Frode Grytten: Flytande bjørn. Det Norske Samlaget 2005. 247 sider.

Odda er en lille by sydøst for Bergen, tæt på Hardanger-massivet. Et samfund, hvor mange mistede eksistensgrundlaget, da det store jernstøberi for nogle år siden gik bankerot (eller måske faldt i kløerne på usle virksomhedsslagtere og konkursryttere – selvsagt ikke norske skurke, men stygge amerikanere). Nu prøver gode kræfter i bystyret sammen med mere eller mindre fiffige forretningsmænd at puste nyt liv i udstedet. Et smart logo? En golfbane på støberigrunden? Skateboard-center? Men forfaldet lader sig ikke stoppe af slige puslerier fra managementkatalogets tilbudssider. Buske og træer begynder at gro vildt og sprede sig, modløsheden findes over alt. På femtitalet var rådhuset sjølve smykket i den sosialdemokratiske samlinga. Rådhuset skulle vere staden for politikk, administrasjon og kultur. Nå var det sprekkar i murpussen, hòl i linoleumen og sigarettstumpar i pottene.

Kun elven flyder uberørt mod fjorden, nu mindre forurenet end før. Men den er – som en lidt forsumpet særling siger – en flydende bjørn. Denne elva søv om vinteren. Og så vaknar ho om våren. Då er elva livsfarlig. Da må ikkje små gutar gå her og reke. Små gutar bliver spist opp av elva om våren. Og netop sådan går det. En bil bliver presset af vejen, ud i vandet. Den unge mand, der kørte bilen, omkommer. Det sker midt i den hede sommers agurketid, så adskillige journalister udefra søger til Odda. Også fordi byens sladder hurtigt har udset de sysselløse asylansøgere, der driver omkring i byen, som de oplagt skyldige. Nogle peger på serberne (farlige muslimer mener en dame, der ikke vil tro på, at serbere faktisk er kristne), andre tænker på somaliere. Interessant læsning for en dansker, som ellers har hørt, at i mønsterlandet Norge har man selvsagt ikke den slags problemer!

Historien fortælles af en journalist fra Bergens Tidendes distriktsredaktion. Han hedder Robert Bell, og han er en desillusioneret mand. Hans største problem er forholdet til Irene, der er gift med hans bror, politimanden Frank. De har længe haft en affære, men Frank er ved at gennemskue dem. Trekantsdramaet fylder i begge brødres bevidsthed mere end drabssagen – og da Irene forsvinder, koncentrerer Robert sig så meget om de konspirationsteorier, han fantaserer sig til, at han glemmer at passe på en niårig indvandrerknægt, som han ellers havde lovet at tage sig af. Til sidst når Robert frem til en teori om, hvad der er sket og hvem der står bag. Beviser har han ikke, og han er åbenbart ikke professionel nok til at forsøge at finde dem. Han nøjes med at opsøge den lede person, han mistænker, og pande ham ned – tilsyneladende uantastet både før, under og efter voldsdåden. Journalisten står med en kioskbasker af rang i hånden – og dropper den!

Som krimi er det ikke tilfredsstillende, sporsøgningen er begrænset, opklaringen erstattes af en hypotese, som ikke dokumenteres. Som skildring af et samfund på nedtur er romanen interessant og ganske skræmmende. ”Globalisering”, siger de kloge, ”national kapitulation”, siger de lokale. Måske derfor blev den i 2006 nomineret som norsk kandidat til den skandinaviske krimipris ”Glasnøglen”.

For en dansker er bogen overraskende nem at læse, selv om Grytten skriver på landsmål (et par gloser her og der smutter – men meningen fremgår af sammenhængen). Og man må respektfuldt erindre, at han i 2000 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for ”Bikubesang”, en roman eller novellecyklus, der også handler om Odda. Der er blot det ved det, at en kriminalroman både skal være god roman og rumme et godt plot med en overraskende opklaring. Det sidste mangler her.