Michael Dibdin: Dommedagsspillet. Oversat af Jan Mølgaard efter ”End Games” (2007). Modtryk 2008. 318 sider, 299 kr.

Et pengestærkt amerikansk selskab har engageret en berømt italiensk instruktør til at filmatisere Johannes Åbenbaring – Det Ny Testamentes afsluttende vision om verdens undergang og skabelsen af det kommende tusindårsrige. Det lyder som en aldeles rablende ide, og det er det naturligvis også. Læseren bliver hurtigt klar over, at det spektakulære filmprojekt alene tjener som dække for amerikanernes virkelige plan. Det drejer sig om en guldskat, der for 1500 år siden skal være gravet ned under et flodleje i Calabrien – eller måske blot om et enkelt objekt i den skat, et objekt, som til gengæld kan sikre den økonomiske bagmand imod, at verden går under i utide. Portrættet af ham kan være inspireret af virkelighedens Howard Hughes, om end her i en totalt afsindig variant. Hans vietnamesisk fødte håndlanger har til gengæld hentet sit forbillede fra amerikanske thrillers’ overskudslager af følelseskolde, ondsindede sadister.

Der sker så bare det, at den italiensk-amerikanske advokat, der skulle fjerne de bureaukratiske hindringer i Calabrien, hvor filmen skal optages, bliver kidnappet og kort efter myrdet på det mest bestialske. Ind på scenen træder derpå Michael Dibdins gennemgående hovedperson, Aurelio Zen, der vikarierer i embedet som politichef i regionen. Zen er ikke til sinds at lade mordsagen sande til i respekt for lokale traditioner, vendetta m.v., han vil ikke bøje sig for et samfund, hvor politiet stedse kun møder tavshed og afvisning. Zen vil opklare drabet, koste hvad det vil. Og det kommer til at koste en del, ikke mindst for en niårig knægt, der kom til at røbe, hvad han havde set. Også en del af Zens principper bliver ofret, når oplysningerne tæves ud af en totalt korrumperet lokal notar. Slige metoder er muligvis politirutine i Calabrien, men de hører bestemt ikke til i det billede, læserne tidligere har dannet sig af Zens desillusionerede humanisme, hvor han holder fast i sit kald midt i sit tåbelige, meningsløse og totalt kompromitterede job. Zens program er klart nok:

Jeg er led og ked af Sydens romantiske mystik og folks selvudnævnte status som de evige ofre og underhunde til alle tider. Og jeg er helt specielt træt af at høre, at det er umuligt at bekæmpe kriminaliteten hernede, fordi den nærer sig ved en fælles tradition med blod, ære og tragedie, som vi, der kommer nordfra, ikke siges at kunne fatte. Det er på tide, at de alle sammen vågner op og tager ansvar for deres handlinger, og jeg har i sinde at agere vækkeur.

I Calabrien står tingene stille. Fortid og nutid hænger tæt sammen, næsten alle er rede til at deltage i eller i al fald dække over bedrag og svindel – og det der er værre (meget værre). Opgaven er ikke nem for Zen, selv om han har enkelte hjælpere, han kan stole på. Men mysteriet bliver løst, trådene samlet – og det, som udadtil kan se ud som et nederlag for Zen, er i virkeligheden en triumf. Dommedag er aflyst, men mindre kan gøre det.

Brikkerne stilles op i de første mange kapitler, og læseren er længe skeptisk – hvordan skal alt det kunne samles til en helhed? Den slags bekymringer behøver man imidlertid ikke nære, når der står Dibdin på omslaget. Plottet er naturligvis stringent og logisk, da det omsider afsløres, og temaerne samler sig om den dommedagsvision, som skulle have været den storslåede films klimaks. Det hele er fortalt med det bidske vid, som efterhånden blev Dibdins varemærke. En fortløbende analyse og en besk kritik af nutidens italienske samfund, skrevet med viden og med varm, oprigtig kærlighed til landet og dets mennesker.

Står verden fortsat, er bogen desværre en stor romanseries endeligt. Michael Dibdin døde kun 60 år gammel, før End Games var helt færdiggjort. Det er et tab for engelsksproget spændingslitteratur, og det er vemodigt for hans mange læsere, der må trøste sig med, at afslutningen blev flot, meget flot.

Anbefales.