Åke Edwardson: Lad det aldrig holde op. Oversat af Søren Vinterberg efter “Låt det aldrig ta slut” (2000). Fremad 2001. 319 s. 348 kr.

Det sker i Göteborg i en næsten tropisk sommervarme - alle stønner under den, men ønsker dog, at den blot skal vare ved. En aften findes en ung pige voldtaget og kvalt - på samme sted og med samme fremgangsmåde som et tilsvarende drab fem år tidligere. Kriminalchef Erik Winter og hans kolleger - der aldrig har kunnet slippe den gamle, uopklarede sag - lægger al deres energi i efterforskningen, men de har meget lidt at arbejde med. Selv efter en ny vold-tægt, hvor pigen slipper fri. Det er dog tydeligt for dem, at der er noget helt forkert i de forklaringer, de samler sammen. Hverken pigen, der overlevede, eller hendes far fortæller den fulde sandhed. Også hendes tidligere kæreste holder noget skjult.

Winter er på vej mod en depression. De modbydelige kriminalsager bliver bare ved med at melde sig, det holder aldrig op. Stadig flere ofre. Han er ved at miste grebet, også om den tilværelse, han tøvende har etableret med Angela og deres fælles barn. Det bliver endnu værre, da hans nærmeste medarbejder forsvinder under en mildt sagt uautoriseret undersøgelse af et hus, hvor nogle af ugerningerne måske blev begået. Selv Winter griber til metoder, der ikke hører hjemme i tjenesteinstruksen, da han bliver klar over, at hans kontakt til underverdenen på det groveste har bedraget ham.

Desværre bliver det en smule langtrukkent. Historierne hænger ikke helt sammen. Plottet opløses i modstridende bestanddele, den detaljerede beretning om politifolkenes private fortrædeligheder tager pusten fra den kriminelle handling. Edwardson søger at vise, at det hele er sider af samme sag: Et dekadent samfund, hvor stadig mere perverteret sex fortrænger reelle menneskelige relationer. Hvor brug-og-smid-væk-recepten også gælder mennesker. Alt sammen indigneret (og selvfølgelig oprørende), men ikke rigtig overbevisende.

Edwardson har længe været det mest lovende, nye navn i svensk krimi. Det er imidlertid en position, det er svært at fastholde, når man afleverer opus seks. Det er ikke rart at være den ældste af de unge lovende. Denne gang er det blevet til en lidt desorienteret politikrimi med moderat spænding, hæmmet af lejlighedsvis tomgang i plottet. Og det er des mere ærgerligt, som Edwardson fortsat skriver flot med både præcise dialoger og hastigt skitserede miljøer, der bliver aldeles tydelige for læseren.