Carin Gerhardsen: Pandekagehuset. Oversat af Agnete Stjernfelt efter ”Pepparkakshuset” (2009). People’s Press 2009. 320 sider, 299 kr.

Børn kan være så onde, Det er kun Jesus, der mener at børn er gode. Personligt er jeg af den opfattelse, at børn er onde, indtil forældrene får lært dem ikke at være det. Opdragelse kaldes det.  Det er en politimands refleksion undervejs, men det kunne også være et motto for romanen. Banen er kridtet op, hakkeordenen er klar og uafrystelig blandt de seksårige. De, der står nederst, er retsløse, hvis der ikke er voksne, der griber ind. Det var der ikke i børnehaven Skovbakken tilbage i 1968, og det fik en lille pige og en lille dreng at føle. Lærerinden tog sig omhyggeligt af de små indtil lukketid, sørgede for orden, tryghed og ømhed – men hvad der skete, når børnene blev sendt hjem, kom ikke hende ved.

Virkningerne kan vare et helt liv. Den tilbagevendende fysiske mobning, blandet med udelukkelse og hån, havde ikke bare forvandlet ham til en tavs skygge, men også berøvet ham al selvtillid, hedder det om Thomas, der knap 40 år senere bor isoleret og ensomt – et forspildt liv. Han møder med sin forkuede holdning, uplejede frisure og skræmte øjne kun foragt fra omgivelserne.

Resultatet kan forståeligt nok blive et ubændigt ønske om hævn. Men det kan måske også blive en trodsig empati, en vilje til at beskytte svage medmennesker, at hindre at de bliver ofre for tilsvarende sadistisk magtbrynde.

Alt det er baggrunden for Hammarby-politiets arbejde med et brutalt drab, begået i en ældre kvindes hus, medens hun selv er indlagt på sygehuset. Kriminalkommissær Conny Sjöberg kan ikke få hoved eller hale på sagen, før han sent når frem til denne baggrund. Drabsofret er en 44-årig vellidt ejendomsmægler, der havde orden både i forretningerne og i privatlivet. Hvorfor skulle han slås ihjel, og hvorfor er det tomme hus valgt som gerningssted? Er der en forbindelse mellem ham og kvinden, der ejer huset? Det er der naturligvis, men det tager tid at finde den. Først da det går op for Sjöberg, at drabet er et af flere mord, begået i andre politikredse, begynder det at dæmre.

Romanen byder på kompetent og interessant efterforskning. Læseren er tilsyneladende orienteret fra begyndelsen – og det er problematisk. Alle oplysninger peget overtydeligt på én forklaring – og den garvede krimilæser er naturligvis klar over, at den må være forkert. Det er et irritationsmoment mere end en spændingsskabende effekt.

Personerne og miljøerne er tegnet godt. Der bruges megen plads på Sjöbergs hjemmeliv i en ideel familie – alt sammen er så positivt, at kvalmegrænsen tangeres et par gange. Spændingen stiger smukt mod en lidt for forudsigelig overraskelse i finalen. Man er trods det dystre tema – og trods de fremhævede svagheder – udmærket underholdt. På plussiden tæller også en bihandling, hvor den unge politiassistent Petra Westman roder sig ud i en rigtig grim oplevelse, men intelligent og redeligt får den brugt til noget positivt.

Værd at læse.