Niklas Ekdal: I døden dine mænd. Oversat af Niels Lyngsø efter ”I döden dina män” (2008). Modtryk 2009. 416 sider, 299 kr.

Sverige rystes af en række drab, der rammer pensionerede mænd, som har indtaget høje poster (efterretningschef, farvandsdirektør, ledende økonom i nationalbanken etc.) Drabene er udført nærmest rituelt, tæt på middelalderlige henrettelsesmetoder fra den mere perverterede afdeling.

Vicekriminalkommissær Johanna Tott har en central rolle i efterforskningen. Hun afviser den bekvemme teori, som hendes foresatte og kollegerne hælder til – at der er tale om terror, formentlig udført af fundamentalistiske islamister. I stedet hæfter hun sig ved, at de dræbte har været knyttet til en række af de ulykkelige begivenheder, som har hjemsøgt Sverige (udredningen af Palme-mordet, den vanvidspolitik, der gjorde den svenske krones fald til en økonomisk katastrofe, det administrative svigt, da en række svenske turister blev ofre for tsunamien i Thailand, etc). Efterhånden inddrages også begivenheder i en fjernere fortid, helt tilbage til kong Karl XI, der regerede i sidste del af 1600-tallet, og som især gjorde sig bemærket ved en godsreform, som knuste det gamle adelsvælde og dermed var et første skridt mod det, der langt senere blev til ”folkehjemmet”.

Romanens handling følger den sidste linje – og det sker med udfoldelsen af en nærmest psykedelisk konspirationsteori. Et hemmeligt selskab har gennem mere end 300 år søgt at underminere den blødsødne, humane udvikling i Sverige. Det hele kommer med, og det forudsætter flere gange et kendskab til svensk historie, som i al fald denne læser ikke besidder. Så må man nøjes med de sædvanlige absurde spor – bonmot’er, der er indarbejdet i gamle portrætter, dokumenter gemt i skumle krypter, nøgler som findes ved lyssky åbning af mugne grave, etc. Romanens titel er hentet fra et gammelt hyldestdigt til monarken, der heltemodigt leder sine soldater frem til slagmarkens blodige tilintetgørelse.

Samtidig får nutiden sit, for der er faktisk en terroraktion på vej – en nuklear bombe i en container på en plimsoller, der har kurs mod Stockholm. Det har amerikanernes overvågningssystem en mistanke om, men advarslerne til vennerne i Sverige drukner i det svenske forsvars hierarki og bureaukrati.

Man skal holde meget af konspirationsfantasier for at begejstres for denne roman. Johanna optræder stadig mere tåbeligt, tilfældige sammentræf forbinder gang på gang situationerne, og de løse ender blafrer (er den gråklædte skikkelse, der overfalder et par af hovedpersonerne, da de ved nattetid udforsker Riddarsholms-kyrkan, måske Karl XI’s genfærd? Det forklares aldrig). På den anden side ejer historien en betydelig elementær spænding. Det hele er fortalt med energi, og med en sær blanding af svulstige floskler (Islams og den amerikanske dollars grønne farver smeltede sammen og blev blandet til en dyb nuance af blodrødt) og skarpe karakteristikker, f. eks. da en hovedperson hjælper en tilfældig forbipasserende (hvis man ikke passede godt på de åbninger for medmenneskelighed i det homogeniserede, pasteu-riserede, antiseptiske Sverige, var man sjæleligt set i nød).

Der er lyspunkter, men det er ikke min kop te.