Michael Dibdin: Blodig regn. Oversat af Jan Mølgaard efter “Blood Rain” (1999). Modtryk 2000. 238 sider, 278 kr.

For syvende gang sendes kriminalkommissær Aurelio Zen til et hjørne af Italien med en opgave, hans overordnede næppe ønsker løst. Zen tror, at han allerede har mistet alle illusioner - men han skal naturligvis berøves et par flere.

Målet er Catania, den næststørste by på Sicilien og en af mafiaens højborge. Et livsfarligt sted for en hæderlig politimand, og et center for den berømmede operation mod den organiserede kriminalitet, som allerede har kostet adskillige undersøgelsesdommere livet. På byens markedstorv er stort set alle tænkelige former for varer til salg. Og det, som ikke var udstillet - for eksempel kvinder eller AK-47-rifler i den originale indpakning - kunne købes lidt mere diskret i sidegaderne.

Mediernes interesse for “regeringens beslutsomme opgør med gangsterne” er dalende, og måske er det på tide at sadle om. Man kan henvise til, at en del af de alderstegne godfathers allerede er fængslet, idet man bekvemt kan vælge at se bort fra, at næste generations gangstere har taget over, nu i nålestribet outfit og med tætte økonomiske forbindelser til erhvervslivets top og de politiske indercirkler. Det er usikkert, hvor det særlige anti-mafia korps skal placeres i det billede, og derfor ønsker myndighederne i Rom hånd i hanke med, hvad der sker. Zens opgave er at indsamle oplysninger og sende dem til ministeriet. Det klassiske magtspil mellem embedsværkerne og de forskellige politienheder er i gang. Masser af mennesker i Rom savner de gode gamle dage med de Røde Brigader og Mafia-krigene. For meget stabilitet er det sidste, en politiker ønsker sig ... Politikere trives bedst med problemer, kriser og generel elendighed. Og hvis den slags ikke opstår af sig selv, så er man jo nødt til at opfinde dem.

Galt går det. En stinkende godsvogn, som står “glemt” på et rangerspor ved en landstation, viser sig at indeholde liget af en mand, der næppe kan være en anden end arvingen i en af de stærke gangsterfamilier. Sagen håndteres først af den ambitiøse kvindelige undersøgelses-dommer, men tages hastigt fra hende og overgår til anti-mafiakorpset, d. v. s. akterne forsvinder. Den dræbtes familie hævner sig blodigt, men tager måske fejl - der kan være endnu farligere og mere modbydelige kræfter på spil.

Zen blev i en tidligere roman opsøgt af Carla, der præsenterede sig som hans datter. Det kunne hun have været, men den DNA-test, Zen hemmeligt fik gennemført, dementerede hans faderskab. Det valgte han at ignorere, og nu er Carla med ham i Catania, hvor hun skal installere forbindelsen fra politihovedkvarteret til et nyt, landsdækkende intranet. Også det system har sine rottehuller, og Carla arbejder bekymret med at identificere dem. Det når hun ikke - hun og undersøgelsesdommeren dræbes af en bilbombe, og Zen er på ny helt alene. Uden familie, uden venner, uden det mindste håb om loyalitet.

Naturligvis gennemskuer han intrigen - og nu som før er der ingen i systemet, der har brug for sandheden. Tværtom - slutscenen mere end antyder, at den besværlige Zen skal bringes definitivt til tavshed. Men måske vandt han en ven i den gamle mafioso med de forældede æresbegreber ...

Desværre er serien om Zen nok slut med denne roman. Han vil så blive stående som en af de mytiske skikkelser i 1900-tallets kriminallitteratur. En nådeløs afdækning af råd og tvetydighed ikke blot i Italien, men i hele den vestlige kulturkreds. Bitre historier, tit fortalt i en nærmest munter tone, hvor begavede vitser er nok så sigende som lange forklaringer kunne være. Og formidlet af en forfatter med en sjælden evne til at skabe atmosfære og farlighed.

Anbefales!

Tilføjelse 2005: Så galt var det ikke. Der kom flere romaner om Zens bedrifter!