Jørgen Gunnerud: Høstjakt. Kolon Forlag, Oslo 2007. 265 sider.

En oktobernat har Anne Sørli vagten på Lundby, der er et behandlingshjem for psykisk forstyrrede unge. Hun bliver stukket ned. Drabet kan have sammenhæng med, at der samtidig blev begået et indbrud på institutionen, hvor beboere og medarbejdere med en enkelt undtagelse netop den nat var borte på en udflugt. Den tilbageværende 15-årige patient, der sad ved den døde Annes side, tilstår umiddelbart drabet, han nærmest praler med det. Men hvilken rolle havde knægten så i indbruddet? Tyven er hurtigt afsløret, en alkoholiker, som politiet i forvejen kender alt for godt. Men er han (med)skyldig i mordet? For der var jo en forbindelse mellem knægten og vaneforbryderen.

Førstebetjent Knut Moen fra det norske rigspolitis kriminalafdeling er i en paradoksal situation. Der er indicier nok til at rejse tiltale mod både den ene og den anden, antagelig også nok til at opnå domfældelse. Medier og overordnede presser på, men Moen mener, at de begge er uskyldige. Den grænsepsykotiske knægt véd i virkeligheden ikke, hvad der er sket, og et par tekniske beviser imod ham viser sig ved nøjere granskning at være af tvivlsom lødighed. Tyvens skyld forekommer ligeledes mere og mere usandsynlig, efterhånden som efterforskningen skrider frem.

Det bliver sejt politiarbejde. Institutionens medarbejdere kommer én for én i søgelyset, og flere af dem viser sig at have ubehagelige ting i bagagen. Der er muligheder for afpresning, der er karrierefnidder og magtkampe, der er mobning og alkoholmisbrug. Men er der også et afgørende motiv til at dræbe Anne?

Moen kæmper mod en begavet og amoralsk modstander, der selv mener, at han er sluppet godt fra det perfekte mord. Han er sikker på, at han har lagt så mange vildspor ud, at politiet ikke har en chance for at afsløre ham, end mindre for at finde beviser, der kan holde i en retssal. Spændingen går så på, hvordan Moen alligevel vil nå i mål.

Gunneruds historie er sådan set ordinær krimi, men den udmærker sig ved at være fortalt på en usædvanlig måde. Nærmest er der tale om et dokumentarisk studie af en intelligent og erfaren politimands tankegang og metoder. Utroligt mange detaljer og nuancer er med. Knut Moen har været hovedperson i et halvt dusin krimier, men der er oplyst meget lidt om ham. En skitse til en biografi findes i antologien ”De nye krimiheltene” fra 2002 – Moen er født i 1945, han har en fortid som jægersoldat, og han har udmærket sig som idrætsmand. Hans privatliv fortælles der ikke om, men nok om hans særlige talent: Mennesker betror sig til ham, han er tillidvækkende, ikke mindst på grund af den respekt, han viser alle mennesker, også forbrydere og sølle tabere. Knut Moen opplever denne tilliten som et paradoks. Kjernen i hans kompetanse er jo nettopp hans interesse for, og erfaring med, svarte og hvite løgner, forfalskninger, forstillelse, fortielser, halvsannheter, rettferdiggjøring, skjønmaling, posering, ansvarsfraskrivelse og erindringsforskyvninger. Man kan derfor si at det enestående tillitsforholdet mellom Knut Moen og hans medmennesker er bygget på en perfekt, men fruktbar misforståelse.

Man kan komme til at tænke på det program, som salig Nicholas Blake fremlagde i et af sine sidste leveår[1]. Hans gennemgående detektiv, Nigel Strangeways, havde i de første mange bind hengivet sig til alle de excentriske unoder, nogen arvtager til Holmes og Wimsey kan være forpligtet på. Nu skulle modellen blive en anden: ”Min hensigt er at gøre ham til et stykke trækpapir, ukarakteristisk og absorberende; en upersonlig skabning, kun øjne og ører, hukommelse og hjerne; kun tjenende til at fremhæve de realistisk behandlede mistænkte”.

Anbefales. Det er forståeligt, at Rivertonklubben har nomineret romanen som norsk kandidat til den fællesskandinaviske krimipris Glasnøglen for bedste spændingsroman i 2007.

Det må så tilføjes, at den er lidt svær at læse for en dansker. Gunnerud skriver ikke ”nynorsk”, men hans ”bokmål” er for en udlænding sært bortglidende. Man savner de kanter, man behøver for at holde teksten fast. Forhåbentlig kommer der en kompetent dansk oversættelse, for man ærgrer sig godt nok over, at der antagelig er pointer, man gik glip af, fordi de ikke nåede over den ganske høje sprogbarriere.