John Dunning: Klokken to, sommertid. Oversat af Torben Nilsson efter ”Two  O’Clock, Eastern Wartime” (2001). Klim. 487 sider, 399 kr.

John Dunning har tidligere glædet læserne med et par hyggelige krimier om ex-politimanden og antikvarboghandleren Cliff Janeway. Den foreliggende roman er ikke hyggelig. Handlin-gen udspiller sig i sommeren 1942, d. v. s. et år efter USA’s indtræden i anden verdenskrig. Frygten for spioner hjemme, angsten for troppernes skæbne i det fremmede og risikoen for søværts angreb på det amerikanske fastland har skabt en paranoid stemning.

Hovedpersonen er krimigenrens velkendte yngre mand, der lever sit ensomme liv med konsekvent minimalisme, medens han nidkært vogter sin integritet. Her hedder han Jack Dulaney, og han er (eller stræber efter at blive) forfatter. Dulaney rejser til en flække i New Jersey, først og fremmest for at bistå en gammel kæreste, men lidt tilfældigt drages han ind i arbejdet på den lokale radiostation, og her udfoldes hans sande talent. Han er den fødte radio-dramatiker, og han opnår en kometagtig karriere i det fag. Pigen har han sværere ved at få kontakt med. De lovende udsigter formørkes af adskillige drab – både hun og han kan være udset til de næste ofre.

Plottet er upåklageligt, og det er vel skjult, så læseren længe ikke fatter, hvad det drejer sig om. Så kommer (som sig hør og bør) en forrygende afslutning – og en lidt påklistrer epilog, hvor det hele ikke ender i lutter fortvivlelse. Alt det er gedigent krimigods. Det overskygges imidlertid af skildringen af radiostationen og dens engagerede medarbejdere. Radioen var det nye, mulighedsrige og slagkraftige medie. En gylden tid, hvor de første forsøg med fjernsyn ikke skræmte folk, der mestrede lydarbejdet og vidste, hvor voldsomme reaktioner man kan fremkalde med et kontroversielt hørespil eller en patriotisk show-udsendelse. Æterisk kunst, som kun eksisterer i det sekund, hvor den skabes. Dunning fastholder et historisk øjeblik, hvor noget inciterende kortvarigt fik lov at folde sig ud, før TV erobrede scenen. En pioner-indsats, der aldrig blev til mere, og måske et stort, hidtil overset kulturtab. 

En fryd at læse de mange sider.

Anbefales.