Colin Dexter: Et kors for Morse. Oversat af Gerd Have efter “The Remorseful Day” (1999). Klim 2000. 330 sider, 298 kr.

Kriminalassistent Lewis mere end aner, at noget vigtigt holdes hemmeligt for ham. Politimester Strange presser voldsomt på, for at kommissær Morse skal påtage sig genåbningen af en ét år gammel mordsag, som andre i afdelingen dengang forkludrede. Morse stritter lige så indædt imod - og begges vrede afslører for assistenten et engagement, hinsides den professionelle arbejdsopgave. I første omgang må Lewis efterforske alene.

Offeret var en midaldrende sygeplejerske, som ægtemanden fandt kneblet, lænket og dræbt. Hans alibi er solidt, og omstændighederne i øvrigt er så bizarre og modstridende, at der tilsyneladende hverken er hoved eller hale på historien. Der er nu dukket et anonymt brev op. Det hjælper på vej, men fører beklageligvis kun til to eller tre drab på personer, der dengang var vigtige vidner i sagen. Og hver gang opdager Lewis, at han er mindst et hestehoved bag Morse, som officielt ikke befatter sig med sagen.

Atter har Dexter skabt et elegant plot, der holder spændingen ved lige. Morse belærer Lewis: Husk lige, hvad jeg altid har sagt til dig, når vi har været sammen om en sag. Der er altid, helt uden undtagelse, en helt forståelig, ganske logisk årsag til enhver begivenhedsrække, i enhver situation. I dette tilfælde skal du spørge dig selv, hvor rækken blev brudt, derefter hvordan den blev brudt, og til sidst hvorfor den blev brudt - og intet i den begivenhedsorden vil nogensinde være andet end enkelt og banalt.

Altså: Endnu en gang vintage-krimi. Men det er det mindste.

Morse er - også i kraft af de fremragende TV-film, der er drejet om hans sager - den moderne detektiv, der er kommet nærmest en kultagtig status. Denne gang er han træt og udpint. Den skarpe intelligens er usvækket, men hans alvorlige sukkersyge tærer, og Lewis burde have anet uråd, da Morse selv betaler den pint, som han trods lægens advarsler ikke giver afkald på. Hans sidste drink! Da romanen udkom, blev det en forsidenyhed, at sygdommen ender med at slå ham ihjel.

Der er dyster melankoli i historien, men der er mere. En stor kritiker skrev engang om “komediens mørke og tragediens lys”. Den sidste Morse-roman kan tjene som illustration. Dexter er humorist, mange gange i den foreliggende roman endda meget vittig. Læseren påføres samtidig en kraftig klump i halsen, da Lewis tager afsked med den døde mester i hospitalets kapel - og derpå erfarer den fulde sandhed. Som Morse naturligvis havde gennemskuet efter at have afprøvet de obligate vildspor.

Dexter behøver ingen anbefaling. Det er blot at konstatere, at han har sikret en flot afslutning på en af de store krimiserier i 1900-tallet.