Elizabeth George: Uden vidner. Oversat af Birgitte Brix efter ”With No One As Witness” (2005) Lindhardt & Ringhof 2006. 454 sider, 299 kr.

En barsk historie. Et halvt dusin ensomme teenagedrenge i London bliver i løbet af tre-fire måneder ofre for rituelle mord. Der er ikke tale om en sadistisk pædofil, drengene er ikke misbrugt seksuelt (og dermed er der ingen dna-spor). De mange overvågningskameraer har kun fanget meget lidt, der kan bruges.

Det skærper situationen for politifolkene, at det først er efter det fjerde drab, de opdager sammenhængen. De tre første drenge var af indvandrerherkomst, og en udsigtsløs sag om en uidentificeret knægt henlægges hurtigt af det lokale politidistrikt. Formodede ofre for bande- eller narkokriminalitet er det ikke værd at spilde ret meget tid på. Heller ikke pressen har fundet de drab mere værd end højst en notits. Det fjerde offer er en hvid dreng, og så ryddes forsiderne. Korpsets image i fare. Sensationsvinklen er ligetil: Det racistiske politi, der først vågner, når der er tale om en ”rigtig” englænder som offer. Det samme kan ganske vist siges om aviserne – men det er jo dem, der bestemmer, hvad der bliver skrevet.

Der er således ikke langt mellem Skylla og Karybdis, da kriminalkommissær Thomas Lynley og hans folk fra Scotland Yard overtager efterforskningen. Lynleys assistent Barbara Havers er med på holdet, men degraderet til menig kriminalbetjent efter en grov (men berettiget) forseelse i en tidligere sag. Afdelingens chef, den utålelige sir David Hiller, besætter lynhurtigt den stilling, der var hendes, med sorte Winston Nkata – ikke på grund af hans uomtvistelige kvalifikationer, men på grund af hans hudfarve. Han slæbes demonstrativt med til Hillers hyppige pressemøder for med sin blotte tilstedeværelse at demonstrere, at Yard’en så sandelig ikke lider af fordomme. Det har han det naturligvis skidt med. Hiller belaster også mod Lynleys vilje holdet med en psykolog, der skal tegne profil af den ukendte gerningsmand, og med en journalist, der frisk skal skildre politifolkene og deres indsats – og det bliver fatalt. Indvendingerne blæser Hiller på. Det gælder den fornødne damagekontrol. Politifolkenes omkostninger (og risikoen for at opklaringen forkludres) kommer i anden række.

Langsomt bliver de klar over en forbindelse mellem ofrene og en græsrodsorganisation, der driver en institution for gadebørn og småkriminelle unge. For Barbara en flok blåøjede idealister syd for floden. Skridt for skridt bygges en sag op.

Der er mange indvendinger mod romanen. I seriens tidligste bind blev der gjort en del ud af Lynleys status som højadelig jarl af Asherton. Det er tonet ned nu, han og Barbara kommunikerer i øjenhøjde. Alligevel er der noget syntetisk i, at en amerikansk forfatter således arbejder med et britisk koncept, der allerede var ved at være for snobbet i Dorothy L. Sayers’ og Ngaio Marshs dage. Man må også indvende, at vel er der i den foreliggende roman en hel del gedigent efterforskningsarbejde (der leder til opklaring af et hjørne af sagen), men for hovedpartens beror opklaringen på det, Barbara tilfældigt bliver vidne til. Det er ikke tilfredsstillende, ligesom redegørelsen for drabsmandens motiv skurrer. Det kan der efter sagens natur ikke udlægges spor til, og Elizabeth George har så valgt at afsløre det i en række anonyme indskud, hvor den skizofrene gerningsmand slås med sine dæmoner og planlægger sin næste udåd. Dermed vælter balancen mellem det, som læseren véd, og det, som politiet kan afsløre. Endelig er der en masse snak, der ikke vedkommer plottet – f. eks. de overvejelser, Lynley har med sin Helen om dåbskjolen til det barn, som hun og Lynley venter. Hun og hendes hærskare af søstre er blevet døbt i familiedåbskjolen, som moderen med nævenyttig velvilje fremskaffer. Asherton-slægten har sin dåbskjole, som har været anvendt i adskillige generationer. Sligt er måske fængende for en (kvindelig?) del af publikum, men det er ærlig talt ret træls for os andre!

Men alt det er biting. Indvendingerne overskygges af historien. Den er – trods sit uhyrlige omfang (550 sider!) – konstant fængslende (nok mere det end spændende i ordets neglebidende betydning). Og til slut vokser romanen til et tragisk format, som er på niveau med de græske myter fra vor kulturs barndom. Hvis man troede, at her kunne man – trods alt – hente afslappende og hyggelig underholdning, så belæres man om noget andet.

Rystet må det blot konkluderes: En roman, der trods de nævnte svagheder er læseværdig ud over det sædvanlige.

Anbefales.