KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Arne Dahl: Efterskælv. Oversat af Anders Johansen efter ”Efterskalv” (2006). Modtryk 2007. 406 sider, 299 kr.

En bombe eksploderer i den stockholmske undergrundsbane. Ni mennesker omkommer, og adskillige sårede bringes til sygehusene, hvor yderligere én dør. Det mange havde frygtet er åbenbart sket – terroren er kommet til Sverige, og ganske rigtigt modtager politiet en opringning, hvor en hidtil ukendt islamisk gruppe, der kalder sig ”Siffins hellige ryttere”, melder sig som ansvarlige og supplerer med yderligere trusler.

Jan-Olov Hultin kaldes ind fra sin pensionisttilværelse for at lede og koordinere efterforskningen. Han skabte i sin tid ”A-gruppen” (Rigspolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter). Stockholmspolitiet, efterretningstjenesten og A-gruppen skal tage fat fra hver sin vinkel, Hultin skal sikre samarbejdet, som ikke bliver let og bestemt ikke lydefrit. A-gruppen kendes fra Arne Dahls foregående otte romaner – det er intelligente og egensindige folk, og de får hurtigt færten af, at sagen er mere speget en den umiddelbart præsenterer sig. Hvem er den hidtil ukendte terrorgruppe? Hvorfor kom opringningen til en lokal politistation i en forstad? Hvorfor var netop de mennesker – der ikke havde nogen forbindelse med hinanden – samlet i den togvogn, der eksploderede, alle på vej hjemmefra i en sen nattetime? A-gruppen finder svarene på de spørgsmål, men kun for at stå over for endnu mere uigennemskuelige gåder. Indtil de til sidst går direkte løs på efterretningsfolkene og får alle kort på bordet.

Arne Dahl har nok en gang konstrueret et omfattende og inciterende plot, der vendes adskillige gange og tilbyder barske overraskelser og chok. Efterforskningen brillerer ved intelligens (og trætter måske lidt ved ideligt at støtte sig på afsøgning af cyberspace – man kan komme til at savne gammeldags ”spor” som cigaraske, fodaftryk og luskede alibier). Spændingen er fra begyndelsen høj, og den geares yderligere op mod slutningen. Arne Dahl har stillet læseren en terrorroman i udsigt, og det løfte bliver holdt – men ikke som man ventede det. Det hele er skrevet med overbevisende elegance og en god del humor, som regel fra spektrets sorte ende.

Det er bare fremragende, aktuel og engagerende læsning. Og en nok nødvendig advarsel imod at stole for blindt på det billede, medierne umiddelbart præsenterer, når voldsomme begivenheder indtræffer.

Anbefales.