Sarah Dunant: Kurs mod afgrunden. Oversat af Ulla Warren efter ”Mapping the Edge” (1999). Forum 2000. 305 sider, 298 kr.

Den 39-årige succesjournalist Anna Franklin rejser lidt improviseret en uge til Italien. Hun er alene med sin knap syvårige datter Lily, men har selvfølgelig sørget for pasning af barnet. Bl.a. trækker hun på Paul, der stedse har fungeret som fortrinlig reserve-far og god ven – seksuelt ufarlig, fordi han er bøsse.

Da ugen er gået, kommer Anna ikke hjem, og hun ringer ikke med besked og forklaring. Hendes ven Estella træder til, og hun og Paul er de følgende dage henvist til at trøste Lily, medens de forsøger at forestille sig, hvad der kan være sket. Er Anna kidnappet af en sindssyg mand og nu fange i hans luksusvilla i Toscana? Har hun valgt at bruge nogle ekstra dage på en hemmelig elsker – der måske også er bedrager og tyv? Romanen beretter i korte afsnit kontrapunktisk om de mareridtsagtige forestillinger, de gør sig. Det bliver til tre histo-rier, hvoraf kun den første er helt troværdig.

Anna har ført et ikke ganske borgerligt liv, og det er svært at forklare situationen, da Estella og Paul omsider alarmerer politiet. Skønt de fleste politifolk må da have vadet gennem snavset linned nok til at indse, at dynamikken i den nyere tids liv er betydeligt mere indviklet, end man kunne tro ifølge den nuværende politiske retorik.

Som thriller fungerer det godt nok – hvis man søger det enerverende frem for det spæn-dende. Sarah Dunant har tidligere skabt sig et publikum med gedigne krimier om privat-detektiven Hannah Wolfe. Hun har en særlig evne til så at sige at sparke overraskelser ind fra uventede vinkler. Romanens svaghed er, at det ikke lykkes at gøre Anna for alvor interessant, og dermed at engagere læseren i hendes skæbne. Historien bliver en smule trættende. Og er fra starten temmelig ubehagelig.