helt ad helvede til. Ikke mindst, da det går op for Cassie og hendes bagmand, hvad det egentlig er, de har stjålet.

Næste tredjedel præsenterer kasinoets privatdetektiv Jack Karch. Han har intelligensen til hurtigt at komme på sporet af Cassie, trænge igennem de mange lag af anonymitet, der skulle beskytte hende og bagmanden – og så slå til. Karch er den effektive psykopat. Menneskeliv betyder intet for ham. Sporene skal slettes, og overlevende vidner er farlige ”løse ender”. Sådanne efterlader han ikke, og det koster i romanens løb syv-otte menneskeliv.

Sidste tredjedel er naturligvis helliget mødet mellem de to. Et hæsblæsende opgør, hvor ingen af dem giver ved dørene.

Det hele er neglebidende spændende. Connelly kan sit kram, han tegner sine personer helt overbevisende, og han skaber et rum om dem og en sammenhæng bag dem, som gør den fantasifulde skrøne sand. Nogle afgørende punkter er i den kolde eftertanke et godt stykke på den forkerte side af sentimentaliteten, men det opdager man ikke, medens historien kører derudad med speederen i bund.

Bagefter følger tømmermændene.  Der er ingen person i romanen, som man ville bryde sig om at møde i virkeligheden. Gangstere, der troløst bedrager hinanden, myrder brutalt uden den mindste tøven. Penge er det eneste, der tæller. Cassie har bevaret evnen til at føle anger, og hun har mere at miste end Karch (og større tab at bære på), men det gør hende ikke sympatisk. Et bedærvet miljø, hvor kynisme og skinbarlig ondskab fortrænger ethvert tilløb til personligt engagement hos læseren.

Fejende flot. Krævende, men absolut læseværdig. Og uden afsluttende bonus.