James Crumley: Det sidste land. Oversat af Søren K. Barsøe efter ”The Final Country” (2001). Klim 2003. 293 sider, 298 kr.

Crumley har sin egen tone. En dunkel, vildtvoksende poesi – mareridt og romantisk drøm på samme tid. I hans sjette roman på dansk er hovedpersonen nok en gang Milo Milodragovitch, der nu er en hårdfør 60-årig detektiv. Han er på femte år borte fra sit elskede, kølige Montana, fastholdt i det braldrende Texas af sin totale fascination af Betty Potterfield, en dårende dame som mildt sagt har sine mørke sider.

Milo er økonomisk uafhængig. Han ejer endnu den formue, han i en tidligere roman snød mafiaen for. Pengene er gemt på en anonym konto i en latinamerikansk bank, de hentes drypvis hjem og hvidvaskes via den café, som Milo for et syns skyld driver. Hans interesse er imidlertid arbejdet som privatdetektiv, og den gerning kalder, da han tilfældigt bliver vidne til et gangsteropgør, hvor en nys løsladt mand antagelig vil blive syndebuk og derpå lagt under sprøjten. Det gjorde mig en smule tyndhudet at bo i en stat, der slog folk ihjel med en så henkastet skråsikkerhed. I det store perspektiv havde dødsstraffen intet at gøre med hævn eller forebyggelse. Det var bare et middel for idioterne til at blive valgt. Milo har ikke fidus til det mudrede morads, der på texansk hed demokrati.

Milo møder også en langtidsfange, der antagelig var uskyldig i det mord, som han blev dømt for, og han lokkes af den yppige Molly ind i en situation, hvor han i selvforsvar må dræbe en overfaldsmand – der viser sig at være overordnet politiofficer og tvillingebror til stats-advokaten. Så er der ligesom øst op.

Molly gør sig usynlig, men Milo finder hende igen, og hun lemper ham ud af det efterhånden ret betændte forhold til Betty. Det sker, medens de forskellige sager, han har rodet sig ind i, eksploderer omkring ham i orgier af vold og drab. Milo selv holder sig ikke tilbage, og han skånes ikke. Han skal miste det bedste han har, han skal erfare, hvor modbydeligt han er blevet bedraget, og han skal måske endda sætte livet til.

Der er mange handlingstråde, og det er de færreste, der føres igennem. Passagevis er det umuligt (i al fald for denne læser) at følge Milos efterforskning og forstå, hvordan han når sine konklusioner. Detektivhistoriens kølige logik drukner i kaos og desperation. Crumley er ingen plottets mester. Alligevel læser man åndeløst til den bitre ende. Det skyldes den ubændige sproglige energi, det humane engagement, der stedse trodser brutaliteten, og de mange overrumplende vitser, der er med til at levendegøre det skræmmende miljø. Crumley kender sit venligt smilende USA: Jeg kendte det smil, det var det fedtede, selvsikre udtryk, som man fandt hos de officerer i militæret, der aldrig havde hørt et skud blive affyret i vrede, det lavvandede klistersmil, som svindlere og papirbanditter havde på, når firmaet var til kongreshøring, det var pengenes og korruptionens kyniske, selvretfærdige tandsmil, det var smilet, der aldrig døde ud.

Romanen er langt fra de endeløse TV-seriers formidling af the American way of life. Milo når tværtimod til sidst ud til det sidste, det yderste land hvor bedrageri og forræderi bliver en livsform, og som ingen vender tilbage fra. Løgnens land.

Det er en barsk tur. Og det er værd at følges med Milo.

Anbefales.

P.S.: Det må være en ekstraordinært krævende opgave at oversætte Crumley. Det er gjort fremragende.