![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Inger Frimansson: Skyggen i vandet. Oversat af Asta Smith-Hansen efter ”Skuggan i vattnet” (2005). Politiken 2006. 312 sider, 249 kr. |
||||||
|
En dyster roman, behersket af det facetterede portræt af hovedpersonen, Justine Dalvik. En nu midaldrende kvinde med dybe ar på sjælen af den mobning, hun var udsat for som barn, og af moderens tidlige død. Og måske har Justine én eller flere gange begået mord. Hendes daværende kæreste forsvandt for syv år siden mystisk på en rejse til en asiatisk jungle. Skolekammeraten Berit skulle nok ikke have opsøgt den voksne Justine. Og den efterhånden demente stedmoder fik et sidste hjerteanfald, da hun var gæst hos Justine. Rank står hun med en stor, halvtam rovfugl på skulderen. Hun er ærlig talt temmelig skræmmende. Justine kan også være generøs. Det mærker Ariadne, der gør rent på det hotel, hvor Justines nuværende mand arbejder som natportier. Ariadne er offer for sin mands grove mishandling – nu får hun måske mod til at gøre noget ved det. Derimod har Justine ikke taget sig af den forsvundnes elskers søn, der i mellemtiden er blevet voksen. Han er antagelig psykisk afvigende, og det kan blive farligt for Justine. Endelig er der Berits mand, der gik i sort dengang hun forsvandt – og aldrig er kommet sig over det. Det er skrevet med høj suspense. Læseren er hele tiden på vagt med et stærkt ønske om at kunne advare. Men det går galt, flere gange anderledes end forventet. Og så er det så fortvivlende alt sammen. Lutter ulykkelige personer, mennesker det er synd for. Og det er også synd for den, der kommer dem for nær. Kun et par bipersoner lyser op med lidt menneskelig varme og venlighed. Spændende? Ja. Underholdende? Det har de fleste læsere ment, og romanen vandt både svenskernes pris for året bedste krimi og en nominering til den tilsvarende danske pris. Jeg tændte ikke på den. Det kan hænge sammen med, at det er anden del af en dobbeltroman. Forlaget lancerer den som ”selvstændig fortsættelse”, men det holder ikke. Og stående alene giver den ikke appetit på at læse første del, der kom for hele ni år siden.
|
||||||