Arne Dahl: Mørketal. Oversat af Anders Johansen efter ”Mörketal” (2005). Modtryk 2006. 398 sider, 299 kr.

Ottende bind i serien om det svenske rigspolitis særlige indsatsgruppe begynder med en tilsyneladende enkel sag. En 14-årig pige er forsvundet fra en lejrskole i Ångermanland – højt oppe mod nord, hvor skovene er mørke og tætte, og hvor husene – uden for de få og små byer – ligger fjernt fra hinanden. Tre fra gruppen tager derop, og så begynder det hele at vokse. Den små Emily var ikke så uskyldig endda, og hendes baggrund viser sig også at være en anden end den, som politifolkene først præsenteres for. Der er en forbindelse til en fæl pædofiliring, og der er et hemmeligt selskab, som vil bekæmpe ”dødskraften” og i stedet hjælpe mennesker til at finde ”den vitale livskraft”. Men hvor vidt vil selskabet gå?

Det handler om sex – alle former for sex. Og det bliver pågående, også for et af polititeamets medlemmer. Meget skal afprøves, men børnene skal beskyttes. Vreden over seksuelle overgreb på mindreårige er selvfølgelig velbegrundet, men er den forbrydelses grovhed virkelig nok til, at normale retsregler kan suspenderes, så politiet kan anvende ”moderat pression” eller rent ud tortur? En tidligere straffet pædofil forklarer, at han og hans ligesindede nu er rykket over i den virtuelle verden, hvor man kan leve sig selv ud. Det gælder hver eneste lille perversion, der er altid andre, der har det på samme måde. Man behøver ikke længere være alene med noget. I må prøve at forstå, hvilke mørketal jeg taler om, næsten alle er med på den ene eller den anden måde. Problemet er således større, end det man kan læse i statistikker. Men folkene i det hemmelige selskab er nådeløse. Hver eneste pædofil forgriber sig i løbet af sin levetid på 25 børn. Hvert eneste af de liv bliver smadret. De pædofile er vor tids massemordere.

Arne Dahl er en fremragende forfatter. Romanens første mange afsnit består af vidneudsagn fra teenagerne på lejrskolen, deres lærer og de forældre, der var med. I hvert eneste udsagn formår Dahl på få linier at tegne et fuldt portræt af en person. Dahl mestrer også som få i Skandinavien at holde speederen i bund og spændingen i top. Alligevel er der noget, der lugter ubehageligt, noget der er på vej til at gå over gevind. Og i romanen ender det med, at alt går over gevind. En blodig massakre, et par yderligere mord, måske endda ét, der rammer en af læsernes gamle venner fra indsatsgruppen – det henstår uafklaret.

”Mørketal” ligner ikke de gode historier, Dahl tidligere har fortalt. De danske anmeldelser, som jeg har set, har været begejstrede. Den vurdering kan jeg ikke dele.