KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Arne Dahl: Ondt blod. Oversat af Anders Johansen efter ”Ont blod” (1998). Modtryk 2002. 344 sider, 299 kr.

Det svenske rigspolitis ”specialafdeling for voldsforbrydelser med internationale aspekter” (i daglig tale A-gruppen) kommer på hårdt arbejde, da uhyggeligt sikre spor sandsynliggør, at ”the Kentucky-killer” har forlagt sin jagtmark til Sverige. Han var for en snes år siden USA’s mest eftersøgte seriemorder. Han torterede sine ofre ihjel efter først at have berøvet dem talens brug ved hjælp af en modbydelig tang, der blev opfundet til formålet, da de amerikanske styrker i Vietnam skulle ”afhøre” tilfangetagne vietcong’er uden at gøre støj. Nu har han efter de mange års pause genoptaget sin uhyggelige metier. Ondt blod står ikke til at ændre, som en kollega til det første svenske offer siger. Et udsagn, der siden gentages som et mantra for resten af opklaringsarbejdet.

FBI har et omfattende dossier om sagen, og de kompetente amerikanske politifolk ser naturligvis lige så klart som svenskerne, at der er noget aldeles galt i materialet, noget som ikke stemmer. De fortænkte forklaringer, som psykologerne har foreslået, er bullshit – men det hjælper dem ikke nærmere sandheden. Heller ikke erkendelsen af, at sagen rummer uforståelige politiske overtoner, kan nyttiggøres.

Det er Arne Dahls anden roman om kriminalkommissær Paul Hjelm og hans fem kolleger – alle håndplukket som politimænd med de særlige evner og den afvigende psyke, der gør dem ikke så lidt mere effektive end den gennemsnitlige opdager. Det lykkes nok en gang at gøre historien, personerne og miljøerne interessante, og spændingen er intens. Slutningen (opklaringen) er mere problematisk. Et næsten for fantastisk komplot lægges frem, men det er måske heller ikke sandheden. Og Kentucky-dræberen viser egenskaber, der overskrider grænserne for det sandsynlige og måske også grænserne for det mulige. Man kan have fornemmelsen af, at forfatteren drevent har fået skruet sit plot så chokerende sammen, at han ikke har kunnet finde en rimelig vej ud af sin egen klemhærke!

Med det forbehold er ”Ondt blod” en usædvanligt spændende og overraskende politi-thriller, som fortjener den bedste anbefaling.