Jan Guillou: En borger hævet over enhver mistanke. Oversat af Jan Mølgaard efter "En medborgare höjd över varje misstanke" (1995). Modtryk 1995. 562 sider,  348 kr.

Serien om mesterspionen, gammelsocialisten og mangemillionæren greve Carl Gustaf Gilbert Hamilton slutter med dette tiende bind så paradoksalt som den begyndte. Romanen fængsler næsten uafbrudt over 562 tættrykte sider, trods det, at man kan rette næsten alle tænkelige indvendinger imod den: Plottet er mådeligt, Carls historie udvikler sig stadig mere utroværdigt, og handlingen afbrydes ustandselig af filosofiske diskussioner, der overbeviser mere om Guillous engagement og konkrete viden end om hans evner i henseende til ræsonnement.

Carl er omsider landet som en af nationens højeste embedsmænd: Chef for det sikkerheds-politi, der var hans argeste fjende dengang i ca. 1968. Han kæmper privat med en forståelig depression. Hans hustru, hans barn, hans fraskilte kone og deres barn er alle myrdet af den sicilianske mafia, som Carl lagde sig ud med flere bind tilbage. Handlingen nu starter med det brutale mord på Carls mor. Alligevel har Carl kræfter og overskud til at reorganisere Säpo til en folkets sikkerhedstjeneste, på vagt for det ubegrænsede demokrati. Den fordomsfulde, mistroiske jagt på kurdere og andre fejlfarver hører op. Samtidig begås en række mord på indvandrere. Hovedhandlingen gælder rigspolitiets efterforskning af denne mordserie. Rigspolitiets folk er hæderlige, effektive strømere, modsat tosserne i Stockholmspolitiet og etatens øverste ledelse. Den endelige løsning er læseren tidligt klar over. Og den er mildt sagt utrolig.

En del af fortællingen koncentrerer sig om Guillous alter-ego, radiojournali­sten Erik Ponti. Også han er veteran fra ungdomsoprørets kompromisløse dage, og også han sidder nu i netop en af de positioner, han dengang foragtede mest. Ponti står en passant for et festligt opgør med øjeblikkets teorier om managementledelse, der reelt er en blanding af fortidens mandoms­ritualer og almindeligt groft bedrageri. Eller med Guillous belæring: Hvis den øverste chef havde været en helt almindelig strimmelregner, ville Erik Pontis tredive års erhvervserfaring og hans væg fuld af journalistpriser bare have været et handicap, fordi den moderne tids ledere mente, at det, at man havde prøvet det hele og havde arbejdet på gulvet, var dårligt, og det ikke at vide noget var godt. En rigtig leder skulle ikke kunne noget som helst. Han skulle kunne demonstrere lederskab og så videre. Det er en model, der også i Danmark har gjort ubodelig skade, både i erhvervslivet og inden for det offentlige.

Den lidt selvforelskede fremstilling af Ponti er tæt på at vælte romanen. Skulle man drille Guillou, kan man minde om, at det samme skete for Maria Lang, da hun selv holdt sit indtog i sine historier. Det går bare ikke. Det er også hampert at capere de to midaldrende, fortsat engagerede samfundsomstyrteres indsigtsfulde diskussion om franske topvines fortræffelig­heder. En opremsning af herligheder, som leder tanken hen på vinkortet fra en trestjernet restaurant. Guillou lader så sandelig ikke de ugudelige rende af med al lammestegen! Det er tilsvarende krukket at hente Henning Mankells fortrinlige Kurt Wallander ind som den politichef, der holder orden på historiens skånske udløber.

Sagaen om Carl er med denne roman fortalt (eller måske skulle man skrive: Overstået). Den tilbyder mere elementær spænding end noget andet, der er skrevet i Skandinavien de seneste årtier. Den eksplosive udvikling på den verdenspolitiske scene, som Guillou ville lade Carl erobre, er imidlertid løbet fra forfatteren. Afslutningsvis er de uforløste modsætninger på vej ud i parodien, for eksempel i bogens sidste sætning om Carls udødelighed. Alligevel er moppedrengen som sagt en pageturner af de fascinerende. Sjældent (om nogensinde) har jeg været så opslugt af en gedigent dårlig roman. 

Trykt i Pinkerton nr. 60