Kjell Eriksson: Stenkisten. Oversat af Lena Krogh Bertram efter ”Stenkistan” (2001). Klim 2006. 307 sider, 299 kr.

Der er adskillige handlingstråde i Kjell Erikssons tredje roman om kriminalinspektør Ann Lindell og hendes kolleger i Uppsala. Kontrapunktisk fortælles to historier. Den ene handler om politiets arbejde med et brutalt drab på en mor og hendes lille datter. Den anden udreder endeløst Anns komplicerede forelskelse i landarbejderen Edvard Risberg – de vil hinanden, men de kan ikke finde ud af det. Og det bliver de ved med ikke at kunne.

Drabssagen synes til en begyndelse oplagt – ægtemanden og faderen er forsvundet, og løsningen er tilsyneladende klar, da han findes død i sin bil. Et traditionelt selvmord, der afslutter en klassisk familietragedie. Og så er det naturligvis slet ikke sådan. Der er en del, som ikke stemmer. Han var fremtrædende forsker og medindehaver af en medicinalvirksomhed, som i samarbejde med sit spanske datterselskab var godt på vej til et afgørende gennembrud. Noget gik imidlertid galt, men hvad? Alle i virksomheden bedyrer elskværdigt deres vilje til at samarbejde, men ingen fortæller mere end det nødvendige. Det hele udvikler sig chokerende, Ann og hendes kolleger konfronteres med barsk kynisme. Mammon er en streng herre, og der er i samfundet fremelsket en struktur, som vi ikke har magt over… et usynligt netværk af magthavere, politikere, erhvervs- og bankfolk, forskere og journalister, der styrer vores tanker. Det sker i det skjulte. Vi tror, at vi lever i et åbent og demokratisk samfund, men det er disse mennesker, der styrer os. Ved slutningen har politiet en reel opklaring af en del af sagen og en temmelig sikker formodning om resten, men der stopper mulighederne. En patetisk og særdeles skandinavisk pointe.

Romanen blev modtaget med honnør og superlativer af den svenske kritik. For undertegnede når den ikke op at ringe. Anns forkrampede kærlighedshistorie er i bedste fald en omstændelig sag, i værste fald ret kedsommelig. En kollega bemærker, at der var noget humorforladt over hende, en vis uberegnelighed – og det er den pæne måde at sige det på. Politiarbejdet med kriminalgåden er beskrevet godt, der præsenteres originale ideer, men det sker hele tiden med en frelst undertone, som ikke virker pålidelig (f. eks. citatet i forrige afsnit. Det kunne være hentet fra ca. hver anden af de seneste to tiårs svenske krimier). Samlet er det således en langstrakt opgave at læse romanen. Man lader sig gerne distrahere undervejs, og det er ikke et godt tegn, når det gælder en krimi.