Dick Francis: 13 sikre vindere. Oversat af Tine Johansen efter “Field of Thirteen” (1998). Forum 2001. 316 sider. 275 kr.

Bogen indeholder tretten noveller, som Francis gennem årene har skrevet til forskellige magasiner i England og USA, eller - for fem historiers vedkommende - har nyskrevet til den foreliggende udgivelse. En enkelt (“Mareridt” - måske samlingens bedste) har været med i en af Tage la Cours antologier. Det meste handler om fusk med heste og hesteløb - kriminelle typer blandt trænere, jockeyer, hestepassere, bookmakere, spillere etc. Der er fascinerende mange muligheder for uærlighed. Adskillige af fortællingerne slutter med den overraskende og skarpe pointe, der er den gode shortstorys adelsmærke.

For en helhjertet beundrer af Francis er det imidlertid skuffende læsning. Ugerningerne vises, men de er de fleste gange ikke synderlig interessante, og det kan ende i en rent ud vammel sentimentalitet (værst i “En sang for Mona”). Eller også er alle implicerede simpelthen så frastødende, at læseren bliver ligeglad med deres videre skæbne (f. eks. den egentlig udmærkede historie “Gaven”). Noget hænger måske sammen med, at der berettes i tredje person. Det engagerende i Francis’ romaner - der skrevet i første person ental - er især det portræt, fortællerpersonen indirekte tegner af sig selv. En hårdfør, ung (i al fald yngre) mand, der typisk er single, som udkæmper sine kampe alene, og som enten har udviklet en total integritet (og værner sammenbidt om den), eller som sent vælger at træde i karakter, men så til gengæld gør det uden kompromis. I novellerne anskues de få helte og de mange skurke udefra, karakter og baggrund begrænses til antydninger, og det fungerer mindre godt. Francis behøver plads for at udfolde de mange gode sider af sit ubestridelige talent.

Novellesamlingen var måske tænkt som en svanesang, en afrunding af værket - Francis fylder 81 år i år. Sådan blev det ikke. I 1999 kom den - desværre lidt svage - “Stormvarsel”, og katalogerne fra England fortæller om en ny bog i 2000. Still going, om end måske med nedsatte omdrejninger. Fra et dansk synspunkt er det værd at bemærke, at fire af Francis’ knap fyrre romaner aldrig er oversat - blandt dem to af hans bedste (”Smokescreen” fra 1972 og ”Banker” fra 1982). Der er således fortsat gode muligheder for forlaget.