Arne Dahl: Vældige vande. Oversat af Anders Johansen efter ”De största  vatten” (2002). Modtryk 2003. 375 sider, 299 kr.

Intrigen i femte bind af serien om det svenske rigspolitis særlige indsatsgruppe er mere snæver og privat end plottene var i de forudgående romaner. Titlen er hentet fra Højsangen, der som bekendt hylder den store kærlighed, men som dog i et par korte vers er bevidst om, hvor galt det kan gå. At  lidenskaben er ”grum som dødsriget”, med flammer, som vældige vande ikke kan slukke. Det har flere af romanens personer erfaret.

Som altid hos Dahl begynder det med flere sager, der først sent forbindes. En politimand, der muligvis forbrød sig, da han ledede en razzia mod en lejlighed med illegale afrikanske indvandrere og der dræbte en af de sorte, angiveligt i selvforsvar. En ensom millionær, der tilsyneladende har begået selvmord, men hvorfor har nogen villet, at det delvis forrådnede lig skulle findes netop nu, og hvad er meningen med det sære selvmordsbrev? Og et skånsk landsmandspar, der er myrdet brutalt og begravet i en nærliggende pløjemark, - men hvor er deres 7-årige søn?

Det bliver langsomt klart for A-holdets stærke kvinde – kriminalkommissær Kerstin Holm – at sagernes fælles kerne er et budskab til hende fra en fortid, som hun har gjort en del for at glemme, og hvor hun faktisk har haft held til at fortrænge de mest afgørende, men fatale begivenheder. Spørgsmålet er så, om hun kan håndtere de uvelkomne minder, der nu presser sig frem, og om hun magter at dele dem med kammeraterne og dermed få en chance for at opklare det, der er sket, og hindre at der sker noget værre.

Som altid hos Arne Dahl er tingene anderledes, end de først tager sig ud. Drabet på en afvist afrikansk asylansøger var ikke en stupid racistisk voldshandling – politifolkene chokeres, da et langt større perspektiv viser sig. 

Romanens svagheder er, at den passagevis bliver for privat, og at et par af dens hovedpersoner virkelig er aldeles vanvittige. Dens styrke ligger i det vidtforgrenede plot, hvor det nok en gang lykkes forfatteren at få de tilsyneladende helt forskellige ender til at mødes. Og så naturligvis i Arne Dahls energi, hans fabelagtige evne til at overraske, til at vende situationen og pludselig få et helt nyt billede frem. Det begynder den fjerde september 2001. Og til sidst kommer syvendedagen som om det var selve skabelsesberetningen, vi stod med. Eller beretningen om det modsatte. Den 11. september 2001, der for en generation sætter skel mellem før og efter.

Arne Dahl er en utypisk svensk krimiforfatter. Det går barsk til i hans bøger, men der er pålidelige folk, som kan og vil fastholde den humanitet, der kendetegner de skandinaviske velfærdssamfund. Hans politifolk er kompetente, ordentlige mennesker, der selvfølgelig har hver deres problemer, men som dog overordnet har styr på liv og tilværelse. Her er hverken de klynk eller den grå tristesse, der ellers præger øjeblikkets svenske krimi. Arne Dahl har modtaget Det Danske Kriminalakademis Rosenkrantzpris. Kollegerne i Sverige har ikke fundet anledning til at udmærke ham.

Anbefales.