Robert Crais: L. A. Requiem. Oversat af Vibeke Houstrup efter “L. A. Requiem” (1999). Lindhardt & Ringhof 2000. 439 sider, 198 kr.

Paul Thomas: Snefald. Oversat af Edmondt Jensen efter “Inside Dope” (1995). Bogfabrikken 2000. 238 sider, 295 kr.

To romaner, der har en del til fælles:

Det er bragende spændende, voldsomme historier. Kulsort action og kontant afregning. Begge har en tidligere politimand som hovedperson.

Robert Crais skriver om Joe Pike, der nu ernærer sig som privatdetektiv. Han måtte forlade korpset, fordi kollegerne troede, han havde skudt sin makker, blot for at hindre makkeren i at tæve en mistænkt pædofil til døde. Så enkel er sandheden naturligvis ikke, men Pike holdt den tilbage af hensyn til makkerens enke og barn. - Det er som ven, Pike sammen med sin partner, Elvis Cole, engageres til at kontrollere politiets arbejde, da en forretningsmatadors datter er blevet dræbt. Endnu ét af en række drab, politiet hemmeligt betragter som seriemord. Den sandhed finder Cole frem til, og Pike sikrer registreringen af tekniske spor, som ellers var blevet overset. Politiet fremturer imidlertid med forkerte teorier, og det koster adskillige men-neskeliv, før Pike og Cole får tingene på plads.

Paul Thomas fortæller om Duane Ricketts, der af ukendte årsager blev hældt ud af politistyrken i Auckland. Han er nu - som flere andre - på jagt efter et større parti kokain, som blev smuglet ind og skjult for 12 år siden af en gangster, der aldrig kunne vende tilbage til gemmestedet, og som siden er dræbt i et fængsel i Thailand. Også her slås mennesker ihjel på stribe (syv mord med fire forskellige mordere!), inden vor helt når frem til bagmanden. Medens han dog selv redder en mindre del af formuen til et mere luksuøst liv. Og samtidig holder sin aftale med den døde gangster om at sikre datterens fremtid. Det sidste kræver, at en temmelig grim medskyldig går fri.

Pike uden et smil med stærke blå øjne bag solbrillerne, iskold og totalt hårdfør. Ricketts med en barsk vits på læberne, men smilet når ikke øjnene. Det er mænds verden, kvinder kan være til kortvarig glæde, men de står ikke distancen. Det bliver så til et beskedent savn, som kan overkommes i gensidig tavshed over en drink med en ven. Mandehørm, der kan skæres i skiver - her havde John Wayne lignet en blegnæbbet børnehavepædagog! Pike & Ricketts ville ikke drømme om at søge krisehjælp eller at gå i terapi. Problemet er måske, at læseren bliver overbevist om deres behov for netop sådanne foranstaltninger.

Enfin - emnet er vold, og historierne er spændende. Man lægger ikke sådan en bog fra sig på halvvejen. Eftersmagen er til gengæld ubehagelig: Brat og voldsom død leveret en gros, ofrene reduceret til rekvisitter. Det gælder effekten, der er ingen eftertanke eller distraherende følelser. Ingen anger - kun kynisme langt hinsides det afstumpede. Indblik i en verden, som forhåbentlig kun eksisterer i bestsellerproducenternes fantasi, når de spekulerer i muligheden for efterfølgende at udmønte det hele i frastødende TV-serier.