Åke Edwardson: Dans med en engel (“Dans med en ängel” 1997), Råb på lang afstand (“Rop från lång avstånd” 1998) og Sol og skygge (“Sol och skugga” 1999). Alle oversat af Søren Vinterberg. Fremads forlag 1998-2000. 361, 446 og 396 sider, pr. stk. 368 kr. 

Åke Edwardson brød igennem så det kunne høres med to romaner om ex-politimanden Jonathan Wide og hans tidligere kolleger ved politiet i Göteborg. Ikke se, ikke høre, ikke tale fra 1996 var en stærk kandidat til Det Skandinaviske Kriminalselskabs “Glasnøgle” som den bedste nordiske spændingsroman det år - og den havde måske fortjent at vinde. Romanen rummer god og kompetent efterforskning af nogle mord, tilsyneladende på tilfældige ofre uden indbyrdes forbindelse. Dertil en dagsaktuel og præcis historie om grove overfald på forretninger, der drives af indvandrere. Wides alkoholproblemer er en smule fortærskede, men romanen hævder sig ved ikke at ynke ham og ikke at appellere til læsernes medynk. Dertil en barsk, lejlighedsvis sort humor, som er særdeles tiltalende.

Edwardson har droppet Wide & Co til fordel for en serie om den unge kriminalkommissær Erik Winter, og det er desværre ikke et fremskridt. Edwardson skriver stadig medrivende, han formår at engagere læserne i sine personer. Men de forbrydelser, Winter skal slås med, er så spektakulære, at det nærmer sig det skingre, og Winter er selv lidt utroværdig i sit lapsede modetøj, sin forankring i pengestærk overklasse, og sin bondeanger over bruddet med faderen, der bekvemt har søgt skattely i Spanien. Det tangerer klichéen, når den barske realisme i Dans med en engel kammer over: De befandt sig midt i infernoet, var vidner og deltagere, når samfundet fortærede sine egne børn. Det har ikke noget at skaffe med romanens plot, der drejer sig om en sindssyg sadists nedslagtning af tre unge mænd.

Der er flere vitaminer i fortsættelsen, Råb på lang afstand, som knugende, men spændende fortæller om ensomhed - Winters egen og de personers, som successive inddrages i sagen om på en alenemor. Hvor er hendes lille datter? Det spørgsmål er vigtigere end opklaringen af mordet. Der bliver behov for megen og god efterforskning, også af rene vildspor, før Winter kan gennemskue, hvad der virkelig er sket, om end ikke alle romanens mange gåder finder tilfredsstillende svar.

Bind tre - Sol og skygge - begynder med Winters tøvende engagement i forholdet til lægen Angela, som han venter barn med, og fortsætter med hans hovedkulds rejse til Spanien, hvor faderen er ramt af et hjertetilfælde, som han snart efter dør af. Tilbage i Göteborg har Winter ondt ved at interessere sig tilstrækkeligt for det nærmest rituelle mord på et tilsyneladende uinteressant ægtepar. Edwardson er lige så ukoncentreret - han er optaget af Winters fyrreårskrise, hans forhold til Angela, og de tos deltagelse i fødselsforberedelseskurset på sygehuset. Forbrydelsen bliver da opklaret (en lidt unfair løsning), men det sker stort set i forbifarten, og igen flagrer de løse ender.

Edwardson er stadig det interessante navn i nyere svensk krimi. Det er prosa med effekt og drive, svarende til den rockmusik, der fungerer som et tyst soundtrack romanerne igennem. De store løfter fra de første bøger venter imidlertid på at blive indfriet. Det er trist, at Edwardson i stedet er drejet ind på Martin Becks og Kurt Wallanders allerede fladtrådte stier. Gråmeleret tristesse parret med et efterhånden manisk had til nutidens Sverige.

Vi bevæger os mellem ruiner, tænkte hun, eller det, der bliver til ruiner. Det er en ejendommelig fornemmelse. Vi har haft noget, som var helt i det her land, og så banker vi det sønder og sammen. Krigen kommer nu. Den har bare ventet, til den så sit snit. Samtidig prøver vi at yde hjælp. Det er ejendommeligt, ligesom en ond illusion.

Ordene er Edwardsons, men ræsonnementet er ufortyndet Mankell. Så helvedes svensk, at det næsten ikke er til at bære.